torsdag den 24. januar 2008

Ud og lege i sneen...

Jeg sidder her og kigger på min pakkede taske. Og har en fornemmelse af at jeg har glemt noget, for det er aldrig før lykkedes at pakke til selv den korteste weekend udelukkende i den taske... Godtnok er jeg til at overskue, sådan hvad størrelse angår, så det er mit tøj også, men der er altså både skibukser og hjelm i den taske. 
Håber jeg.

Jeg falder ikke for det... Jeg tager ikke en festkjole, et par ekstra jeans og hele medicinskabet med for en sikkerheds skyld, for så griner drengene af mig og jeg bliver nødt til at få dem til at æde hånlatteren ved at (forsøge at) imponere dem. Sidst jeg gjorde det forsøg, endte jeg med at hænge i den albue, en voksen havde fat i mens der blev læst og påskrevet om dyden at kende sine grænser og det tåbelige i dumdristigt vovemod. 

Hvis jeg har glemt noget, vil det afsløre sig på billederne ude til højre på denne side - jeg blogger ikke igen før tidligst når uge 5 er ved at blive lagt i æsken,  men der vil være billeder, vil der... 

tirsdag den 22. januar 2008


Smoothies er det store hit. Det er lækkerheden til cafebrunchen og hvis man skal flashe, at man er helt med på sundheds-moden, mens man står og klæder om i fitnesscentret, så skal man huske at sige "smoothie".
Jeg ville bare sådan ønske, at man ville udtale det med engelsk th-lyd. Den med tungen ud mellem fortænderne. Ellers lyder det som om man siger "smug-tis".


mandag den 21. januar 2008

Anton aus Tiroooool

Nu skal jeg kun sove 4 gange inden vi kører mod Østrig

søndag den 20. januar 2008

Ikke rigtigt voksne, ikke rigtigt børn. Vi er både-og og hverken enten-eller.

Jeg er omgivet af forvoksede børn. 3o+-årige i gummisko og med en voldsom aversion imod at blive kaldt voksen. Jeg er heller ikke selv helt voksen, det måtte jeg jo indrømme, som jeg stod der og holdt tale til min (yngre) søster, der blev gift uden et eneste minus på bankkontoen og med styr på det der med at huske at ringe hjem. Jeg skylder. Jeg ligger under for impulskøb, fordi jeg bare ikke er voksen nok til at kunne acceptere et nej fra min voksne fornuft.

Hvornår er man voksen? Er det, når man kan finde ud af at tage ansvar for andre end sig selv også? Når man kan se sin egen plads i omgivelserne og ikke bare forholder sig passivt og forventer at blive underholdt eller fodret= regner med at andre sørger for at tage ansvar og beslutninger for en? Eller er det på det tidspunkt, hvor man synes det er helt i orden at man ikke får sin ærlige del af opmærksomheden eller julegaverne?

Det kan også gå for stærkt, synes jeg. Jeg stod engang i en Blockbuster. Ved siden af mig stod en far og hans 5-årige datter, der snakkede løs om alting og ingenting. Ikke engang særligt højt, bare som en lille sang, der skiftede emne efterhånden som hun kom forbi nye DVD-forsider. Faderen var oprørt. Tog hårdt fat i hendes arm og formanede hende om at "lige træde et skridt tilbage og observere sig selv. Mærke sin egen påvirkning af omgivelserne og revidere sin opførsel". Jo... det var de ord han brugte.
Jeg har det stadig sådan at jeg bliver megairriteret, hvis jeg er irriteret i forvejen og en eller anden beder mig om at slappe af. SÅ rejser børsterne sig. Det tror jeg såmænd ikke jeg vokser fra.

