En aprilsnar, jeg ikke hopper på...

Kære Lene,
Vi skriver til dig for at fortælle, at koncernen pr. 1. april har gennemført ændringer i design-skabelonen.
Fra ovenstående dato bliver Comic Sans den font, som skal bruges til al intern og ekstern kommunikation.

Venlig hilsen

K. Ommunikationschef, arbejdsgiveren.

Om patter og dumhed

Paradise Hotel.
Den nye svagbørnskoloni, hvor blonde, dumme hormoner og bløddele i badetøj er placeret som forsøgsdyr af producere. Ungdom, kombineret med meget lidt tøj og rigtigt meget sprut, sælger godt.
Produktet bliver broadcastet til alle de danskere, som ikke kan få sig selv til at se rigtigt slam-fjernsyn eller porno mens kæresten ser på.

Jeg har kun set en episode af serien og jeg er allerede forbi det punkt, hvor jeg synes at Susan er vammel. Jeg er derimod slet ikke færdig med at være hønserøv over, at hun bruger silikone og sex på den måde.
Det er ikke for meget. Det er tværtimod alt for let.

Blondinelegen, som mange piger garanteret kender fra deres pureste ungdom og som helt sikkert virker stærkt tiltrækkende på mænd i alle aldre - især efter en posefuld bajere-, er taget helt ud til den yderste grænse i det der ø-program: Dumhed er dragende. Og frastødende.

-De kan jo ikke selv overskue alle intrigerne og spillet mens de er dernede, siger I nok. Det ser de først når de kommer hjem og ser, hvad producerne har klippet sammen.
Og?
Et hurtigt blik på de tidligere sæsoner og de andre deltagere burde afsløre et og andet. Gad vist om deres mødre er stolte?

Det kan godt være at deltagerne er under lavmålet, men de seere, der svælger i lortet kan ikke være meget bedre.
Hvor er min blodtryksmedicin og hvornår kommer der "De unge mødre"?

Forstads-fontex

Det er svært at være utilfreds i disse dage.
De bitre blogs og sure opstød får lov til at være sure, for... der er så skønt herude på landet.
Jeg mener... bare navnet: Helenelyst. Det klinger af fuglesang og sommerferie.

Her er godt at være. Der står en brandhane på vores grund. Der er en rød postkasse lige overfor, så man kan stå med sin kaffe ved vinduet og holde øje med alle menneskene, der skal sende post.

Der bliver gået tur herude. I overdrevet grad bliver der travet og spadseret. Mødre med barnevogne triller i fast rutefart forbi på grusstien, hunde logrer forbi med deres ejere. Alle, der er på besøg i området, bliver trukket med ud for at se på herlighederne.
Og så er der Vandre-bøssen. Han traver bare meget. Med meget rank ryg, friske fjed, solbriller og blå gummistøvler.
Skal også se at få købt et par.

Jeg har fået et sæt haveredskaber med tilhørende blomstrede havehandsker. Og så siger jeg underlige sammensætninger som "vores grund", "jeg fik 50% på tæppet" og "jeg går lige i haven", mens jeg bare ikke kan bremse et smil så bredt som genboens fælge, når solen skinner på ligusterhækken.
Her er flot. Og så er det helt overdrevet fantastisk at der er så mange, der gider at kigge forbi og være her.
Så når barstolene kommer, bliver jeg nok nødt til at give efter og blive glad i låget. Grund-happy.

You want a piece of me?

Jeg er blevet ret bevidst om, at det ikke udelukkende er min nærmeste vennekreds, der læser med her. Og det er jeg glad for, virkelig.

Det er en meget speciel oplevelse at blive præsenteret for en bekendt af en bekendt og høre: "Dig kender jeg da godt, hvordan går det med "børnehaven"? Er i flyttet?". Ikke en dårlig oplevelse. Bare meget speciel.

Jeg vil jo gerne have at det jeg skriver bliver læst.
Kunsten er at skrive noget, der er både vedkommende og tilpas anonymiseret, så læseren kan gå og fortælle videre for sig selv og danne sig sine egne opfattelser. Uden at jeg føler at jeg har ofret mit privatliv.

I bund og grund er det læserens nysgerrighed , der er spændende - uanset om læseren gætter rigtigt eller forkert på, hvem det er jeg skriver om eller hvordan mit liv ser ud.
I de fleste tilfælde gætter læseren på at det handler om vedkommende selv eller nogen de tror, de kender - (you're so vain. You probably think this song is about you) - og sådan skal det være. Det vigtigste er at nysgerrigheden bliver holdt i live... og at læseren inviterer sig selv ind i bloggerens liv. Sådan har jeg det selv, når jeg læser malende beskrivelser af andres privatliv, andres iagttagelser. Helt uden at jeg behøver at se dem i øjnene imens.

