onsdag den 28. maj 2008

Life is GOOD

Tillykke Tina, Linda, Rikke, Mikkel med al jeres fortjente medvind. Hell... også tillykke til resten af verden, men MEST tillykke til mig idag, for hulan. 
HURRA!
I aftes var jeg med til at eksaminere nogle fysiurgiske massører.  
'Massører?', tænker i nok. 'Er det ikke bare sådan nogle midaldrende kvinder, der skal realisere sig selv?'.  Blandt de 6 kommende massører i aftes var der en punker, en husmor, en muay thai-bokser fra Herning og så var der islændingen...

Islændingen mødte op med hår, der var længere end mit, og en krystal i en kæde om halsen. Han talte ikke så godt dansk og fik på sit norrøne sagt at det var svært at massere min ryg, fordi jeg er så kompakt. Kompakt?! 
Hehe... Jeg ved godt, at jeg nogle dage føler mig som my little pony i barbiesko, men det er sjældent at høre det sagt så direkte. Jeg kunne ikke lade være med at grine, for det er jo i bund og grund det, man er, når muskelspændingerne ikke længere er myoser, men bare har indtaget hele ryggen.  Så der lå jeg med olie, hovedet i hullet og grinede kompakt mens jeg forsøgte at lade være med at tænke på pålæg i vacuumpakninger. 

-Du har mange spændende ting (spændinger?) hernede, siger islændingen så, mens han har en hånd placeret allernederst på min ryg og der måtte jeg altså bide i briksen for ikke at vrinske alt for ukontrollabelt. Det havde ikke været professionelt. Ved Thor...

mandag den 26. maj 2008

Godt, at jeg ikke er colonspecialist...

Ved siden af mit mere normale arbejde er jeg fysiurgisk massør og jeg kan rigtigt godt lide det. Især når jeg bliver bedt om at være medie til eksamen - dvs både være med til at vurdere nye massører og samtidig modtage en helkropsmassage fra hænder, der virkelig gør sig umage. 
Not bad at all...

tirsdag den 20. maj 2008

Det var ikke mig!

Det var ihvertfald ikke mig, der hvæsede af telefonen, da samtalen var slut og jeg havde trykket på den røde knap. Og så fandt ud af, at der stadig var forbindelse. 
Det kan ikke have været mig.

mandag den 19. maj 2008

Lene og monopolet

Jeg har et dilemma. 
I fredags havde vi indbrud og fik stjålet et møbel, som betød meget for mig.
 
I aftes fik vi besøg af et vidne, som ikke bare kunne fortælle, hvilken bil forbryderspasserne kørte i, men som også var meget klar over, at han løb en risiko ved at fortælle, at han også ved, hvem de to mænd var.  Og det kan jeg godt forstå. 

Det var en bestillingsopgave, udført af nogle meget grimme gutter i en af de mest kriminelle grupperinger i Århus' historie. De har nogle bagmænd, som ikke får mig til at ryste mindre i bukserne, men de er dog lidt klogere end dem, der bliver sendt i byen. (Bær over med mit valg af kilde)
Jeg fik at vide, at jeg ikke ønskede at møde dem. Nogensinde.

Både vores ven fra i aftes og politiet siger, at de er så garvede udi villatyverier, at de venter på at forsikringspengene bliver udbetalt og så kigger de lige forbi igen. 

Dilemmaet er nu: Når forsikringen udbetaler pengene, skal vi så anskaffe os en ny stol magen til, fordi det er den vi vil have - og leve med risikoen for, at den også bliver hentet? Det indebærer utrygheden i, aldrig at vide, hvad vi kommer hjem til.

Eller skal vi afgøre, at det ikke kan lade sig gøre at have dansk design i den klasse i vores hjem og samtidig være tryg? På den måde har de ligesom bare vundet... 

Når der bliver regnet sammen, så er værdien i at have et trygt hjem nok alligevel højere end en designerstol kan leve op til. Men... hvor meget er det værd, at dumme forbrydere skal bestemme møblementet?
Hvad siger monopolet?

lørdag den 17. maj 2008


... Så er det, det eneste man kan er at love det lille væsen at passe godt på det. Og nyde freden...

fredag den 16. maj 2008

&#!§$€(!!!)*!!

Vi har haft indbrud.
Min højtelskede Coronastol er stjålet, et vindue brudt op - og formentlig har de nosseløse nassende røvbananer holdt øje med mig, da jeg kørte væk.  

