To hell and back

Jeg har lige været på tur med min børnehave. To dages udflugt med både gul, blå og pink stue. Efter at have lagt hårdt ud med at hælde kaffe ned over mit venstre ærme og tage hul på to dage med dårligt danskerengelsk var jeg ved at være klar. For kindergarden company hell. "I sink it is najs vørk, gajs! væli væli goood. Sank you".

Mine negle var godt på vej ud af lufferne og ind i polsteret på stolen. 47 "I sink" mere hjalp hverken stolesæde eller tolerance. Lad mig bare sige det ærligt: Jeg var meget tæt på at kalde på en pædagog.

Jeg er tilbage nu... Og selv en rigtigt mandesyg kæreste er som balsam for sjælen efter prøvelser med ham med overskægget inde fra blå stue, der lyver så stærkt at man skal gøre sig umage for ikke at stirre vantro, kænguru-dansende it-chefer, engelsktalende indere i timelange systempræsentationer - det var der hele børnehaven sov middagssøvn - og meget få kvindelige kolleger, nogle af dem er til gengæld overbeviste om at de får succes vha enten blottet barm eller benhård bitchattitude.

Og hvem var det, der glemte humoren i puderummet derhjemme?

Sprogforstoppelse

Mit sprogcenter er forvirret. Efter at have været oversætter, taler og storesøster på lige dele tysk og dansk non-stop siden fredag aften, futter mine ord rundt som en sending sædceller. Nogle tummelumser rundt om sig selv i en halt dans og kommer aldrig ud af stedet, men står i vejen for de andre. Meget få rigtige ord når frem i tide. Det gør til gengæld en del af de mærkelige ord. Alt hedder ums og ims. Når jeg normalt tænker på engelsk, så er slutresultatet et hoved fuldt af John Cleeser, der marcherer rundt med forbinding om hjernen og råber 'Don't mention the war' og 'Ibz flaand ymz Zak Hohenzoller gewesen, ja?!'

Imponerende er det, at man gennem 3 fuldmurede vægge med grønne klinker, lukkede døre og det hele, kan høre en mand tisse på herretoilettet ved siden af. Tisse er ikke dækkende, for der er så meget faldhøjde bag det vand der bliver hældt i toilettet, at der må stærkere ord til. Jo højere mand, jo dybere lyd. Der må komme meget ud af gangen... og det må være sjovt på samme måde som det er sjovere at stå op i sandkassen og hælde vand i voldgraven med vandkanden end at sidde på knæ. Det pladrer også mere.

Du får hvad du forventer

(Subtitle: Jeg ønsker mig en stor flaske integritet til jul)

Må jeg lige række ind her og låne lidt sæbe? Hende den mærkelige tykke stikker hovedet ind i min bås i fitnesscenterets bruserum og rækker en hvid hånd ud efter det jeg tror er min shampoo. Men så stopper hånden og hiver i sæbeautomaten på væggen istedet. Jeg var allerede holdt op med at trække vejret, for det var en grænseoverskridende oplevelse på alle måder. Det er tidligere nævnt her på bloggen at kvinders nøgne omgang er underlagt bestemte regler og hende den tykke havde altså bare sin hud alt for tæt på min. Og så ville hun tage min shampoo (troede jeg) mens hun bare spurgte i forbifarten.

Den anden dag ringede det på døren hjemme hos mig og udenfor stod en mærkelig kvinde med en meget grim og meget tør potteplante og et stykke krøllet a4-papir. Om hun lige måtte låne min computer?

Nejsguda! Man låner da ikke sin computer ud! Den ting, der er mere personlig end brugt undertøj og ligesåmeget på den private side af privatsfæren. Gudskelov reddede min mund mig, da jeg svarede at jeg desværre havde ladet min pc stå på arbejdet. Det føltes som om alt blodet var drønet ud i mine knyttede hænder, klar til forsvar af både lejlighed, computer og undertøjsskuffe. For hun skulle da lige tænke på at snige en forvirret storetå ind på dørmåtten...

Jeg er alt for meget en pæn pige til at sige fra i tide, når folk overtræder mine grænser. Konflikter er ikke min livret og det er lettest, hvis folk kan lide mig.
Det skal endelig ikke lyde som om jeg er stolt af det, for hvor ville jeg ønske at jeg roligt og overskudsagtigt kunne udstråle at mine grænser som en selvfølgelighed står strunkt og urørlige.

