Lene og monopolet

Jeg har et dilemma. 

I fredags havde vi indbrud og fik stjålet et møbel, som betød meget for mig.

 

I aftes fik vi besøg af et vidne, som ikke bare kunne fortælle, hvilken bil forbryderspasserne kørte i, men som også var meget klar over, at han løb en risiko ved at fortælle, at han også ved, hvem de to mænd var.  Og det kan jeg godt forstå. 

Det var en bestillingsopgave, udført af nogle meget grimme gutter i en af de mest kriminelle grupperinger i Århus' historie. De har nogle bagmænd, som ikke får mig til at ryste mindre i bukserne, men de er dog lidt klogere end dem, der bliver sendt i byen. (Bær over med mit valg af kilde)

Jeg fik at vide, at jeg ikke ønskede at møde dem. Nogensinde.

Både vores ven fra i aftes og politiet siger, at de er så garvede udi villatyverier, at de venter på at forsikringspengene bliver udbetalt og så kigger de lige forbi igen. 

Dilemmaet er nu: Når forsikringen udbetaler pengene, skal vi så anskaffe os en ny stol magen til, fordi det er den vi vil have - og leve med risikoen for, at den også bliver hentet? Det indebærer utrygheden i, aldrig at vide, hvad vi kommer hjem til.

Eller skal vi afgøre, at det ikke kan lade sig gøre at have dansk design i den klasse i vores hjem og samtidig være tryg? På den måde har de ligesom bare vundet... 

Når der bliver regnet sammen, så er værdien i at have et trygt hjem nok alligevel højere end en designerstol kan leve op til. Men... hvor meget er det værd, at dumme forbrydere skal bestemme møblementet?

Hvad siger monopolet?