Du får hvad du forventer

(Subtitle: Jeg ønsker mig en stor flaske integritet til jul)

Må jeg lige række ind her og låne lidt sæbe? Hende den mærkelige tykke stikker hovedet ind i min bås i fitnesscenterets bruserum og rækker en hvid hånd ud efter det jeg tror er min shampoo. Men så stopper hånden og hiver i sæbeautomaten på væggen istedet. Jeg var allerede holdt op med at trække vejret, for det var en grænseoverskridende oplevelse på alle måder. Det er tidligere nævnt her på bloggen at kvinders nøgne omgang er underlagt bestemte regler og hende den tykke havde altså bare sin hud alt for tæt på min. Og så ville hun tage min shampoo (troede jeg) mens hun bare spurgte i forbifarten.

Den anden dag ringede det på døren hjemme hos mig og udenfor stod en mærkelig kvinde med en meget grim og meget tør potteplante og et stykke krøllet a4-papir. Om hun lige måtte låne min computer?

Nejsguda! Man låner da ikke sin computer ud! Den ting, der er mere personlig end brugt undertøj og ligesåmeget på den private side af privatsfæren. Gudskelov reddede min mund mig, da jeg svarede at jeg desværre havde ladet min pc stå på arbejdet. Det føltes som om alt blodet var drønet ud i mine knyttede hænder, klar til forsvar af både lejlighed, computer og undertøjsskuffe. For hun skulle da lige tænke på at snige en forvirret storetå ind på dørmåtten...

Jeg er alt for meget en pæn pige til at sige fra i tide, når folk overtræder mine grænser. Konflikter er ikke min livret og det er lettest, hvis folk kan lide mig.
Det skal endelig ikke lyde som om jeg er stolt af det, for hvor ville jeg ønske at jeg roligt og overskudsagtigt kunne udstråle at mine grænser som en selvfølgelighed står strunkt og urørlige.

Min reaktion på fed dame og computer-intruder afslører desværre at jeg er en dirrende, højspændt grænsevagt, der har skarptladt gevær hårdt knuget i hænderne, klar til at skyde alle der ser ud til at ville tage tilløb og spæne ind over mine grænser og udnytte mig. Jeg har beredt mig på at skyde dem i ryggen, for jeg når jo ikke at skyde advarselsskud.

Der er adskillige hændelser, der dukker frem i hukommelsen, lige så snart en eventuel grænseoverskrider nærmer sig i horisonten. Ikke nødvendigvis noget, jeg selv har oplevet, for min hukommelse er ikke for fin til skrive af efter andre. Især hændelser, der involverer nasseri af alle slags, lån af penge, udlæg der aldrig blev betalt tilbage, kan få mine knoer til at blive helt hvide. Altså... licenskampagnen er meget sjov.

Der var ham, der i ramme alvor mente, at hvis en veninde betalte for middagen på restauranten, så gav han sgu en kop kaffe bagefter. Og der var ham, der havde for vane at udnytte andres tjenester til en grad, hvor det var åbenlyst at han kun tænkte på sine egne behov og fløjtende vadede ind over alle grænser af god opførsel, mens han ragede til sig. Køber du ikke lige ind for mig, du får penge efter den første?

Jeg er fanget mellem det jeg gør og det jeg godt ved at jeg burde gøre, for jeg er så priviligeret at have så meget viden om assertiv adfærd omsat til praksis at jeg underviser andre i det.
Jeg ved lige præcis, hvordan det går, hvis man blæser op i aggression og råber at grænseoverskriderne kan skrubbe hen og pisse nogle andre op ad ryggen eller som de siger i Ice Age "find a mammal that cares". Personligt smutter jeg direkte fra flyvende aggression og drivis i stemmen og ned til submissionen, hvor jeg får ondt i maven og tænker at jeg da vist også var lidt for skarp. Det er der, hvor jeg så rækker alt frem som undskyldning... shampoo, computer, lyttende ører, tilbud om at lave mad, en ryg at pisse op ad og tag nu endelig dobbelt tur på husets regning. Ihvertfald skammer jeg mig altid lidt for en sikkerheds skyld.

Som for eksempel dengang hvor Taxa-Bent havde fået til vane at give de kvindelige spinninginstruktører et klap i numsen, når han kunne se sit snit til det...
Da jeg ud af øjenkrogen kunne se hans hånd blive trukket tilbage for at få et godt tilløb inden den ville lande på min spinningbuks, sprang min indre kostskolelærerinde frem og hvæsede at han ikke så meget skulle tænke på at gøre det. Hugtænder og advarende finger og det hele. Jeg ved godt at jeg var i min gode ret. Men jeg var lidt lille indeni alligevel.

Jeg gad virkelig godt være hende der med det flotte hår, som bare hviler så meget i sig selv at hun er omgivet af en aura af uoverskridelig respekt og integritet. Virkelig... og jeg gider virkelig ikke være hende den bitre med blylodder i mundvigene, for hun be'r selv om det.