Min reaktion på fed dame og computer-intruder afslører desværre at jeg er en dirrende, højspændt grænsevagt, der har skarptladt gevær hårdt knuget i hænderne, klar til at skyde alle der ser ud til at ville tage tilløb og spæne ind over mine grænser og udnytte mig. Jeg har beredt mig på at skyde dem i ryggen, for jeg når jo ikke at skyde advarselsskud.

Der er adskillige hændelser, der dukker frem i hukommelsen, lige så snart en eventuel grænseoverskrider nærmer sig i horisonten. Ikke nødvendigvis noget, jeg selv har oplevet, for min hukommelse er ikke for fin til skrive af efter andre. Især hændelser, der involverer nasseri af alle slags, lån af penge, udlæg der aldrig blev betalt tilbage, kan få mine knoer til at blive helt hvide. Altså... licenskampagnen er meget sjov.

Der var ham, der i ramme alvor mente, at hvis en veninde betalte for middagen på restauranten, så gav han sgu en kop kaffe bagefter. Og der var ham, der havde for vane at udnytte andres tjenester til en grad, hvor det var åbenlyst at han kun tænkte på sine egne behov og fløjtende vadede ind over alle grænser af god opførsel, mens han ragede til sig. Køber du ikke lige ind for mig, du får penge efter den første?

Jeg er fanget mellem det jeg gør og det jeg godt ved at jeg burde gøre, for jeg er så priviligeret at have så meget viden om assertiv adfærd omsat til praksis at jeg underviser andre i det.
Jeg ved lige præcis, hvordan det går, hvis man blæser op i aggression og råber at grænseoverskriderne kan skrubbe hen og pisse nogle andre op ad ryggen eller som de siger i Ice Age "find a mammal that cares". Personligt smutter jeg direkte fra flyvende aggression og drivis i stemmen og ned til submissionen, hvor jeg får ondt i maven og tænker at jeg da vist også var lidt for skarp. Det er der, hvor jeg så rækker alt frem som undskyldning... shampoo, computer, lyttende ører, tilbud om at lave mad, en ryg at pisse op ad og tag nu endelig dobbelt tur på husets regning. Ihvertfald skammer jeg mig altid lidt for en sikkerheds skyld.

Som for eksempel dengang hvor Taxa-Bent havde fået til vane at give de kvindelige spinninginstruktører et klap i numsen, når han kunne se sit snit til det...
Da jeg ud af øjenkrogen kunne se hans hånd blive trukket tilbage for at få et godt tilløb inden den ville lande på min spinningbuks, sprang min indre kostskolelærerinde frem og hvæsede at han ikke så meget skulle tænke på at gøre det. Hugtænder og advarende finger og det hele. Jeg ved godt at jeg var i min gode ret. Men jeg var lidt lille indeni alligevel.

Jeg gad virkelig godt være hende der med det flotte hår, som bare hviler så meget i sig selv at hun er omgivet af en aura af uoverskridelig respekt og integritet. Virkelig... og jeg gider virkelig ikke være hende den bitre med blylodder i mundvigene, for hun be'r selv om det.

Nye græsgange

Mikkel og jeg har besluttet at sælge lejligheden.

Tænders gnidsel under gulvafhøvlingen, samling af to hold møbler og vaner og mange morgener med udsigt til Århusbugten og de to harer på plænen (hvor der også var Store Kage-Dag), så er der et lille strejf af Disney-vemod knyttet til den beslutning.
Men... Vi vil så gerne have en hund, så udsigten til logren kan godt erstatte den fra køkkenvinduet...

Kender du, kære læser, nogen, der gerne vil bo i Risskov i en lys og lækker lejlighed - med gode gulve! - så må du endelig sige til. Den er tilmed ganske billig...
(I oversigten over faste udgifter har vi dog ikke regnet årsafgiften til Emmerys med... )

Du kan se billeder og det hele hos ejendomsmægleren

Min søster skal giftes.