Jeg ved bare ikke helt, hvor lækkert det er, når "anti-voksen" er prædikatet på alle ens handlinger og ikke bare de impulsive og legende islæt. Ham der, der ikke kan finde ud af at tage hensyn til andres interesser og følelser og ikke mener at almindelige sociale regler gælder for ham, han er overhovedet ikke attraktiv, uanset hvor meget han påkalder sig retten til at gøre lige præcis sådan fordi han ikke vil være voksen. I bund og grund går han i samme klub som ham, der spytter på gulvet i spinningsalen. Regler gælder ikke for børn.
I det store spil om at gøre sig lækker i det modsatte køns øjne er han en taber. Jeg mener... hvilken kvinde gider at være partner med en stor forkælet møgunge og altid skulle undvære en tryg og beskyttende favn, når det er hendes tur til at være den lille? Ikke meget alfa-han over at tabe døren i hovedet på den udvalgte for at komme først hen til traktordækgyngen.
Jeg glæder jeg mig helt sindssygt til at være barn i en uge fra på fredag. På den lovlige måde: Synge sange i bilen på vej til Østrig. Lege i sneen og gå kold med kakaomælkeskæg klokken 8, efter en lang dag brugt på at ræse omkap med de andre unger og efter at have fået en lillebittesmule skældud af Mikkel for at vende spidserne mod dalen.
Jeg har fået nye ski, mine luffer har snore så jeg ikke taber dem og jeg glææææææder mig. Ikke mindst til at slippe voksen-arbejdet i en uges tid. Helt lovligt.

lørdag den 19. januar 2008

YL 52432

Jeg talte med en person idag (igen) og igen slog det mig, hvor meget substans hun rummer og at det er det, der gør, at man får lyst til at vide mere om hende. Måske også fordi det virker helt oprigtigt, når hun spørger til andre. Som om hun både hører efter og har en holdning til det hun hører.
Ikke ligesom dem, der som standardåbning spørger "hvordan går det så?" eller "hvordan har du det", for derefter at gå videre til det, de i virkeligheden har på tapetet uden at vente på svaret. Med god samvittighed efter at have brugt et værktøj, de har fået med hjem fra et eller andet kursus. 

Måske er det fordi jeg har en fornemmelse af, at hendes holdning ofte har både kanter og venlighed, at jeg synes hun er et udpræget positivt bekendtskab. Jeg bryder mig ikke meget om at være i selskab med dem, der partout er imod det de hører, fordi de mener at det vidner om karakter at turde konfrontere og være anderledes, eller dem, der labber alt behagesygt og kritikløst i sig, for enten ikke at blive afsløret for at være uvidende eller fordi de ikke tør stå ved deres egne holdninger - eller ikke gider at engagere sig. 

Måske er det fordi hun har et pænt navn, som jeg kan huske. Det står i hvertfald noteret i listen over gode mennesker. Jeg har skiftet bogen med bilnumre ud.

torsdag den 17. januar 2008

IK SYG!

Man ved, at man er lidt træt, når hele verden drejer sig 17 grader og omgivelserne står dobbelt, mens en kæmpestor hovedpineskruetvinge strammes om tindingerne og feberen stiger, bare man taler i telefon. Det går fint, så længe man tier stille, holder sofaen og ser Cosby, Ellen og Canadas next top model. TV2 news dur ikke. 

Hvis jeg var syg, var det helt sikkert noget spændende tropisk noget. Jeg mener, hvem gider have noget så kedeligt som influenza eller noget lignende platfodet. Hvis jeg skulle have en sygdom, skulle den hedde noget med mange flere z'er, der ville få alle til at reagere med WÅHÅÅÅW. 
Bare lidt træt. 

Der er så meget kvinder ikke forstår...

... men det er også for let at misforstå når de begynder at spille på den banehalvdel:
"Endnu større odds på "den lange". Og endnu flere singler"

What?

onsdag den 16. januar 2008

TV om dyr. -ish.

Nu er det jo ikke den store hemmelighed, at jeg godt kan lide dyr og derfor er den type, der siger nåååh når der er hundeprogrammer i fjernsynet. Også selvom der er Bubber i. 
Der er et hundeprogram jeg ikke sukker over og det er det fra England, hvor hundene opfører sig som frådende bæster fordi de har fået lov til det. 

Apropos frådende bæster (se det var en smart måde at komme ind på emnet på, tænker du nok) så har jeg det også skidt med det program om fede brude. Ligesom hundeprogrammet ser man også alle de situationer, hvor gabet står åbent og fråden glitrer om tænderne. Og så ser man deres fede maver. Nedefra. Mens de spiser lagkage med fingrene. 

En ting er, at der er nogen mennesker, der ikke vil eller kan tage ansvar for deres eget frådende bæst. Firbenet eller indre. Noget andet er, hvorfor der skal laves programmer om det og hvorfor jeg sidder og ser på det med slet skjult fascination. 

Og kom så ikke her og sig at I kun ser DR2. 

tirsdag den 15. januar 2008

Januar... En møgkælling af en måned

...  se bare på reklameblokkene.  
Et firma har sendt en dame i undertøj ud på en gåtur hen over de firkantede kasser, som de har lånt fra en realkreditinstitutreklame, imens en speaker i hjemmesko lakonisk fabler om ildelugtende udflåd og der klippes til opgivende, anonyme damer på et spinninghold i slowmotion. Kan ikke lige se sammenhængen, men ... hvordan skulle man også illustrere udflåd uden ligefrem at holde det op til skærmen? En handling, jeg er glad for at hverken de eller midlet mod røvkløe og hæmorrhoider har brugt. 

Banker, låne-firmaer og lignende pengepugere har også kronede dage. Meget strategisk har de alle sammen sat hårdt ind på at ramme alle de julegave-fattige danskere, der holder vejret og hutler sig igennem januar på vandgrød og krydsede fingre for at der nok snart skal indtræffe et mirakel. Man skal være alvorligt på januar-røven for at hoppe på den der med at det er et godt tilbud at låne penge et sted hvor et afbetalingsår består af 11 måneder. Hvornår vil man ellers tro på, at der ikke tilskrives renter i den afdragsfri måned? Og hende den fejlcastede, der sukkende har måttet lægge alle sine drømme om sofaer (?!) og rejser på hylden indtil en frelsende låneengel dalede ned og gav hende mulighed for at få (FÅ?) 25.000 så hendes liv pludselig blev lykkeligt? Hvad sker der? 

Der bliver i den grad leflet for alle os, der klynger os til håbet om at et mirakel vil indtræffe. At der pludselig er tusindkronesedler i stedet for stift hvidt papir i toiletrullen i fitnesscentret, hvor man må slå sig frem mellem nytårsfortsætter og svedeture. 
Det er et studie i sammenbidthed og stirrende øjne. Januar-medlemmerne kæmper for på 14 dage at komme til at se lige så flabet og ribbet ud som Brad Pitt i Fight Club. Fra det øjeblik de træder indenfor svingdøren kan man se deres læber bevæge sig i en stum besværgelse af spejlbilledet. Hver deres messen om at nuskaldetvære og hver deres rutine med at tjekke spejlet igen og igen for at se om der ikke snart er svulmende muskler, flad mave og markerede kindben.  Der bliver givet gas i spinningsalen og alle holdene er overbookede af folk, der med lemmingers mani træder og træder - og falder sammen og må æde marsbar og pommes frites i fosterstilling i sofaen bagefter.   

Januar... måneden for fortsætter, krampetræning, pengekrejlere og cremer til underverdenen.  Vi er helt nede og skrabe bunden - og det er kun ifølge reklameblokken. Skal man tage andre kilder med ind i sin undersøgelse, så er de enige: Folk søger jobs som aldrig før. Der planlægges 24-timers spinning, maraton-løb, skiture og nye begyndelser i vildskab og fjernsynet viser udsendelser om total-makeovers mens de afslørede snydepelses og skingre sidsteårs-skrig  fortoner sig. Her fra ejendomsmarkedet er vi da heller ikke helt fri for at håbe hemmeligt-kynisk på et salg i anledning af en januarskilsmisse. 

I bund og grund er januar bare tilløb og afsæt til det der bliver bedre... Ligesom når man trækker håndtaget helt tilbage på en flippermaskine med alle sine kræfter for at sende vinderkuglen ordentligt i spil. Helt tilbage! Vi er dernede, hvor fjederen er helt strakt og hvor der kun er hvide fingre og krøllede håb tilbage - Og helt derude, hvor jobannoncerne spørger: Kan du se muligheder i affald?
(Jeg kender en, der har to års erfaring i lige netop det...) 

søndag den 13. januar 2008

Jamen, var det ikke det, du bestilte?