Mit dilemma er, hvad jeg skal skrive om, mens jeg holder mig til at udgive de 10-20 procent af mit liv, som jeg har valgt at udgive.
Der er dage, hvor jeg ikke støder på noget, der er værd at fortælle om, eller hvor der er noget, der bliver slettet af blog-politiet, fordi det er mere privat, end jeg har lyst til at hænge ud til offentlig beskuelse. Og så er der de dage, hvor det, der kunne skrives om er så u-appellerende at det ikke når til tastaturet.

Der er sikkert nogen, der er taknemmelige for at slippe for detaljer om hæk-plantning og andre husejer-udfordringer, på samme måde som jeg ikke har lyst til at vende tilbage til en blog, der udelukkende fortæller om hi-fi & cykeludstyr. Det tænder mig ikke det mindste.

Udfordringen er vel også at lade være med at give efter for ønsket om at få så mange læsere og kommentarer som muligt. Jeg mener... hvis man virkelig var drevet af at få læsertallet så højt som muligt, så skulle man jo bare skrive selvudleverende indlæg med ord som sex og porno i emne- og etiketfelterne.
Men så er det lissom, at jeg ikke håber, at det er det, mine læsere søger på.

Observationer om...

Alderdom
Gamle mennesker går i tøj, der var smart, da de selv var unge. Gad vist om mænd går rundt med hængerøv og synlige Bjørn Borg-elastikker når vores generation bliver gammel. Eller om det der med hængerøven kommer helt af sig selv, uanset hvad.
Gamle mennesker har tit åben mund når de går. Og sidder. Som om det bliver sværere at holde styr på begge ender, jo ældre man bliver. Det tyder på, at det også bliver sværere at spise softice, jo ældre man bliver. Allerede nogle af mine jævnaldrende spiser softice på en utroligt grim måde. Der sidder tit noget i mundvigene og hvor ulæx er det lige at der altid, ALTID sidder softice tilbage på tungen, når den næste tungefuld skal slikkes af isen.

Parkeringsvagter
Jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om et mindre ærværdigt job. Ansatte væsler i blå jakker, der står på lur i selv det mindste indhug i en mur, for at nidstirre sagesløse biler i præcis ti minutter. Inden de lynhurtigt - og gnækkende - sætter plastiklommer med observationer i klemme mellem vinduesvisker og nidstirret rude. 510 kroner. Altid 510 kroner. Ikke noget med fradrag for flot parkering eller noget. Ikke noget med ekstrabøde, hvis man har nappet handicap-p-pladsen. Det er bare usselt.
Et job med mulighed for masser af frisk luft, dog.

Bluetooth-headsettet, der aldrig forlod øret
Det er ikke smart. Det giver ikke prestige at gå rundt med konen og købe fire poser frostgrøntsager med sit Jabra-headset på. Med mindre man har brug for det, og hvem har det på en lørdag i Bilka? Det er ganske godt at være beredt, hvis nu naboen skulle ringe og spørge til perlegruset eller noget, og det sker garanteret lige om lidt. At beholde blåtandssmykket på er ligesom at lade cykelklemmerne sidde hele dagen. De skal jo på alligevel lige om 8 timer.
News flash: Bluetooth-headsets er old news. I lommen med det, Onkel Morfar.
Der er noget med, at man(d) med alderen får større ører, så måske mærker elefantørerne overhovedet ikke at den pænt store Jabra-fugl aldrig er lettet. Ligesom kvinder først finder ud af at de har glemt at tage ørenringene ud, når de har lagt brillerne og slukket lyset. Hov.

Service-meddelelse: Fuld duplex er udsat

Mobilen har valgt at blive hjemme idag. Ligger sikkert og gasser sig i solstriben.

Jeg kender ham her!

Læs mere om Harald uden Garfield. Eller hvad undskyldningen for at tale med sig selv nu er i denne uge... 

Nu er det nok. Ring efter Rambo, Nato og FN.

Vi bringer en advarsel: Dette indlæg er stærkt klynkende og hysterisk. I lange passager er det skrevet af en gammel, bitter mand. Og sådan er det bare.


Jeg ved lige præcis hvordan mandag morgen vil være. Den vil være ligesom alle de andre morgener. Og det er noget lort. Noget rigtigt lort, at alle morgener er som mandags morgener. Jeg er ved at være træt af at ligge der og ikke orke at åbne øjnene, mens jeg tænker at der kommer til at ske en af to ting: Enten skærer man kødet af mine knogler og laver det om til mad til stakkels sultne dyr og bruger de hakkede blege knogler til fyld i nogle huller på en skovvej. Så ville jeg føle at jeg gør mere gavn end jeg gør nu.