Min 3 år yngre søster, som jeg ikke gad at lege med, da jeg var lille, fordi hun altid ville bygge huse med mine blå legoklodser, selvom enhver kunne se at der skulle bygges skib med dem, skal giftes.
Jeg sidder her med talen og synes ikke det er det allerfedeste i verden at blive overhalet indenom. MÅ hun overhovedet blive gift før mig? Står der ikke noget i bogen om at man skal holde køen?

valg-fri

Der er ikke flere valgmøder på mit TV. Ikke mere hønserøv fra Pia K, ikke mere råben fra Enhedslistens unge forkvinde (som Bent Betjent kom til at bede om at hente ham en kop kaffe. Gad jeg nok godt at ha overværet). Ikke flere lange SF-bryster og frem for alt: Ikke flere møder oppe i min bestyrelse om, hvorfor fjernsynet havde valgt at sætte den røde fløj til højre på skærmen og den blå til venstre. Det er noget rod, siger jeg. Det er fordi det vender rigtigt for dem, der er inde i fjernsynet, siger Mikkel.

Det har været en hård tid, må jeg indrømme. Ikke mindst fordi mine trommehinder så dårligt tåler alt det hakkeri, men vel mest fordi jeg har kæmpet hårdt for at holde mine dumme kommentarer tilbage.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg slet ikke føler for at diskutere politik i timevis og derfor ender det altid med at jeg enten falder i søvn eller udvikler den mest perfide humor. Grimme ticks, valgaftensudvalget fik da jeg sang Internationale.

Valgkamp får det værste frem i mig, dog... hvad var det, det fik frem i Annemette? Jeg vidste ikke at det var der, Agneta fra Abba havde gemt sig så længe. Så kunne hun stå der og være akavet ved siden af ham med de stive øjne.

Så.. nu er der sagt ¨så" og Helles søndermake-uppede hud kan ånde frit igen. Så hold så bøtte med det velfærd. Vi har det lige så godt.
SShhh....SÅ!

Will you still fit me - when I'm 64?

Stærkt inspireret af Lindas indlæg fra igår, vil mine tatoverings-tanker ud.. Og jeg ved udmærket godt, at jeg i skrivende stund er Bambi på vej ud på is, hvor der er er andre holdninger i spil end mine. Og nogen, der har tatoveringer. Jeg beklager, hvis jeg træder nogen over tæerne - og byder enhver diskussion velkommen. Fordomme også, bring 'em on...

Kropsudsmykninger i alle afskygninger er en del af vores kultur, hvor det gælder om at skille sig ud fra mængden, realisere sit selv og vise verden hvem man er. Branding, piercing, tatovering - selv frisurer.
Problemet opstår, når kropsudsmykningen bliver mainstream og dermed udstiller indehaveren som massevare. Det var vel ikke lige det, man havde i tankerne da man blev udsmykket... Amagernummerpladen er et glimrende eksempel. Piger, der lader en mere eller mindre gotisk frise brede sig over lænden, en slags tapet-bort i hud. Superhipt på cirka samme tid hvor man havde okseblodsfarvede vægge og buffalostøvler.

Og de går bare ikke væk, vel?
Så når kroppen ældes, vil borten hænge som på en fugtramt væg. Gulnet i kanten, med udvandede mønstre og udgøre en mindetavle over et monument, der er blevet endnu mere monumentalt eller bare ... sjasket. Tidens vand skåner ingen numser. Tatoveret paraply eller ej.
Hvis man nu var sømænd... sådan en rigtig sømand, som har sejlet på verdenshavene, så er en vejrbidt og falmet tatovering af den gode skonnert velanbragt, når man ligger på plejehjemmet og pimper af lommelærken mens man drømmer sig tilbage til de polynesiske piger.
Men hvis man er ganske almindelig leverpostejsfarvet dansk lønmodtager, som har pyntet sig med tribal-tegn, vikingebånd eller inkamasker mens man er ung og nogenlunde spændstig og ihvertfald kan lade kropskunsten akkompagnere drømmene og illusionerne, hvad sker der så, når man spiller bridge i dagcenteret og ens største fortjeneste i livet har været at være lønmodtager uden de store afbrydelser? Vil kropskunsten så ikke række tunge af en i spejlet?

Selvfølgelig kan man også smykke sig bare fordi man synes det er ville se godt ud. Forfængelighed er formentlig det, der får langt de fleste til at åbne døren til Tato-Bents butik.
Men hvad nu hvis man fortryder at man fik tatoveret den brølende hjort på højre skulderblad, fik skrevet sin kærestes navn (i en brandert) og nu har en ny kæreste, eller valgte de små trippende kattepote-aftryk hen over venstre balle og nu har udviklet den ondeste kattehårsallergi. Hvad så?
Hvad nu, hvis man får lavet en yndig snoet bort hen over måsen og stolt viser den frem - og finder ud af at resten af omklædningsrummet har fået samme ide? Eller får tatoveret djævelens fjæs på halsen og skal stå fadder for sit elskede Gudbarn i den danske folkekirke?