"Klatr nu ikke op i træet", "kom ikke for sent hjem", "hold nu lidt igen med den der sprut i aften, ikke?", "skal du virkelig køre ud over den klippe i en konkurrence. Er det ikke risikabelt?"... Venligtsindede formaninger, der har en evne til at forvandle sig til selvopfyldende profetier.
Jeg mener, hvilket barn tænker over, at der er risiko for at falde ned og få plaster på knæene, når det kravler ud på den gode gren og får held til at slå sin egen rekord? Ihvertfald ikke før den hændervridende mor dernede fra græsplænen har luftet sin frygt for - og dermed sin forventning om - at det går galt, det der...  

Det er lige så sikkert som at jeg spiser hele kagen, når den er der, at det glade barn har en langt større risiko for at falde ned fra grenen, når barnet først er blevet opmærksom på risikoen. 
Man får gerne, hvad man forventer. Og det er uhyggeligt, som det passer på mange af mine bekendtes indgang til parforhold, uanset om forholdet er i fuld gang eller kun på opstartsstadiet. 

Der er dem, der har brændt nallerne og nu har paraderne så højt oppe, at ethvert lighedstræk mellem det, de brændte sig på, og den nye mulighed får dem til at reagere alt, alt for kraftigt og støde mulighederne fra sig med en voldsomhed, som afslører angsten for at blive snydt og forladt igen. De ville ønske sig det helt store perfekte eventyr, men har hele tiden det ene øje stift rettet på alt det, der kunne være faresignaler. 

Og der er hende, der er god til at vække interessen og skabe en relation til mænd af skiftende kaliber, men aldrig når længere end til 2-ugers-bekendtskaber. Hun fortsætter troligt og skaber nye 2-ugersforhold med mænd, hun lokker til sig i spinningsalen eller fitnesscentret ved hjælp af smykker og en ganske flot krop. Selvom hendes ansigtsudtryk længe har afsløret forventningen om udgangen af projektet, selv mens hun er igang med kapringen. Et evigt bittert og opgivende udtryk.  

Der var engang, hvor kvinder var mere dyr end vi er nu (jo, jo!) og havde to mål med mændene: At finde en mand med gener, der var værd at føre videre og at finde en mand, der kunne beskytte hende, mens hun var gravid. Ikke nødvendigvis den samme.
Nu kan de fleste kvinder forsørge sig selv og passe på sig selv, så vi kan koncentrere os om at finde mænd, med gener, vi gerne vil føre videre. Men med tiden er der kommet et forstyrrende element ind i det hele og det er "drømmen om det perfekte forhold" - et af dem, der ikke rummer morgenånde, utroskab og lignende dårlige vaner.

Et af dem, som veninderne vil lægge hovederne på skrå og sige "nååååå, hvor godt" af. Og som selvfølgelig ender i helt perfekte bryllupper og en livslang forelskelse.  Så nu søger de fleste ikke kun efter de gode gener  men i høj grad efter Den Store Kærlighed. Nogle vil slet ikke føre generne videre fordi "det perfekte forhold" kunne bringes i fare af afkom man skulle dele opmærksomheden med.
Hvilket selvfølgelig stiller krav til mændene, som de er totalt chanceløse for nogensinde at kunne opfylde. 

Jeg mener... findes manden, der er genetisk og biologisk perfekt, klog og beleven, socialt og følelsesmæssigt rejsende på færdighedernes første klasse - og i stand til at opføre sig ordentligt og opmærksomt hele livet igennem, 24 timer i døgnet? 

Hvis han gør, ser han så efter samme komplette perfekte pakke, så han kan udleve sine talenter og have en ligeværdig partner - eller scorer man ham ved at gå igennem fitnesscentret med kort top, store bryster, lyserøde læber og udstråle uforpligtende no-brain sex? 
Også hvis man gerne vil holde på ham?
Scorer man ham ved at udstråle, at man har alle fordommene og forventningerne snøret ind i sine boksehandsker og fandeme nok selv skal styre det hele?

For det skulle vel ikke forholde sig sådan at man får den tur, man løser billet til?

torsdag den 10. januar 2008

Hvem slukkede lyset?