Vores gode genbo, som er tyrker, siger at det garanteret ikke var udlændinge, for de har ikke forstand på dansk møbelkunst og desuden var det en rød Corolla, de kørte mit yndlingsmøbel væk i, ikke en BMW. (God nabo med humor). Alligevel er jeg ikke fremmed for at afstraffe efter Sharia-lovgivningen eller det der er værre. Hvis der er noget, der er værre. 

Hvor lidt selvrespekt og liv kan man have, når man om formiddagen bryder ind og stjæler ting, der betyder noget for andre mennesker. Bestillingsarbejde, siger i nok. Ganske givet og helt sikkert er det da det, for der er ikke taget andet og de har vidst hvordan de skulle komme ind, men det ændrer ikke på, at jeg er fandens ked af det og mangler MIN stol og trygheden i at forlade huset. 

Tøsedrenge. Sådan nogle forbandede pjok.  

onsdag den 14. maj 2008

Oh, happy day


Der er dage, hvor det ser ud som om, solen følger en som et spotlight.  Idag har været en god en af slagsen og solskinnet har haft en henrykkelsesfaktor, der er gået ud af skalaen.

Ny bog. Mmmm.
Solskin på terrassen med ny bog.
Kæresten ringer, mens man sidder med ny bog på terrassen og siger, at han kommer hjem fra København en dag tidligere. Umiddelbart efter, at længe ventet mail tikker ind på gmailen. Der var efterfølgende indianerdans. 
Mikrofonen i spinningsalen virker. 
Veninden smiler igen, som om hun hvert øjeblik kan finde på at lægge sig ned og sprælle af glæde på gulvet. Kollega skal til jobsamtale i morgen. 
Dejlig familie... 
Bliver nødt til at ligge på tværs i nat, for at få plads til armene, der har sat sig fast i en jubelposition. Dér!

tirsdag den 13. maj 2008

Jeg ved, hvor jeg har det fra...

Det er gået op for mig, hvor meget jeg kan lære om mig selv, ved at betragte min mor. Mor-ologi er det sidste nye hotte, der meldte sig på banen den anden dag med sådan et skrald, der nær havde fået mig til at tabe riven.  

Mine forældre holder sølvbryllup om ganske kort tid. Stort arrangement. 90 mennesker inviteret. Mor holder selvfølgelig styr på alt, for hun er altid den, der har overblikket og tjeklisten med ting, der skal sørges for, ordnes og sættes flueben ved. State of the nation.
Det er også min mor, der tager teten i at sørge for, at min mormor har den pleje, hun behøver, selvom jeg har 4 sæt onkler og tanter, der nok også kunne tage deres del. 

Nåmen... I venter sikkert på, at jeg taber riven af åndenød. Det øjeblik indtraf, da mit mødrene ophav midt i en hyggelig snak om ingenting og solskin siger, at hun på selve den dag, de holder sølvbrylluppet, vil køre til Mors og hente min mormor. Sørge for at hun får en middagslur, sætte hendes hår. Og så lige sørge for at de gæster, der er ankommet aftenen før også bliver passet op og fodret af, inden hun selv skal være sølverbrud og festens midtpunkt om aftenen. Multitasker-mor har også lige tilpasset mormors tøj, så det passer igen. Selv.
Jeg vil vædde en arv på, at der ikke kommer til at mangle noget. 

I bund og grund burde det overhovedet ikke få et hår til at løfte sig på mit hoved, men i det øjeblik stod parykken lige op i luften, så jeg lignede en havfrue på græs. For jeg kunne jo genkende mig selv. 

Er der ikke kvoter for hvor meget ansvar, man må påtage sig?
Hvad er grunden til at vi partout påtager os alt, selvom det skriger til himlen at det er ud over alle rimeligheders grænser?
Kan man implementere en startspærre eller en overløbsventil inden en af os finder på at lave al maden fra bunden, mens vi simultanoversætter fra tysk og lytter forstående til Tante Ebbas problemer med hoften, mens vi husker at smile pænt? 

Det bliver min søster, der kommer til at hente mormor, sgu. 

mandag den 12. maj 2008

Jeg er blevet fjernet fra min familie...

Jeg skal ikke arbejde sammen med de to andre i år på Skanderborg Festival. Og helt ærligt, så synes jeg, det er meget underligt, at de to skal have skribent-job og pressekort, mens jeg stadig er udstyret med walkietalkie og orange nattevagtvest. 

