lørdag den 18. september 2010

Bestyrelsen bukker og blænder et vindue

Det gør ondt helt langt ind i sjælen at skulle lukke bloggen, men det er ikke desto mindre mit eneste valg lige nu.

Bestyrelsen består. Sekretærerne tager stadig noter for fuldt drøn, økonomichefen hiver totter af håret og salgschefen har sex med HR-damen under bordet.

Bestyrelseslokalet er i mit hoved - på godt og ondt - og jeg har stadig behov for at kaste billederne ud i det fri, for at mærke, at nogen griber dem, om ikke andet, så fordi jeg ikke fungerer, hvis jeg ikke kan skrive.  Skrivningen har været min ventil, en måde at processere mine tanker på og jeg skriver af lyst og af liv. Fordi jeg visner, hvis jeg ikke kan kommunikere på skrift.

Mine tanker opstår ikke for at såre andre og jeg er ikke fri for at føle mig begrænset og afskåret fra noget, der for mig er meget værdifuldt og som viser, hvem jeg er.

Jeg kan ikke - og vil ikke - styre, hvordan andre læser bestyrelsesbillederne, fordi jeg ikke er herre over, hvor andre er henne i deres egne tanker og hvilke udfordringer de selv slås med, men jeg kan godt blive meget meget ked af, at perceptionslæren slår SÅ hårdt igennem, at mine billeder læses på samme måde som en vis herre læser bibelen.

På det seneste er mennesker, som jeg holder af, blevet kede af det jeg har skrevet og en enkelt er endda gået så langt som til at sige, at vedkommende hader bloggen, fordi den påvirker alle omkring mig. Det bliver jeg nødt til at reagere på.

Tak for turen, jeg har sat stor pris på hver eneste kommentar, jeg har fået. Bloggen har givet mig nye venner, både cyber-folk og meget virkelige og nære veninder - og bloggen har faktisk også været stærkt medvirkende til fritidsansættelser og et enkelt fast og velbetalt job.
Det bedste ved bloggen har for mig været at mærke, at I derude har forholdt jer til det jeg har skrevet og det kan jeg slet ikke takke jer nok for.

Jeg skriver fortsat. Der dukker et online madmagasin op inden længe, hvor der vil være artikler med mit navn under.
Og så vil der være en blog, som rummer bestyrelsesbillederne, også i fremtiden.
Den kommer bare til at være et sted, hvor der er æggebakker på væggene, så ingen hører hvad der foregår til møderne, med mindre de frivilligt er gået derind.

Det har - for mig - været en fornøjelse.


fredag den 17. september 2010

Would you consider NOT marrying me?

For snart mange år siden havde jeg et forhold, som på mange måder var helt perfekt. Timingen var rådden, og den bærer også æren for, at vi kom fra hinanden ret hurtigt igen.

Det fascinerende ved den måde det forhold begyndte på var, at ægteskabsprojektet på intet tidspunkt tog form. I ved... når især kvinder gør sig skyldig i en dødssynd: At tænke for langt frem, tænke ting i smadder, snakke for meget og med vold og magt forsøge at få alting gjort til en plan med underoverskriften os to for evigt, basta: Ægteskabsprojektet.

Måske var det timingen igen. Han var lige kommet ud af et langvarigt forhold. Jeg var på ingen måde parat til at tænke i ægteskabsprojekt-baner, selvom guderne skal vide, at jeg både tidligere og senere har excelleret i disciplinen.

Vi kunne ligge på et trægulv og snakke om dilemmaer og holdninger. Rød versus blå (hvad ville du vælge?), pest eller kolera, bøf eller sushi, Himmerige versus genfødsel og det evigt genkommende spørgsmål: Flemming Knudsen (aka borgmester fadøl) eller kirkebryllup?

Alle spørgsmålene udelukkende for at afdække, hvordan den anden hang sammen som person. Præferencer var interessante, tanker var meget tiltrækkende, mennesket et mysterie. Projekter ikke i syne.

I min omgangskreds er det i årenes løb sket, at folk er gået fra hinanden og det har en gang imellem slået mig, hvordan mennesker kan være fuldstændigt knuste af sorg over tabet af drømmen om fremtiden og det afbrudte projekt. De ligger ikke i fosterstilling og vræler fordi de savner den person, der nu er gået eller blevet smidt ud, de begræder den tabte mulighed for at realisere drømmeprojektet.