Den anden mulighed er, at nogen sender specialtropperne ind og redder mig ud af det her. Med helikopter og ridderlige soldater, som vil holde mig i deres stærke favn til jeg er helt i sikkerhed.

Alternativet, at det fortsætter sådan her med mandag morgen hver dag, kan jeg ikke holde ud.

Måske er det, fordi min hadede hoste har sendt sin onde fætter for at holde skansen, da den selv rejste. Jeg er helt i knæ over at have hovedpine og være svimmel. Måske er jeg bare nået dertil, hvor der er for mange store ting at håndtere samtidig og til det punkt, hvor det går op for mig, at jeg rent faktisk skal flytte i hus med ham, der sidder og spiller computer inde på teenageværelset og være voksen og ansvarlig og lægge budget.

Måske er jeg bare Maude-agtig og går op og lægger mig, mentalt, mens jeg føler mig tom og afmægtig og konstant bedømt, vurderet og afprøvet.

Måske er det bare lige nu, at jeg ikke længere kan lade som om at det arbejde ikke har fået mig helt i knæ, selvom jeg trofast har forsøgt at bortforklare det hele med, at det bare er mine egne svagheders skyld, mens jeg loyalt har taget slag på slag i ansigtet af fuldstændigt uforklarligt dårlige arbejdsforhold.

Jeg ved en ting, der er helt sikker: Nu er det nok.

Enter selvværd og egne meninger igen. Enter Lene Blachman. (=Kan godt være at jeg er uforståelig, men jeg siger præcis det, jeg selv tror på, selvom jeg er med i et program hvor laveste fællesnævner tæller dobbelt og hvor man har en kollega, der burde holde sin pop-mund).

Jeg bliver så skideirriteret over småting, som fx at lille pige med utroligt skinger stemme får lov til at spæne skrigende ned gennem bolig-indretningsbutik med utroligt lousy møbler. Så irriteret over, at samme boligbutik vover at være sådan en fucking rip-off-møgbiks og sælge discount til overpris.

Og at Blogspot vælger at være på tværs, så det ser ud som om mine indlæg er kastet ind med en møgskovl.

Stakkels Mikkel må høre på suk og støn og hvæsen over alle lignende småting. Der er mange. I tell ya.

Og hvad kan jeg bruge det til? Ud over at hjælpe kød- og benmelsmanden med at splitte mig ad.

Der er nok noget om at man ikke skal bekymre sig så meget. Det er bare det eneste jeg kan finde på mens jeg ligger der med lukkede øjne og mandage i stribevis. Man kan ikke spille bubble breaker med lukkede øjne.

Er der nogen, der lige gider tjekke at specialtropperne er på vej?

De må gerne sige "nobody puts Baby in the corner" eller noget, når de tager mig væk og overlader det til Rambo at udslette resten, for han er for alvor en bitter mand.

Jeg øver mig i at sige fra imens. Det er vist på tide.

Skal vi lige have en håndsoprækning?

Der er mange, der ikke kan finde vej.  Alice skriver om det, Lindas tilfælde sætter nye standarder og jeg hører det rigtigt tit udtalt af piger, der samtidig ryster lidt ha ha-opgivende på hovedet af sig selv.

Er det fordi, vores hjerner har vigtigere ting at tage sig til?

Superwoman?

HAR du svagheder? spurgte han og kiggede lidt humoristisk skeptisk på mig. Som om han faktisk var lidt i tvivl. 

Tjoh, tjah... Det har jeg vel. Hvis man kigger ordentligt efter eller fanger mig en tidlig morgen efter 4 dages Skanderborgfestival kombineret med Roskildesyge. 

Jeg synes, svagheder er relative størrelser. Hvis nu fx nogen forventer, at jeg skal kunne lave gourmetmad, aflire tyske verber, være sød veninde, dygtig datter, laber kæreste, kunne redegøre for en projektleders metodik og webkommunikationens 10 bud, skifte til vinterdæk og lytte opmærksomt samtidig med at jeg smilende lander en jumbojet, så har jeg svagheder... på en dårlig dag. 

Hvis man - som jeg - definerer svagheder som det, der kommer ud af manglende overskud, så vil man se mit navn på en del af dem. For lige at komme de af jer, der tror i kender mig, i forkøbet, kommer der et par eksempler her: 

• Jeg er fuldstændigt ude af stand til at holde orden i min strømpeskuffe. Det betyder, at jeg mange morgener må bide hårdt sammen om en strømpe mens jeg leder efter dens makker, for ikke at ødelægge emaljen på mine tænder.
  
