fredag den 17. september 2010

Would you consider NOT marrying me?

For snart mange år siden havde jeg et forhold, som på mange måder var helt perfekt. Timingen var rådden, og den bærer også æren for, at vi kom fra hinanden ret hurtigt igen.

Det fascinerende ved den måde det forhold begyndte på var, at ægteskabsprojektet på intet tidspunkt tog form. I ved... når især kvinder gør sig skyldig i en dødssynd: At tænke for langt frem, tænke ting i smadder, snakke for meget og med vold og magt forsøge at få alting gjort til en plan med underoverskriften os to for evigt, basta: Ægteskabsprojektet.

Måske var det timingen igen. Han var lige kommet ud af et langvarigt forhold. Jeg var på ingen måde parat til at tænke i ægteskabsprojekt-baner, selvom guderne skal vide, at jeg både tidligere og senere har excelleret i disciplinen.

Vi kunne ligge på et trægulv og snakke om dilemmaer og holdninger. Rød versus blå (hvad ville du vælge?), pest eller kolera, bøf eller sushi, Himmerige versus genfødsel og det evigt genkommende spørgsmål: Flemming Knudsen (aka borgmester fadøl) eller kirkebryllup?

Alle spørgsmålene udelukkende for at afdække, hvordan den anden hang sammen som person. Præferencer var interessante, tanker var meget tiltrækkende, mennesket et mysterie. Projekter ikke i syne.

I min omgangskreds er det i årenes løb sket, at folk er gået fra hinanden og det har en gang imellem slået mig, hvordan mennesker kan være fuldstændigt knuste af sorg over tabet af drømmen om fremtiden og det afbrudte projekt. De ligger ikke i fosterstilling og vræler fordi de savner den person, der nu er gået eller blevet smidt ud, de begræder den tabte mulighed for at realisere drømmeprojektet.

Det er selvfølgelig også rigtigt svært at savne et menneske, som man i et år har holdt i så stram snor at begges udsyn har været begrænset.

Når man står helt tæt på et andet menneske, ser det ud som om personen kun har et øje. Resten bemærker man ikke. Kommer man ud i dansefatning er der langt bedre muligheder for at se sin partner.

Et forhold skal bestå på grund af beboerne og ikke for at holde projektplanen. Det kan være svært for de veninder, der har prinsessedrømme om at stå brud, få 2.1 barn, to biler og en sød svigerfamilie at bremse sig selv og familiens forventninger og vente på at der kommer et menneske forbi, de har lyst til at lære at kende først.

Jeg har en god påmindelse om det, fordi jeg nu - maaaange år senere - stadig har den største respekt for ham, jeg kendte dengang. Vi var begge to nogle kludrehoveder og gjorde ting, som vi nok kan fortryde nu (jeg gør ihvertfald). Timingen var lige til at returnere, men han var der som person og ikke som brik i et projekt og er derfor ikke rammet ind i bitterhed og pigesurmule, når jeg taler med ham nu. Der er kun gode minder tilbage, selvom der også var tårer dengang.

Jeg siger ikke, at jeg ikke stadig kan gå i projektfælden, men det går bedst, når jeg lader være. Og i morgen kommer der Fire bryllupper og en begravelse.

Jeg ved det, jeg er en sucker for alt for selvfølgelige sandheder udsat for filmmanuskript. Og blog.

Ingen kommentarer: