torsdag den 27. september 2007

Skrækscenarie

"Strategisk horrisont" stod der på et billede af vejen frem...
Stavefejls-titlen afslører meget om indholdet af den fremtid, der venter.
Horisont på DR1 kunne overveje at gribe trenden... Horror-sont?

onsdag den 26. september 2007

Pressens Radioavis og Pavlov


"...varsling for Kattegat, Skagerak, sydlige Utsira, Dogger banke, Fisker banke og farvandet ved Hebriderne". (fri fonetisk stavning enkelte steder). Sådan lød det fra den transistorradio, der stod på køkkenbordet da jeg var lille og jeg kan nu ikke høre "Hebriderne" uden at lugte frokostsild, æggemad, pilsner og den metalliske lugt af den solvarme on-knap man fik lov til at trykke på når det var tid til "Pressen".
Jeg har ikke opnået lignende Pavlovske reflekser ved TV2-News. Endnu...

mandag den 24. september 2007


En lillebitte søndag med kaffe, en tynd skive kage og så en biograftur til at slutte af på - med marsbar og sager - var alt, hvad der skulle til. Jeg sværger, at jeg spiste alle mine grøntsager igår også...
Jeg er BARE lækkersulten og min hjerne kører reklamefilm med omkvædet jegkugodttænkemigenmarsbar på repeat. Det er ligesom at komme tilbage efter juleferien: Maven har vænnet sig til lækkerier i flok og vil ha mere. De putter afhængighedsskabende stoffer i de chokoladebars fra Mars. I tell ya...

fredag den 21. september 2007

Majstillæg

Jeg er træt af majs fra dåse. Min nye kantine har det som fast bestanddel af det de mener er en zuper-zpændende salat, flankeret af icebergsalat med brune kanter og halvfrosne ærter. Tilgiv mig at mit jubelråb udebliver.

80'erne har ringet. De vil gerne have deres kulinariske hit tilbage.
Majs er underligt i salat. Ikke helt grøntsag og ikke helt plastik og det smager ikke rigtigt rigtigt. Ligger underligt i munden og efterlader ikke engang en ærlig tand-kiler som når man spiser rigtige majs fra kolben. Og så er det bare fra før de soltørrede tomaters tid.

Don't get me started on soltørrede tomater.

Ikke for at være den kulinariske pendant til Pia K, men dåsemajs hører bare ikke til.
Jeg forlanger majstillæg, mens jeg levende kan forestille mig at Pia gerne vil krone dåsemajs til det mest danske på linie med stjerneskud, men hun er jo også så tolerant.
Mit majstillæg må gerne udbetales i speedmarkers, forresten... Jeg skal ud og tegne på valgplakater.

torsdag den 20. september 2007

Ros-a-holic


Hvor jeg dog holder af at få ros. Jeg labber det i mig som en kat ved en flødeskål.
Jeg gemmer det omhyggeligt og tager det indimellem frem og kigger på det... Ligesom man gjorde med frøer man havde fanget og puttet i lommen. Eller med et særligt flot bolche som man sparede på. Altid frøer og bolcher i hver sin lomme.

Det sidste ord

Jeg læste lige en sekvens om Johannes Møllehave, som i "På Myrens Fodsti" fortæller, hvordan hans mor fra sin dødsseng forbandede ham. "Gid det samme må ramme dig. Og gid dine børn må dø".... Dødskampens ord, som fik lov til at stå som hendes sidste til sønnen (der så siger, at han godt kunne forstå hende. Nogen gange forstår vi altså bare hinanden LIDT for meget).
Forståelse eller ej - Det er en afskedssalut, som kan ringe længe for ørerne.

Vi er hej-generationen og siger det i et væk.. ingen ved hvad det betyder, det er mest bare en lyd man slipper når man mødes eller når man går.
Og det er også så let at bruge... men spørger man mig, er den rette hilsen er et vigtigt valg mellem alle mulighederne på salut-hylden. Siger man "på gensyn", "hej-hej", "vi ses" eller "farvel" når man går ud af døren?

Der er noget definitivt over "farvel" som kunne antyde at man ikke kom igen, selvom det i sin oprindelige betydning blot betyder 'god rejse'. Jeg kan ihvertfald ikke så godt lide at bruge det, men jeg er jo også så sart.