• Mit kropssprog er utrænet og stikker af med mig hvis jeg ikke sørger for at have det i kort snor. Det afslører hvad jeg mener om det, jeg står overfor. Ikke just en styrke når man sidder til møde med arrogante halvhjerner, der er absolut rippede for forstand på det de udtaler sig om. Eller når jeg står overfor noget, jeg er virkelig begejstret for og bare må eje. Ikke verdens bedste udgangspunkt for en forhandling. Til gengæld er det en fordel for andre, der altid ved, hvor de har mig og hvor dyrt de kan sælge varen.
• Jeg er impulsstyret, så det basker. Hvis der er kage, spiser jeg kage. 
  
• Kan ikke sige nej uden at slå knude på mig selv. Det betyder at jeg ofte presser mig selv langt ud over rimelighedens, venskabets og arbejdsbeskrivelsens grænser fordi jeg ikke kan sige fra. 
  
• Geografi, at finde vej, nævne hovedstaden i et eller andet land, der ikke er Danmark... glem det. Hvide pletter. 
  
• Jeg hjælper andre før jeg hjælper mig selv. Det ER en svaghed. 
  
• Jeg kan ikke huske navne, når jeg skal. Bands, kunstnere, mennesker. Den anden dag blev jeg spurgt om hvad min læge hedder. Jeg måtte prøve at huske, hvordan dørskiltet foran hans praksis ser ud, før det dæmrede.
• Jeg er intolerant overfor sproglig dumhed. Kan ikke forstå, hvordan folk, der lige præcis kan stave sig gebrokkent gennem 4 simple sætninger kan score på net-dating. (Ordblindhed er ikke dumhed).

Og hvis I  nu lige vil have mig undskyldt, så skal jeg lige ud og hjælpe en taxachauffør med at reparere motoren. Det klarer jeg lige. 

Definitionen af lækkerhed

Hvis du var et marcipanbrød, lå der kun krøllet papir tilbage.

Masser at lave i børnehaven idag...

Jeg har på rekordtid forberedt en bedre redegørelse for - og imod - corporate blogging. Bare fordi vi lige kom til at tale om det og fordi det er en overvejelse, der bliver ved med at dukke op, hver gang nogen mener, at vi skal være med på beatet.

Det er sindssygt spændende. Ikke mindst er diskussionen spændende. Og alt det, der skal opfyldes, er sindssygt spændende og alle fordelene...

Nu sidder jeg og ser på mange brændende liniers engagerede ulmen og tænker, at jeg vist nok er lidt god, ligesom dengang i børnehaven hvor det flotteste sandslot stod og nærmest lyste i sandkassen og den blå skovl stadig lå hjemmevant i hånden.

Nåmen, sandslot må være sandslot og stå og lyse i sandkassen, mens jeg kigger længselsfuldt på det gennem ruden. Jeg bliver kaldt ind og skal have vasket hænder, fordi der skal soves til middag og ikke leges i sand.

Jeg ved godt, at jeg skriver meget om ham for tiden, men hvor ville jeg bare ønske, at jeg skulle hentes af Blachman idag.

Silence of the lambs

For nogle dage siden var der et klip i Nyhederne om australske fåreavlere, der klippede huden af deres får for at undgå parasitter. Og dermed for at maximere deres indtægt.

Det klip fældede mig totalt og jeg kan stadig høre fårenes skrig. Jeg vågner, fordi sekvensen med blottede, fastspændte, skamklippede og blødende får, der skriger, bliver afspillet på repeat, så jeg ikke kan trække vejret. 

Jeg har en formodning om at spejlene er taget ned og gemt væk dernede på fårefarmen i Australien, for hvem kan se sig selv i øjnene efter en dag på det job?

"... Og så ændrer vi verden, hvilket giver mig pænt meget ståhud", sagde en højt respekteret bekendt da han beskrev, hvorfor han holder af sit job.  

Det med at gøre en forskel, gøre noget betydende, må være det tydeligste kvalitetsstempel af alle. Og man behøver ikke have opfundet penicilin for at gøre sig fortjent til den gåsehud. 

Små handlinger, som fx da Thomas Blachman gav sit bidrag til en bedre kulturverden og derefter vendte sig mod øvrigheden og med uvant klarhed bankede kvalitetsstemplet i sendefladen med et "... og det er det klogeste jeg nogensinde har sagt". 

Han fik et øjeblik med stjerneklar tavshed - og så stående applaus herfra. 

De øjeblikke, hvor man gør en forskel og har sine gode værdier som drivkraft, skærer klart igennem tågen af automathandlinger, der i virkeligheden er drevet af noget helt forkert. Det må være de øjeblikke, hvor de indre får ikke har brug for at skrige. 

Kærlig hilsen Clarice