Man vågner om morgenen pr. vækkeur og tænker ved sig selv at det må være en frygtelig fejl. Det er jo nat udenfor og udhvilethed er en by i udkanten af Burundhi. Med ansigt, som en bokser ville skamme sig over, vakler man over dørtrinnet, mens man sukker efter miraklet.

På kontoret zombier folk rundt og sidder helst stille, mens deres kaffedrop ikke virker.
Det nytter, når jeg med et kraftopbud danser en dans med it-John midt i kontoret eller når jeg på en af minicyklerne med skørterne blafrende efter mig højt synger en sang fra en julekalender. Så popper de forsovede hoveder op af skrivebordsmulden som små champignon. Men jeg kan jo ikke være den eneste, der kæmper mod at blive trukket ned i vintermørkekviksandet, mens champignonerne lader sig grave hovedrystende ned igen, for selv min irritation trives bedst i vintermørke og jeg kan godt mærke, at den snart vokser sig stor og stærk.
Hvis jeg hører een lang klagesang mere om lille Bertram, der har falsk strubehoste, så lægger jeg en kage på Bertrams fars skrivebord. I ly af aftenmørket kl 14.

Det eneste jeg har lyst til, er at kravle ind under sofatæppet og med hovedet i kærestens hånd, høre historier om dengang vi holdt sommerferie med brune fødder i klipklapperne, inden jeg møfler ind under dynen, mens jeg mumler, at jeg ikke gider vågne før solen skinner, hvis ikke jeg må have mit Kari Traa skiundertøj på. Vinterhi er fremtiden.

Skiferie om 10 arbejdsdage. Lysmesteren er begyndt at rigge lamperne til.

søndag den 6. januar 2008

Retro-skepsis

Den anden dag havde jeg en spændende snak med min superskarpe søster om det grimmes æstetik og især om, hvordan moden længe har gjort alt for at ophæve alt det, der i klassisk forstand er skønt: Hængerøve og tynde, tynde ben, der får bæreren til at blive deform. Og så er der alt det, man havde håbet aldrig ville vende tilbage igen: Retro-moden. På den kiksede...øh kitshcede måde.

Da jeg blev konfirmeret, var det moderne med meget store plastikbriller i forskellige farver. Mine var hvide og jeg lignede konstant en bange flue, fordi mit ansigt ikke er særligt stort, men til gengæld er jeg meget langsynet. Når jeg spærrede øjnene op, blev folk i nabobyen forskrækkede. 
Endnu tidligere var det moderne med buksedragter, plastikarmbånd, store plastikøreringe, grimme spidse støvler og brede bælter, parkeret i taljen. 
Jeg forestiller mig, at moden dengang med sammenknebne Schwarzenegger-øjne svor "I'll be back". Og nu er Arnold guvernør og højeste skimode er turkis. Og bandana.

Manden er in. Hip og nede med det fede. Sidder med basketstøvlerne på bordet, mens han spiller computerspil og surfer efter tøj som Nik og Jays udsat for neon - og føler sig meget hjemme i det... "Retro" er det største plusord i hans ordbog. Han tør. Jeg er skeptisk.
Jeg kan godt lide turkis, men tanken går til min buksedragt med tilhørende hvidt, smalt slips - og brillerne. 
En gang imellem kan jeg godt fristes til at forlade min frelste wellness-madplan og holde retro-dag med mazarintærte, spaghetti med kødsovs (ikke millionbøf. Slet ikke bolognese) og p-tærter til filmen. Men jeg er hundeangst for at vågne op med benvarmere og g-strengen uden på lycratights dagen efter. 
Der var også gode ting tilbage i retro-tiden. Jeg savner den klare cola! 

Tilbage til det grimmes æstetik. Moden vælger ofte at genføde det udtalt ækle, så jeg er klar på et væddemål om, at der kommer endnu en tid for dåsemajs og soltørrede tomater. 90'erne er allerede på vej tilbage med hornbriller og Take That. Og Bon Jovi-koncert. Bare vent... snart er Marlboro Classics lige sagen. 

torsdag den 3. januar 2008

Jeg, et plastikhoved...


Man er vel selv ude om det, når man siger ja til at lade sit hår vaske og rede af en elev, der kun før har haft med plastikhoveder med hår og dumme øjne at gøre.