Her hjælper ingen spytvask... Det går ikke af - og tidens tand hjælper vel ikke på fortrydelsen, når runde buer ikke længere er runde og kærestens navn nu mere ligner en fuld mands forsøg på at tegne en tissemand med kuglepen. Med venstre hånd. Eller når skonnerten er bukket sammen på midten og er på vej mod sit skin(d)barlige forlis.

Jeg skal ikke ha en tatovering.
Jeg kan godt følge hende, der til en vin-samling mente at jeg ellers var type nok til at få sådan en på indersiden af underarmen. Tanken om en pinghviiin lige der blev da hængende et øjeblik. Eller en uge.

Jeg synes at de politiske partier er ligesom spejlæg. De flyder sammen på panden. Valget er et valg mellem blommerne i ægget, altså formændene og de mest fremtrædende profiler i partierne og så bliver det ikke så meget et spørgsmål om ideologi og partipolitik, men et personspørgsmål.

Nu passer formændene i flere tilfælde meget godt på deres partier: Pia Kjærsgaard med sammenpressede læber, spids andenæbsnæse og intolerancebriller (og læg mærke til at man aldrig ser hele Pia på billeder. Kun hovedet. Resten af hende og partipolitikken forbliver skjult - godt det samme, for hvis resten er så slemt, som det skræppende hovede, så vil jeg faktisk ikke se resten. )
Naser Khader - den moderne mand i midten, der ikke vil sættes i bås - og slet ikke i Pias bås
Villy Søvndahl - Det sympatiske, sludrevorne ansigt, som egentlig hører til i en anden tid og et hus med lerpotter og piber med McBaren.

Jeg er politisk des-orienteret, eller... det er jeg jo ikke alligevel. Jeg giver bare op og kaster en lille smule op i munden, når de allesammen lyder så vrede hele tiden. Ophidsede og forurettede mennesker er da ikke noget, jeg gider invitere ind i min stue og jeg gider da slet ikke heppe på nogen af dem med mindre de får en ordentlig kamp ud af det. På med boksehandskerne og så få det overstået.
Bare rolig, jeg stemmer, for det er det definerende i demokratiet. Men honestly... Jeg ville stemme på den politiker, der er velformuleret og hvilede i sig selv og sin partipolitik istedet for partout at ryge i flæsket på alle der stillede sig på den anden side at cafe-bordet. Anytime.

På en måde har jeg det med politik som jeg har det med al anden tro: Man skal ikke hverve andre til det og slet ikke slå andre i hovedet med det. Jeg har boet i et område med de sorteste indremissionske og jeg har været sekretær i den lokale kreds af KU, så jeg er ligesom kureret. Og overfølsom.

Derfor er jeg også helt sikker på, at jeg ikke stemmer på Dansk Fjolseparti.
Magen til forstadsros og ligusterholdninger... Sådan nogen, der kigger ud mellem de politiske persienner og forarges. Med dem i stolen ville vi have eskalerende nabostridigheder istedet for varetagelse af samfundets interesser.
Til gengæld synes jeg at de har præsteret årets vits med de der plakater. I begyndelsen troede jeg at der var intelligente og ironiske mennesker, der for at understrege den utrolige uoverensstemmelse mellem DF og ord som 'tolerance' og 'rummelighed' havde skrevet det på med sort tusch.. men nej. Det vits er på DFs regning og mine tæer er krøllet så meget at jeg har neglemærker i hælene.

Sultende grise spiser de døde

Overfor og rundt om har tykke forretningsmænd travlt med at låse gebisset omkring rullepølsemadder og flå bidder af MolsLiniens store morgenbuffet. Mad i mængder, fedt-fest på firmaets regning. Hvidt brød, ost og hjertefedt på fade. Og kaffe. skod-kaaarfe i sorte kander til 30 kroner pr. person.

Når det er der, skal det jo spises, for guderne skal vide at man (altså firmaet) betaler dyrt for turen og buffetten. Man skal have sin del. Med top på og ekstra ost.

"Sultende grise spiser de døde" står der i overskriften i avisen. Og min frelste youghurt katastrofebremser på vej ned i mit spiserør.

