For nogle dage siden var der et klip i Nyhederne om australske fåreavlere, der klippede huden af deres får for at undgå parasitter. Og dermed for at maximere deres indtægt.
Det klip fældede mig totalt og jeg kan stadig høre fårenes skrig. Jeg vågner, fordi sekvensen med blottede, fastspændte, skamklippede og blødende får, der skriger, bliver afspillet på repeat, så jeg ikke kan trække vejret.
Jeg har en formodning om at spejlene er taget ned og gemt væk dernede på fårefarmen i Australien, for hvem kan se sig selv i øjnene efter en dag på det job?"... Og så ændrer vi verden, hvilket giver mig pænt meget ståhud", sagde en højt respekteret bekendt da han beskrev, hvorfor han holder af sit job.
Det med at gøre en forskel, gøre noget betydende, må være det tydeligste kvalitetsstempel af alle. Og man behøver ikke have opfundet penicilin for at gøre sig fortjent til den gåsehud.
Små handlinger, som fx da Thomas Blachman gav sit bidrag til en bedre kulturverden og derefter vendte sig mod øvrigheden og med uvant klarhed bankede kvalitetsstemplet i sendefladen med et "... og det er det klogeste jeg nogensinde har sagt".
Han fik et øjeblik med stjerneklar tavshed - og så stående applaus herfra.
De øjeblikke, hvor man gør en forskel og har sine gode værdier som drivkraft, skærer klart igennem tågen af automathandlinger, der i virkeligheden er drevet af noget helt forkert. Det må være de øjeblikke, hvor de indre får ikke har brug for at skrige.
Kærlig hilsen Clarice
Ingen kommentarer:
Send en kommentar