Jeg håber ikke, at jeg minder om sådan et, men jeg havde mine tvivl, da børsten med et klonk ramte mit hoved for derefter ubarmhjertigt at blive flået igennem mit hår, der lige var blevet uglet af noget januarvind, og da det næste slag med børsten og efterfølgende rivning næsten havde trukket mig sidelæns ud af stolen, overvejede jeg først at råbe om hjælp og derefter lige at mærke efter om rygsøjlen sad rigtigt.
Jeg er et artigt dukkehoved. Jeg sagde ikke av for satan. Jeg tog heller ikke hårdt fat i albuen på hende og vippede ildevarslende med dukkeøjnene. Jeg sladrede heller ikke til en voksen. Jeg krydsede bare fingre for at det ikke var hende, der skulle vaske mit hår til sidst. Især fordi jeg kunne se, at hun tæskede ret voldsomt rundt med alt hun fik i hænderne. Føntørrere, farvevæsker, dameblade...

Det var hende.
Hvis hun kunne tage mit hoved og holde det under hanen ved halsen, mens hun drejede det rundt for også at skylle nakkegarnet, så havde hun gjort det.
Et resolut, opadgående træk i nakkehåret fik min hage til at ramme brystet og den udsatte nakkehvirvel til at true med at forlade geleddet og springe op og ramme hende på opstopperen. Ført af samme barske hånd blev jeg trukket hårdt tilbage mod porcelænskanten. Det kan ikke passe, at det drøn&knas jeg hørte inde i hovedet ikke kunne høres af andre. Hende med pagen og Eurowoman så ihvertfald lidt bange ud, som jeg lå der i flitsbue og sprællede.

onsdag den 2. januar 2008

Jeg arbejdede engang sammen med en utroligt klog, nørdet og kreativ udvikler, der manglede betegnelser for kropssekret, der ikke var så in-your-face-agtige, og derfor opfandt han "yl" for det, der kommer ud af manden og "snaf" for det, der kommer ud af kvinden. 

Min bils registreringsnummerbogstavkombination får mig til at håbe, at de benævnelser ikke er kendt uden for den lukkede kreds. Jeg kører rundt med YL på bagsmækken. 

Alt er relativt...

Man kan godt have lidt ondt af sig selv, sådan en onsdag, der i virkeligheden er en forklædt mandag. De gule huskesedler omkranser skærmen og jeg måtte ovenikøbet selv lave firmakaffen her til morgen (Helt palle på kontoret. De andre ligger vel stadig hjemme med et søndersparket vækkeur).

Der er ingen grund til at køre bilen helt ned til havnekanten idag, selvom det var yderst fristende, som jeg lå og hyperventilerede der i aftes, ved siden af et vækkeur, der truede med at tage hævn for alle de hyggelige feriemorgener, hvor det har været sat ud af spillet.

Tanken går ikke til de små børn i Afrika, så stort er mit hjerte alligevel ikke, men mine udfordringer med at slippe feriens velsignelse må blegne i ydmyghed efter at have snakket med hende, der stod med tårer i øjnene i en tøjbutik i Århus og fortalte, at hendes søster vejede 38 kilo og var så anorexiramt at hele familien var grundangste, magtesløse og havde udsigten til at miste hende, hvis ikke et mirakel ville indtræffe. Og der er venneparret, der har haft indbrud ikke en, men to gange i juleferien.

Nyhederne i aftes berettede om 6 brændte lejligheder overfor min yndlingscafe og viste billeder af mennesker, der stod med vantroen ætset i blikket. Og så er der lige den lille detalje med kirkens flag, der var på halv juleaftensdag, indtil det var tid til julegudstjenesten. Der er også veninden, der har måttet træffe et afsindigt svært valg i sit privatliv, akkompagneret af, hvordan kniven bliver drejet rytmisk rundt i såret.

Der er katastrofer, der er større end mit gloende vækkeur, der nærmest kaster op af at skrige sin opsparede hævntørst ud og jeg ved da ikke, hvad jeg havde forventet at møde, da jeg stak hovedet ud i 2008. Det bliver et glædeligt år. Jeg er sikker på det. Jeg håber bare, at det ikke er bygget på relativ glæde hele vejen.