Det er lige så sikkert som at jeg spiser hele kagen, når den er der, at det glade barn har en langt større risiko for at falde ned fra grenen, når barnet først er blevet opmærksom på risikoen.
Man får gerne, hvad man forventer. Og det er uhyggeligt, som det passer på mange af mine bekendtes indgang til parforhold, uanset om forholdet er i fuld gang eller kun på opstartsstadiet.
Der er dem, der har brændt nallerne og nu har paraderne så højt oppe, at ethvert lighedstræk mellem det, de brændte sig på, og den nye mulighed får dem til at reagere alt, alt for kraftigt og støde mulighederne fra sig med en voldsomhed, som afslører angsten for at blive snydt og forladt igen. De ville ønske sig det helt store perfekte eventyr, men har hele tiden det ene øje stift rettet på alt det, der kunne være faresignaler.
Og der er hende, der er god til at vække interessen og skabe en relation til mænd af skiftende kaliber, men aldrig når længere end til 2-ugers-bekendtskaber. Hun fortsætter troligt og skaber nye 2-ugersforhold med mænd, hun lokker til sig i spinningsalen eller fitnesscentret ved hjælp af smykker og en ganske flot krop. Selvom hendes ansigtsudtryk længe har afsløret forventningen om udgangen af projektet, selv mens hun er igang med kapringen. Et evigt bittert og opgivende udtryk.
Der var engang, hvor kvinder var mere dyr end vi er nu (jo, jo!) og havde to mål med mændene: At finde en mand med gener, der var værd at føre videre og at finde en mand, der kunne beskytte hende, mens hun var gravid. Ikke nødvendigvis den samme.
Nu kan de fleste kvinder forsørge sig selv og passe på sig selv, så vi kan koncentrere os om at finde mænd, med gener, vi gerne vil føre videre. Men med tiden er der kommet et forstyrrende element ind i det hele og det er "drømmen om det perfekte forhold" - et af dem, der ikke rummer morgenånde, utroskab og lignende dårlige vaner.
Et af dem, som veninderne vil lægge hovederne på skrå og sige "nååååå, hvor godt" af. Og som selvfølgelig ender i helt perfekte bryllupper og en livslang forelskelse. Så nu søger de fleste ikke kun efter de gode gener men i høj grad efter Den Store Kærlighed. Nogle vil slet ikke føre generne videre fordi "det perfekte forhold" kunne bringes i fare af afkom man skulle dele opmærksomheden med.
Hvilket selvfølgelig stiller krav til mændene, som de er totalt chanceløse for nogensinde at kunne opfylde.
Jeg mener... findes manden, der er genetisk og biologisk perfekt, klog og beleven, socialt og følelsesmæssigt rejsende på færdighedernes første klasse - og i stand til at opføre sig ordentligt og opmærksomt hele livet igennem, 24 timer i døgnet?
Hvis han gør, ser han så efter samme komplette perfekte pakke, så han kan udleve sine talenter og have en ligeværdig partner - eller scorer man ham ved at gå igennem fitnesscentret med kort top, store bryster, lyserøde læber og udstråle uforpligtende no-brain sex?
Også hvis man gerne vil holde på ham?
Scorer man ham ved at udstråle, at man har alle fordommene og forventningerne snøret ind i sine boksehandsker og fandeme nok selv skal styre det hele?
For det skulle vel ikke forholde sig sådan at man får den tur, man løser billet til?