mandag den 23. juni 2008

Dragen is back...

Bedst som jeg håbede, at drage-lægesekretæren fra helvede havde fået andet job, ferie eller var blevet gift med Saudiarabisk oliehøvding, så var hun tilbage. Efter en opladningstur. 

For en måned siden bookede sød og dygtig afløser en tid hos min læge som opfølgning på nogle målinger og sådan... Selvfølgelig hos den samme læge. Fordi hundehvalpen ikke har lært at være alene hjemme så længe som det tager at kæmpe sig gennem lægens venteværelse, måtte aftalen udskydes til en dag, det var muligt at få hundesitter på. Idag. Og dragen sørger for ombookingen.
Til tiden bliver jeg kaldt ind, men til den falske læge, hvor helvedesdragen har placeret mig. Det var jeg jo ikke tilfreds med, lægen forstod og forsøgte at lave om, mens jeg ventede i konsultationen. Lægen kom stakåndet tilbage med afsvedne bryn og gløder i pandehåret og sagde at der var en løsning. Jeg kom til hos min egen læge, hvor jeg måtte sidde ude på kanten af stolen, fordi jeg ikke kunne læne mig op ad de to huller drageøjnene brændte i min ryg. 

Jeg glemte selvfølgelig noget, så jeg måtte udsætte mig selv for det, der er værre: Dragen i telefonen...  Det havde været en skidt dag for hende med megen sprutten og ildspyen, så hun blev nødt til at askehoste lige ned i røret, efter at det var lykkes hende med suk og støn at tage telefonen. Service med alt det luft, hun ofrer på patienterne.  
Idag fandt jeg ud af at hun har et navn og det er meget mærkeligt, at hun hedder Anne. Hun skulle hedde noget bidsk og bittert. Noget, der lugter af duftfrisker og skjult cecil-røg. 

2+2=

Hørt i butikker idag: 
Ved kassekøen, efter at kassedamen igen og igen har gentaget, at Dankortsystemet er nede. 
Kunde: 'Dankortet virker ikke? Jamen... Vil det så sige at jeg heller ikke kan bruge mit dankort?'

Ved flaskeautomaten står der en kvinde og ser ret flov ud, mens hun venter på hjælp. Omkring hende bimler og bamler det med en nærmest sirene-høj lyd, fordi flaskeautomaten melder fejl. Larmen er så infernalsk at selv de hårdeste teenagere må opgive at tale i mobiltelefon. 
Dame kommer hen imod hende: 'Virker den ikke?'

lørdag den 21. juni 2008

Scene fra et forstadsliv

Vi har tyrkiske naboer, hvis unger har andre sengetider og et andet støvniveau, end man som leverpostejsdansker er vant til. I aftes var det helt galt med lydniveauet der inde fra og det skulle vise sig at have en ganske god grund, som jeg først opdagede, da nogen læste EM-kampprogrammet op for mig. Her følger et udsnit af de sms, der blev sendt til min sambo, der var i byen: 

22.57: Når klokken er lige omkring 23 og det lyder som et abebur, der har gatecrashet fredagsbønnens efterfest på den anden side af væggen, når hunden først er gået kold nu og vågner af og til fordi naboungerne er ved at bryde muren ned med de bare næver, er det så OK at drikke sig skidefuld? 

23.27: Tror, der er Tupperwareparty med stripper derinde. Om lidt fyrer de vel skydevåben af gennem loftet

23.34: (som svar til sambo til byfest). Du kan finde mig, champagneflaske og to stearinlys ude i hundeburet. Jeg fortrænger verden derinde. Masser af plads. (stort bur, red.). Pas lige på, at du ikke snubler i jubelskrigende tørklædekvinder ude foran.  Det er ikke fordi Oakley har humpet dem. Ærligt. 

Da jeg om natten henter samme sambo fra byfest, undrer jeg mig over, at der holder så mange havarerede kadetter på cykelstierne. Det viser sig, at Tyrkiet vandt i fodbold i går aftes, hvilket jo forklarer en del...  


tirsdag den 17. juni 2008

Pomfritter er da også en grøntsag...

