Det sidste ord

Jeg læste lige en sekvens om Johannes Møllehave, som i "På Myrens Fodsti" fortæller, hvordan hans mor fra sin dødsseng forbandede ham. "Gid det samme må ramme dig. Og gid dine børn må dø".... Dødskampens ord, som fik lov til at stå som hendes sidste til sønnen (der så siger, at han godt kunne forstå hende. Nogen gange forstår vi altså bare hinanden LIDT for meget).
Forståelse eller ej - Det er en afskedssalut, som kan ringe længe for ørerne.

Vi er hej-generationen og siger det i et væk.. ingen ved hvad det betyder, det er mest bare en lyd man slipper når man mødes eller når man går.
Og det er også så let at bruge... men spørger man mig, er den rette hilsen er et vigtigt valg mellem alle mulighederne på salut-hylden. Siger man "på gensyn", "hej-hej", "vi ses" eller "farvel" når man går ud af døren?

Der er noget definitivt over "farvel" som kunne antyde at man ikke kom igen, selvom det i sin oprindelige betydning blot betyder 'god rejse'. Jeg kan ihvertfald ikke så godt lide at bruge det, men jeg er jo også så sart.

Min salig farfar havde en fast hilsen som han brugte når han sagde godnat. Han sagde "tak for alt godt". Nu var han jo fynbo og det lader dette udtryk stå endnu klarere frem som betydningsbærer. Det har jeg arvet og bruger det bevidst.
Min far (den biologiske af dem) sagde, så vidt jeg husker "so long", når han gik på arbejde. På trods af min hang til engelske vendinger synes jeg, at det bliver for distancerende, så det er droppet som ud-af-døren-hilsen.
Sønderjyderne siger "Mojn" både på vej indad og udad døren. Hele dagen.
Jeg kan godt lide "Vi ses"
... Og jeg hører efter hvad I siger, næste gang jeg får chancen.