Ikke rigtigt voksne, ikke rigtigt børn. Vi er både-og og hverken enten-eller.

Jeg er omgivet af forvoksede børn. 3o+-årige i gummisko og med en voldsom aversion imod at blive kaldt voksen. Jeg er heller ikke selv helt voksen, det måtte jeg jo indrømme, som jeg stod der og holdt tale til min (yngre) søster, der blev gift uden et eneste minus på bankkontoen og med styr på det der med at huske at ringe hjem. Jeg skylder. Jeg ligger under for impulskøb, fordi jeg bare ikke er voksen nok til at kunne acceptere et nej fra min voksne fornuft.

Hvornår er man voksen? Er det, når man kan finde ud af at tage ansvar for andre end sig selv også? Når man kan se sin egen plads i omgivelserne og ikke bare forholder sig passivt og forventer at blive underholdt eller fodret= regner med at andre sørger for at tage ansvar og beslutninger for en? Eller er det på det tidspunkt, hvor man synes det er helt i orden at man ikke får sin ærlige del af opmærksomheden eller julegaverne?

Det kan også gå for stærkt, synes jeg. Jeg stod engang i en Blockbuster. Ved siden af mig stod en far og hans 5-årige datter, der snakkede løs om alting og ingenting. Ikke engang særligt højt, bare som en lille sang, der skiftede emne efterhånden som hun kom forbi nye DVD-forsider. Faderen var oprørt. Tog hårdt fat i hendes arm og formanede hende om at "lige træde et skridt tilbage og observere sig selv. Mærke sin egen påvirkning af omgivelserne og revidere sin opførsel". Jo... det var de ord han brugte.
Jeg har det stadig sådan at jeg bliver megairriteret, hvis jeg er irriteret i forvejen og en eller anden beder mig om at slappe af. SÅ rejser børsterne sig. Det tror jeg såmænd ikke jeg vokser fra.

Jeg ved bare ikke helt, hvor lækkert det er, når "anti-voksen" er prædikatet på alle ens handlinger og ikke bare de impulsive og legende islæt. Ham der, der ikke kan finde ud af at tage hensyn til andres interesser og følelser og ikke mener at almindelige sociale regler gælder for ham, han er overhovedet ikke attraktiv, uanset hvor meget han påkalder sig retten til at gøre lige præcis sådan fordi han ikke vil være voksen. I bund og grund går han i samme klub som ham, der spytter på gulvet i spinningsalen. Regler gælder ikke for børn.

I det store spil om at gøre sig lækker i det modsatte køns øjne er han en taber. Jeg mener... hvilken kvinde gider at være partner med en stor forkælet møgunge og altid skulle undvære en tryg og beskyttende favn, når det er hendes tur til at være den lille? Ikke meget alfa-han over at tabe døren i hovedet på den udvalgte for at komme først hen til traktordækgyngen.

Jeg glæder jeg mig helt sindssygt til at være barn i en uge fra på fredag. På den lovlige måde: Synge sange i bilen på vej til Østrig. Lege i sneen og gå kold med kakaomælkeskæg klokken 8, efter en lang dag brugt på at ræse omkap med de andre unger og efter at have fået en lillebittesmule skældud af Mikkel for at vende spidserne mod dalen.
Jeg har fået nye ski, mine luffer har snore så jeg ikke taber dem og jeg glææææææder mig. Ikke mindst til at slippe voksen-arbejdet i en uges tid. Helt lovligt.