Teenagere skal helst være kejtede, lidt bøvede og ikke ret meget andet end hormoner i gummisko. Sundhedsbegrebet kan bare ikke gradbøjes, så pomfritter kan få lov til at blive til en sund grøntsag, når det er en teenager, der spiser dem.

Ikke noget problem, siger nyhederne: Teenagere strutter af sundhed. Jeg kan bare slet ikke få det til at passe med de teenagere, jeg møder, for det er ikke sundhed, de strutter af.  
Selv de tyndeste piger er laskede og har muffin-top og sidedeller, der vælter ud over deres jeans, det er ganske få, der har en kropsfornemmelse og det er som regel dem, der også dyrker noget sport og har en ide om, at kroppen kan bruges til andet end at bære tøj.
Der er ikke belæg for at lave en bedømmelse af hele teenagegenerationen med karakteren 'strutter af sundhed', især ikke, når det bliver mere og mere tydeligt, at der er ved at opstå en lagdeling i vores samfund, hvor de socialt dårligst fungerende er nærmest fejlernærede. Teenagere går ikke fri, for uden sunde forældre med sunde holdninger og viden om sund kost, så spiser teenagere som om de var alene hjemme. Præcis ligesom uoplyste voksne gør det.

Nyhederne gennemførte en undersøgelse i en skoleklasse i Christiansfelt, der ikke kan siges at være videnskabeligt valid. (Jeg leder efter et link. Vent) På håndsoprækning for åbent kamera viste det sig at ingen i 7b ryger eller har prøvet at ryge. Surprise... 

 

fredag den 13. juni 2008

Har du set min bededragt? og mine fatwaders? Burkanon!

Jeg har længe leget med ideen om at fremstille en sportsburka, mest sådan fordi jeg synes at ideen burde kunne sælge og så fordi den er lidt sjov.  Ideen blev ikke mindre aktuel, da der var en muslimsk kvinde, der valgte at bruge løbebåndet i fitnesscenteret iført en-mandstelt og træsko uden hæl. 

Nu er der kommet en burkini... Ophavsmændene skulle have en klapsalve for navnet. Det gad jeg nok godt have fundet på.  Og tak til samme for slutkommentaren. Billedet af en burkini, der har taget vand ind og truer med kæntring får mig stadig til at klukke.  Spøgelse krympet i vask og med skvulp over kanten. Heh..

Undskyld på forhånd. Send ingen fatwa...

torsdag den 12. juni 2008

Post Danmark snydt for småpenge

Da jeg købte en vare på Strawberrynet tastede Post Danmark forkert. Selvom det kan lyde helt forkert at etaten kan lave fejl, så var det ikke desto mindre det, der skete.  Jeg blev opkrævet moms af et beløb, der var 500 kr højere end det, der stod på min faktura. 

Jeg klager naturligvis, fordi jeg ikke gider smide lige så mange tomme momspenge afsted efter postvæsenet som varen har kostet. Efter 35 minutters ventetid i en telefon får jeg at vide, at jeg skal skrive en mail for at få pengene tilbage. Klart nok, at de skal have den slags på skrift, så det gør jeg da gerne.
Og så sætter jeg mig til at vente tålmodigt. Og vente utålmodigt. Og vente mens jeg læser blogs om Post Danmark. Derefter skriver jeg en rykker.

5 uger efter får jeg svar fra toldcentret (Næ! I kan spejde langt efter det store t i toldcenter. Det har de mistet retten til), men kun på min rykker. De var kommet lidt bagud med henvendelserne, så jeg kunne forvente, at min sag ville blive behandlet inden for de næste 3-4 uger.  
Den kvikke læser vil have regnet ud, at det har taget de røde toldere over 3 måneder at få sendt en check, og det er, hvis jeg er meget rimelig med lommeregneren. 

5 uger senere får jeg et brev om, at jeg får 121 kroner tilbage. Checken vil følge snarest. Den kom dagen efter i en konvolut fra Danske Bank. 

Og 3 dage efter kommer der endnu en konvolut fra Danske Bank med endnu en check på 121 kroner. 