Min salig farfar havde en fast hilsen som han brugte når han sagde godnat. Han sagde "tak for alt godt". Nu var han jo fynbo og det lader dette udtryk stå endnu klarere frem som betydningsbærer. Det har jeg arvet og bruger det bevidst.
Min far (den biologiske af dem) sagde, så vidt jeg husker "so long", når han gik på arbejde. På trods af min hang til engelske vendinger synes jeg, at det bliver for distancerende, så det er droppet som ud-af-døren-hilsen.
Sønderjyderne siger "Mojn" både på vej indad og udad døren. Hele dagen.
Jeg kan godt lide "Vi ses"
... Og jeg hører efter hvad I siger, næste gang jeg får chancen.

mandag den 17. september 2007

Nu

Så holder man der for rødt og kommer til at se på trafikken omkring sig. Biler, der kører lige præcis så hurtigt at ingen overhaler, skifter vognbane, tager trækket i svinget med.

De mennesker, der sidder bag rattet er sikkert - ligesom jeg var for lidt siden - optaget af asfalten, der forsvinder under synsfeltet og det mål, som skal nås. Farten, stemmerne i anlægget og tankerne, hvor en gammel bemærkning kører rundt sammen med alt det, turen fører frem til. Eller væk fra.

Her kører nogens søn forbi i største hastværk for at imponere. Nogens mor har næsten alle tankerne på noget andet. Nogens chef. Nogens kæreste. Nogens fremtid... centimeter fra at være alt andet end usårlig. Bevidstløst i hver sin højfarts-kapsel.
Nogens liv.

Og lyset skifter og man er midt i det. Nogens liv.

torsdag den 13. september 2007


Gad vist, om det er positivitet, der holder Ole Henriksen så godt? Det kan ikke udelukkende være tilsætningsstoffer...

fredag den 7. september 2007

Coping-strategy til morgentrafik

Husk at vågne inden du kører hjemmefra, sig ordentligt "på gensyn" til familien, vent med at blinke med øjnene til du når frem og læg mærke til især damer i blå Citroen'er og mandlige bilister over 40. Og se lige efter om det er din tur til at være spasserbilistmagneten idag.

Damer i blå Citroener trækker gerne ind til højre uden at blinke og uden at se sig for, uagtet at der i forvejen er en bil lige ud for den skrækslagne passager, som spejler ansigtsudtrykket hos den bilist han er pludselig er foruroligende tæt på. Det kræver mange vejrtrækninger og obskøne fagter før hjertet falder ned på plads igen og slår bare i nogenlunde normal rytme. Hævn er vi ikke for fine til.


Mænd i Århus synes åbenbart at de er flinke og trafiksikre, når de lige trækker ind til højre og sænker farten til trille-speed mens de fingererer med mobiltelefonen. DER ER KUN ET SPOR!#¤%&*!!! Tag bussen de dage, hvor din kone ikke kan køre dig!! (fortsættelsen er slettet af censuren. Red.)
Mange armbevægelser, mange vejrtrækninger, meget kaffe og hjertet sidder stadig i halsen.
Hvorfor kan de andre ikke køre lige så godt bil som mig? Hvor svært kan det være? Og hvorfor ser folk selv forurettede ud når de lige har bragt mit liv og min bil i fare? Hvor er mine piller?

torsdag den 6. september 2007

Geoware er vores ven

GPS'en er et fantastisk værktøj for sådan en som mig, som ikke har overblikket over geografiske sammenhænge på et brugbart niveau. Og fremtiden tilhører GPS'en: Snart vil alle mobiltelefoner rumme en GPS og de tilgængelige informationer vil blive flere.
Det hedder med en bred term
"geoware" og rummer helt nye og interessante muligheder for at orientere sig i informationsbombardementet og faktisk også bruge det til noget andet end at tabe fatningen.
Fx orienteringsløb for informations- og udstyrsnørder:
Geocaching.

Velgørende formål


At gøre en forskel for andre er muligvis hele kernen i vores samfund. I forhold er det en forudsætning, på jobbet er det en nødvendighed - og det har længe være fashionabelt og et udtryk for anti-overfladiskhed hos high-society-damerne i USA og ... se bare Bob Geldoff og nu også Bono, der vil spille en rolle. Bono er manden bag kampagnen RED.