Det er selvfølgelig også rigtigt svært at savne et menneske, som man i et år har holdt i så stram snor at begges udsyn har været begrænset.

Når man står helt tæt på et andet menneske, ser det ud som om personen kun har et øje. Resten bemærker man ikke. Kommer man ud i dansefatning er der langt bedre muligheder for at se sin partner.

Et forhold skal bestå på grund af beboerne og ikke for at holde projektplanen. Det kan være svært for de veninder, der har prinsessedrømme om at stå brud, få 2.1 barn, to biler og en sød svigerfamilie at bremse sig selv og familiens forventninger og vente på at der kommer et menneske forbi, de har lyst til at lære at kende først.

Jeg har en god påmindelse om det, fordi jeg nu - maaaange år senere - stadig har den største respekt for ham, jeg kendte dengang. Vi var begge to nogle kludrehoveder og gjorde ting, som vi nok kan fortryde nu (jeg gør ihvertfald). Timingen var lige til at returnere, men han var der som person og ikke som brik i et projekt og er derfor ikke rammet ind i bitterhed og pigesurmule, når jeg taler med ham nu. Der er kun gode minder tilbage, selvom der også var tårer dengang.

Jeg siger ikke, at jeg ikke stadig kan gå i projektfælden, men det går bedst, når jeg lader være. Og i morgen kommer der Fire bryllupper og en begravelse.

Jeg ved det, jeg er en sucker for alt for selvfølgelige sandheder udsat for filmmanuskript. Og blog.

onsdag den 15. september 2010

Stress er sådan et tarveligt modeord

Jeg kan spotte på lang afstand, når andre mennesker er pressede, stressede og har fået alt for store krav smasket lige op i fjæset. Ikke fordi kravene er urimeligt store, de matcher bare ikke til situationen. Mit problem er, at jeg ikke kan se det, når jeg selv er mast helt ned mellem plankerne.

Her er derfor lige et par retningslinier til mig selv. En guide, som du selvfølgelig også er velkommen til at bruge, hvis du synes at vi skal have veninde-fixpunkter. 

Man er for langt ude, når man midt i en sætning må forklare, hvad det er man ikke kan huske navnet på: Du ved den der store bygning i København... ikke der, hvor prinsen og Mary lige er flyttet ind og som jeg heller ikke kan huske hvad er, men den anden, hvor Folketinget ligger.. iiiih.! 
Det var ikke mig, der sniffede det sidste kontaktlim, det var det altså ikke. 

Det er gået for vidt, når man igen bliver vækket midt om natten og hovedet summer af allerede opsparet søvnmangel og man så ikke bliver lettet over, at klokken kun er halv tre, så der er 4 timer mere at sove i, men istedet tænker over, om man skulle stå op og lige få orden på vasketøjet, lave spinningmusik eller skrive den interessentanalyse igennem. Ganske uden at tænke over det urimelige i, at zombier og spøgelser bliver frarøvet deres enemærker. Det er også først om natten, man kommer i tanke om, hvor man lagde nøglerne dagen før, ikke kunne finde da det gjaldt og derfor kom afsted med ekstranøgler i løsvægt, så man kunne glemme dem på jobbet. Man må sprede sin indsats. 

Underligt nok fejler hukommelsen intet, når det kommer til fuldstændigt inferiøre detaljer som hexkoden på kundens helt specielle røde farve eller når det kommer til det, han sagde den aften for 25600 somre siden. Og jeg husker aldrig forkert. Blev der sagt. 
Jeg hvæser heller aldrig uberettiget. Host. Jeg er heller ikke nærtagende i unormal grad, selvom jeg tror, at der er konspirationer igang for at udstille mig som en inkompetent tøs på arbejdet og derfor må på toilettet for at hyperventilere ned i sammenfoldet toiletpapir og samtidig tænker på, om det er tyveri fra arbejdspladsen (ureglementeret brug af både tid og toiletpapir). Ikke spor nærtagende. Eller sensibel. Eller noget. 

Man er måske også en lille smule ophængt, når man åbner sin blog og undrer sig over, at der er gået 14 dage siden sidste indlæg, når man nu lige har publiceret det sidste. Eller kommer i tanke om, at der vist lige er løbet en invitation til barnedåb ind pr sms, som man burde svare lidt hurtigt på - og den så er 2 dage gammel (Undskyld) 

Jeg er her endnu og jeg har det godt. Så vidt jeg husker.