Men hey... Jeg kan sagtens se fordelene. De andre kan jo skrive om mine ekskapader og holde sig ædru imens.
Når de interviewer Leonard Cohen, er det mig, der prøver at mime 'famous blue raincoat' nede fra medhjælperbaren og når festivallen er slut, så er den slut for mig, mens de to andre stadig skal skrive. Jeg er helt sikker på, at de glæder sig, så det gør jeg selvfølgelig også på deres vegne.

Gad vist hvor mange vodka-orange, jeg kan nå at drikke, mens de retter kommaer? 

5 uger gammel

Denne her, eller dens bror, er vores Oakley.  3 uger til, og freden er forbi...

onsdag den 7. maj 2008

Jeg, nu som dame...

Det er altså underligt at blive kaldt 'dame'. Selvom jeg netop har rundet de 36, så studser jeg over det, hver gang jeg hører mig selv omtalt som voksen ... og dameagtig.
Her kommer man gående i sin korte nederdel og med løst hår og skal spørge asfaltmændene i kedeldragt om råd til at gøre rent efter ualmindeligt træls postbud, der har lagt asfaltmærker op i hver eneste indkørsel.
Og hvad siger den store asfaltmand til sin formand? 'Bjarne, damen her vil godt lige spørge om noget'.

Damen?! Hvordan skal det lige forstås? Er det som i 'Kan du så give damen pengene, lille Ida' (den hørte jeg allerede da jeg var kassedame for 20 år siden. Der betyder 'dame' bare 'hende bag disken' og er fuldstændigt aldersløst) eller er det som 'hun er over den alder hvor hun er ung'?
Hva?!
Jeg stod ved siden af nogle alvorligt brede mænd i kedeldragt, der lugtede af sved og grinede mere hø-hø-svedent da jeg kom gående, så jeg følte mig meget ungdommelig og lækker, men der kan man bare se.
Der kommer vel en dag, hvor det ikke er nok at have løst hår, når man gerne vil slippe for at blive kaldt 'damen'.

mandag den 5. maj 2008

De par år fra eller til...

Simon Emil Ammitzbøl fra de Radikale har foreslået, at en plettet straffeattest skal kunne renses efter et år.
Årsagen er, at det ellers kan være svært at finde job. Eller adoptere.


Joseph Fritzl var da ihvertfald svært opstemt over at hans blev slettet efter 15 år.

Utroligt, så godt det hjælper, lige at komme en tur i skammekrogen og så komme ud til samfundets varme knus.

fredag den 2. maj 2008

Velkommen til birkepollensæsonen

Selvom jeg begyndte med antihistaminerne for over en uge siden, mimrer jeg stadig som en kanin. Mine øjne er røde og klør. Det gør mine ører også. Halsen er hævet. Næsen er stoppet. Jeg er traaaat.

Fandeme glad for, at jeg er mimrefri når grillsæsonen for alvor sætter ind. Indtil da skal i ikke være overraskede over at se mig med begge poter i øjnene. Eller i munden fordi ganen klør. Det hjælper at spise is, men hvis jeg skal passe mit tøj, er det nok ikke en holdbar løsning.

Hvad gør i andre? Er i på kaffe? EPO? Amfetadriner? Har I mere? Eller samler i sammen til græspollen-sæsonen?

torsdag den 1. maj 2008

In the blink of an eye...

En dag i Paris sad vi på en fortovsrestaurant med friske grønne buske foran os og forårssol for oven.
Pludselig lyder der et panisk skrig så hjerteskærende, at jeg stadig får ondt i maven når jeg tænker på det. Hun skreg, som man gør når man ikke kan andet.

Ud mellem de grønne grene kan vi skimte hovedet af en mand, der ligger på fortovet og ryster. Der er utroligt meget blod, der løber ud over kantstenen og ned på asfalten. Blodet er helt friskt og meget rødt og manden har ikke hår på hovedet. Folk råber og tjenerne løber til med vand i karaffel og der bliver kaldt på ambulancer og hjælp, mens kvinden bare skriger og skriger...

Han er ikke blevet påkørt. Ikke overfaldet. Han er bare faldet.
Fra det ene øjeblik til det andet har hans liv forandret sig fra at være mand på vej et sted hen i skjorteærmer og solskin til at ligge og ryste med hovedet slået i stykker mod en kantsten.

Vi nærmest flygtede med hjertet oppe i halsen. Desværre glemte vi en pose, som vi måtte tilbage efter.
Da var ambulancen kommet og redderne havde lagt en krave om mandens hals og de lyste ind i hans øjne.

Gad vidst om han har en hustru, der elsker ham? Gad vidst, om han har et arbejde, han er rigtigt glad for? Og børn. Eller ... havde?