Det er in, det er plus, det er det absolutte hype at have en holdning til verden omkring sig og gøre en forskel ved at være en bevidst forbruger. Nu kan man - som følge af Bonos RED - købe en rød iPod: Jeg giver Apple penge. Apple giver penge til bekæmpelsen af HIV og aids i Afrika.
Jeg vil gerne hjælpe. Selvom lidt hjælp også er hjælp, så vil jeg simpelthen ikke hjælpe alle dem, der beder om mine penge og slet ikke diverse organisationer og tiggere, der synes at de skal stoppe mig omkring Store Torv og Clemens bro når jeg kommer gående på mit kapitalist-togt og har nye sko i tankerne... Jeg skal IKKE være medlem af mellemfolkeligt samvirke og alle de organisationer, der ligner, og som allesammen har unge hippier til at stå med et ringbind med påskriften: DuKanIkkeTilladeDigAtSigeNejForSåErDuEtDumtKapitalistsvin.
Jeg vil ikke.
Mest fordi jeg ikke kan lide at have dem slæbende efter mine ankler, når jeg går videre. Og fordi jeg synes det lyder så ynkeligt når de råber "ha en fortsat god dag" og glemmer at skjule underteksterne, der matcher teksten på ringbindet.
Og så også fordi jeg er mere blå end rød - politisk, ihvertfald. Lidt kapitalist er man vel altid.

Kampen mod Aids i Afrika er vigtig, jeg støtter med største iver Kræftens Bekæmpelse og jeg er også en af dem, der giver til Dyrenes Værn. Men jeg gør det i tusmørke og uden at råbe op om det hjemme fra min netbank og min PC...
Jeg kan godt lide ideen om en rød iPod, men det er ikke primært fordi jeg vil gøre opmærksom på at jeg støtter kampen mod Aids. Det er fordi produktet er lækkert og længere nede i rækkerne, fordi der er folk, som forstår koden i en iPod Red. Jeg har ikke BRUG for at gå med i et fakkeltog eller klistre et skilt med dyrevelfærd i min bagrude og lade bogstaverne råbe af alle dem, der ikke gør det - og jeg tillader mig at vælge at støtte det, der er velgørende også for mig at støtte.
Mest af alt støtter jeg vel mig selv,så...

tirsdag den 4. september 2007

sooooo yesterday


Modehunde - som alle er så grimme at de kun kan være anskaffet pga mode-forskrifterne -, hvor går de hen når de bliver umoderne?

De kan umuligt blive kønnere med årene, mere blide og slet ikke mere bløde. Deres ånde bliver garanteret også dårligere. Og alligevel overvejer jeg at oprette en kombineret dagpleje/alderdomshjem for de stakkels kræ, som ingen gider passe, når de er kommet på yt-listen. Eller når ejeren er i skole.

Trædemøllen

Første arbejdsdag efter ferien. Positivlisten:

  • Nogen har lagt en pakke tusser på mit skrivebord. Og det er ikke tusch i kontorudgaven, det er rigtige tusser!
  • Sød kollega, som spørger til ferien og som lige udsætter mødeagendaen lidt for at hyggesnakke
  • Frugtordning
  • Hvis der skulle være nogen, der finder på at spørge om jeg kan hjælpe med at flytte på en hverdag, kan jeg sige "nej, desværre. Jeg kan måske komme en time sidst på dagen".
  • Man kan holde ferie om aftenen sammen med sin kæreste. Tænde et myggelys og tale om hvilken hund man skal ha når man flytter engang.

mandag den 3. september 2007

Alternativ til sudoku og krydsord


















Gætteleg. Er dette

A: en kodet meddelelse ala Montgommerys hilsner fra London?

B: Kodesprog for helt specielle ydelser eller insidertips til aktiespil? Eller ER det

C: Ualmindeligt dårlig kommunikation?

Baseret på rent gætværk og en del logisk tænkning må jeg afsløre, at svaret er C: Dårlig kommunikation. En annonce i Børsen for VIP-treatment under Solheim-golfturneringen, hvor kodenavn Iben må ha efternavnet Tinning.