Kan man blive til noget stort, selvom man har små boller?

Det bliver en orn'li syg julekalender i år, der! Afsted til Yallarup Færgeby. Det bliver den ONDESTE grineren december.

Jeg vil af!

Hvem der bare kunne sidde i sofaen i et lækkert nyt hus, som nogen har betalt ud. Læse bog, høre musik, klappe hunden og nyde freden og solen og ... melde sig ud af samfundet bare for en eftermiddag.

Og straks river magtkampe på arbejdet mig tilbage fra solskins-luftkasteller. Der er arrige stemmer i valgkampen og hår, der bare ikke vil sidde. Inde under bordet i mit indre bestyrelseslokale har hele bestyrelsen forskanset sig med to dåser tun, lukkede døre og vinduer og radioen tændt. Suk.. En af de dage, hvor det at vinde bare en lillebitte milliard i lotto ville gøre mig instant lykkelig.

Herrejulefrokost - what really happens

Hemmelighedskræmmeriet omkring herrejulefrokoster er omfattende. Udadtil er historien altid at det er en af de få lejligheder, hvor mænd er mænd, bæller øl, drikker snaps af flasken, fortæller røverhistorier, taler om alle hunkøn mens de bøvser og bruger sprog, der næppe ville betegnes som stuerent af nogen hustru. En vellykket herrejulefrokost ender med at man vågner i en sidegade med læbestift på skjorten, et cigarbrændemærke i jakken og resten af påklædningen i udu. Helst er det i aftenens løb lykkedes at få nissehuen til at blive siddende på lillemand.

Ingen hustru ville nægte sin elskede en oplevelse som ovenstående, for det er jo så vigtigt at mænd får frirum sammen med ligesindede - og kan bøvse og tale om (hendes) veninder uden at få driv-is-blikket. Vi forstår det jo... Men det er ikke det, der sker til herrejulefrokoster. Det er et cover.

I virkeligheden er det en anledning for herrerne til at nyde det danske cuisine, diskutere parforhold og psykologisere over alt. En lejlighed til at rose hinandens påklædning og stil og nyeste accessories (der hedder udstyr på mandesprog) og snakke om fremtid og kommende romantiske tiltag overfor kæresten. Det er også den lejlighed, hvor Manden siger præcist og uden forbehold, hvad han føler for sin partner. Uden at miste manddom. For broderskabet er svoret. Kommer der et hunkønsvæsen indenfor hørevidde skiftes der straks til ordenens dæk-sprog og der stikkes mandhaftige albuer i siden og hø-hø'es indforstået.
Det sker bag facaden...

Og ser De, kære læser. Jeg er meget tæt på at afsløre, at det faktisk er sådan det forholder sig. Indenfor det seneste døgn fandt en herrejulefrokost sted hjemme hos mig. Altså... hjemme hos Mikkel, for jeg var der selvfølgelig ikke. Hvis coveret skulle have holdt, så var jeg kommet hjem til øl-slatter, cigarer i den færdigkøbte rislamande, rod og opslået toiletbræt. Og finde "girls on trampolines" i DVD-spillen og "Oktoberfest" stadig bragende over anlægget.

Istedet kommer jeg hjem til et sirligt pakket køleskab med madrester i gourmet-klassen, en pænt stablet opvask og spor efter at der hensynsfuldt er blevet røget på altanen. Og en kasse laber rødvin, der uden tvivl er indkøbt efter min smag.
Jeg synes det er god stil... I er velkomne igen næste år, drenge.

Jeg skal nok lade være med at afsløre jeres hemmelighed om hvad der i virkeligheden foregår, hvis i indrømmer. I kan godt betro jer til mig...
(Hvem var det, der var vaks nok til at dreje potteplanten, så mit gemte web-cam filmede hvid væg med jord-scrambled lyd?)

Hundeæde

Forloren skildpadde ligner hundemad. Store klumper såkaldt kød i meget mørkebrun sovs. Med æg oveni.
Kantinen serverer det i store skovlfulde, mangler bare hundeskålen.
Det undrer mig.

Designed for somalian summer

Vi har et par rengørings-somaliere på arbejdet. Er deres traditionelle hverdagstøj bevidst lavet med alt for korte ben?
Det giver et glimrende modspil til alle os der klæder os på til at overleve fodkolde lokaler