Hvis jeg står ved kassen i Føtex og damen giver for meget tilbage, så kan jeg godt finde på at gøre opmærksom på det, hvis jeg opdager det. Det går ud over hende selv når hun afregner. Hvis en fuld bar-kunde tager fejl af sedlerne, så snyder jeg ham aldrig -  men jeg indløser begge checks uden at blinke. 
For jeg er ikke enig med TDC, når de siger, at 'ventetiden er gratis' og jeg er ganske sikker på at Tante Skadefryd (nabo til Tante Nemesis) har en finger med i spillet her. 

Hvis de opdager fejlen, sender jeg dem et svar, når de har skrevet to gange og siger, at det tager lidt længere tid inden jeg kan tage mig af det. 
121 kroner... 

søndag den 8. juni 2008

En weekend klogere

1. Der findes mennesker, der ikke ved, hvor meget to centiliter er, når de er bartendere og står med målebæger i hånden
2. Der findes mennesker, der ikke er flove over at krybe i tights, der bliver strammet ud over de bredeste baller, så maskerne hviner og derved skaber to enorme lysere områder med bølgedale og bakketoppe. 
3. Det gør det ikke mere kønt at se en mand i korte lycrashorts, syet i håndgerning, store blå briller, overskæg og tennissokker anden gang, 20 år efter firsermodens første plastikbølge.
4. Stella Polaris-smedene er for seje. Ikke kun opblæste. Seje. 
5. Vi er holdt op med at sige 'pøller' om store svedige grillpølser. 
6. Nitter og læder og fleshtunnels i ørerne. De hårde progressive-gutter har selvironi nok til at kluk-grine, når man spørger om de er med i det der 'Bros Revival'-band
7. Folk er glade i solskin. Men overbærenheden har en grænse, trukket hårdt op der, hvor nogen spulebrækker sig lige ud i ansigtet på dem.
8. Jeg skulle nok have læst den mail om at 11 timer bag en bar ikke er godt for 35+-årige fødder, der stadig er en lillebitte smule forstuvede. Jeeez...  Hvem har taget min rollator?

tirsdag den 3. juni 2008

Rappe replikker søges

Jeg søger brugbare, snappy comebacks til det, jeg troede vi havde afskaffet at sige. Vildtfremmed mand og hans kone spurgte ind over hegnet i går: 'Er det sådan, at I har fået hund for at se, om I også skal have barn?', ledsaget af jovialt, skævt grin. 

Hvorfor er det først bagefter, man kommer i tanke om alt det smarte, man kunne have sagt?
Mine vakse svar lader vente på sig denne gang, men jeg ville også bare sådan ønske, at verden lige gad rette sig op igen. Det klæder den ikke at vælte et par grader hele tiden og det er ret svært at tænke lige, når det skal være på den måde. Åbenbart er det en bivirkning af at sove i intervaller på stuegulvet, mens man savner sin seng, sin kæreste og en rygsøjle uden gulv-knæk. 

Hvad siger man? 
-'Det er faktisk vores barn. Vi har en unaturligt kraftig hårvækst i vores familie' 
-'Sku' du spør' fra no'en?' (Iført snoet tørklæde om hovedet og Kirsten Siggård-dans)
-'Vi kan ikke få børn. Det er et stort traume, som du lige har rippet op i. Her er regningen på 12 ekstra psykologtimer.' (Jeg frygter selv at komme med sådan en ufølsom bemærkning en dag)
- 'Vores nabo har opbrugt kvoten'

søndag den 1. juni 2008

Min livmoder er forstuvet

Jeg holder fast i, at det ikke er det samme at få barn og få hvalp. En hund er en hund og ikke et menneske. Men da Oakley, efter at have kastet op af køresyge, holdt op med at trække vejret hurtigt, da sad hjertet i halsen på mig, for det så et kort øjeblik ud som om den var holdt helt op med at trække vejret. (Billederne viser, at den er særdeles levende). 
Efter en time var jeg så tæt knyttet til det lille pus, at tanken om at miste den, er forfærdelig.
Den trak vejret og sov helt tæt op ad mig resten af vejen hjem. 

Det er stadig en hund og jeg er ikke dens mor. Men det er den bedste, dygtigste, smukkeste hvalp i hele verden.
Og den er min. 

Dag to uheldsstatus: Plante lettere skadet, ingen tis indendørs. Dygtiiiiig.