Den tænker jeg lige over

Jeg har fået en del respons på mit seneste indlæg her i bestyrelseslokalet og det er jeg mere glad for end i aner, for nu ved jeg, at der er nogen, der læser med. Tak, alle 3...

Jeg er jo en sucker for positive tilbagemeldinger, så jeg har haft det noget ambivalent med, at der også var et par gode velmente råd om ikke at skrive den slags på bloggen iblandt dem, der gav respons.
Kort fortalt gik kritikken på, at det var en svær situation at kende mig udenfor bloggen og så læse et indlæg, hvor det er svært at tolke om jeg er gravid eller bare er syg (og ikke kende svaret på forhånd) og en anden kritik gik på at det var svært at finde ud af om jeg i virkeligheden var gravid eller bare tænkte højt over livet og graviditetsprojekter i det hele taget - sådan groft opridset.

Som en god veninde opsummerede, så er problemet nok nærmere, at man her på bloggen ikke er vant til at jeg er så personlig, så når jeg skriver den slags virker det stå stærkt, at jeg ligesågodt kunne have født.

Well... Jeg har to muligheder, nej tre:
1: Holde op med at skrive om mig selv og de underlige diskussioner, der kan forekomme i mit bestyrelseslokale
2: Huske at underrette alle mine bekendte, venner og hele familien om hver eneste lille hjernepirouette og derefter skrive på bloggen i et klart og tydeligt sprog, der ikke efterlader nogen form for tvivl. Det kunne nok være sundt at øve lidt systematisk åbenhed.
3: Levere billederne fra bestyrelseslokalet når de er der.

Jeg vil nok vælge at levere en blanding af alle tre. Jeg har et par forbilleder, når det kommer til bloggerier og alle har tydeligvis gjort sig tanker om graden af personligt indhold.
Jeg tænker lidt over det.