mandag den 28. juni 2010

Ja ja, selv jeg har begrænsninger.

Jeg er blevet mere tolerant og overskudsagtig, siger jeg jo.

Jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal spilde mit krudt på at skælde ud over andre mennesker, når jeg alligevel ikke ændrer noget eller får noget positivt ud af det.
There, I've said it.

Det ændrer ikke så meget på, at jeg stadig i små glimt kan påvirkes af smålighed iklædt storhedsvanvid, naboernes roderi og tilkalden af de der grimme fugle med deres affald, forældres svigt af børn, der u-passede leger ude midt på en befærdet vej på små plastikkøretøjer.
Andre menneskers uoplyste dumheder.

De tjener nok en funktion et eller andet sted og de synes nok selv, at de gør det rigtige. Hvis jeg leger abekat (see no evil, hear no evil, speak no evil) så får jeg ikke så meget drænende ærgrelse i mit liv.


Det underlige er, at jo mere jeg bærer over med og jo mere jeg er ligeglad, jo mere strammer folk sig an og jo mere sure bliver de, der har forsøgt at fremprovokere en reaktion fra mig.

Dem om det.
Jeg kan ikke ændre det.

Men...  hvis der er nogen, der synes de skal drikke den cola, jeg har gemt til eftermiddagskrisen, oveni alt det andet så bliver jeg hysterisk på den grimme måde. (Se seneste blogindlæg for eksempel)

onsdag den 23. juni 2010

Underskud og urtethe

Det var først i formiddags, det gik op for mig at kollegaen havde ret.
Altså hende der sagde, at off-tid og god the ville være godt mod det meste dårligdom. Da hun sagde det i aftes, var jeg tilbøjelig til at vifte det af som et råd, hun burde give sig selv. Eller bare et lidt for frelst råd til mig i min situation.

Det var lige efter, at jeg var blevet mørkelilla i hovedet af raseri over en lillebitte ting på arbejdet, som jeg tolkede som urimelig og helt utroligt demotiverende. Det var så småt som en halv linie i en statusmail til firmaets ledelse og alligevel flippede jeg skråt og indvendigt. Sagt på mandsk: Hvis mine brystvorter var overskudsbarometre, ville de være så indadvendte, at jeg ville se nye modermærker på ryggen.

Indrømmet. Jeg er ikke god til urimeligheder normalt. Jeg er også meget meget sart overfor dårligt serveret, manipulerende og selvhævdende kritik. Men jeg plejer at kunne afskrive det som det, det er og så komme videre.
Igår var det bare lige det, der fik bægeret til at flyde over og sygdom til at bryde ud. Seriøst, er jeg den eneste, der kan få psykisk betinget feber?

Nåmen, jeg tilbragte aftenen med ynk og klynk og ondt i halsen. Så træt, at hvert eneste skridt var en overvindelse og med et hovede, der føltes to numre for småt. Overbevist om, at jeg burde skifte levevej og at det eneste, der på kort bane ville hjælpe var at resten af verden gad at gå væk og lade mig være i fred. Gerne efter at have tildelt mig en lottogevinst på 19 millioner kroner.

Og så sov jeg. Vågnede med feber og ondt i halsen og sov så lidt mere igen. Fortæl mig lige, hvordan jeg normalt klarer at passe hus og hund, varetage 4 forskellige simultane roller på arbejde og min nådesløse selvkritik - og stadig holde mig oprejst? Jeg mener, det er kaffen...

Og gode kolleger.

mandag den 21. juni 2010

En gang imellem hader jeg det der 'klar besked'

Han har kørt spinning på mine hold i mange år efterhånden. Med årene træner han mindre og har da også lagt sig ud i takt med at de fine beviser har hobet sig op på hans arbejdsbord.

Han har altid været sådan en lidt sarkastisk type, der garanteret har overbevist sin kæreste ved at forvirre hende. I ved, flirte og virke interesseret blandet op med barske sandheder og småskjulte svinere.
Den kommende kæreste smed ihvertfald over 10 kg lige pludselig og så blev de kærester. Hun har ikke anet om hun skulle være vred over hans klare udmeldinger eller fokusere på den gryende interesse fra hans side.

Sådan har jeg det også idag. Det er altid rart at have gamle kendinge på sin time og jeg kan godt lide den lille kamp, vi altid har haft. Måske fordi jeg som regel vinder vores små kampe på sarkasme og kun en gang imellem må bøje mig for et verbalt nederlag. Jeg har ret meget respekt for ham.

Men idag er jeg i tvivl om det var en kamp eller en klar besked. Hans ærlige holdning.

Ihvertfald sagde han, at han var kommet i tvivl om det var en sommerting at min elitetime pludselig var konverteret til en øvet-time, eller om det var fordi jeg var i for dårlig form og havde indset at jeg efterhånden var blevet for gammel til det pjat. Han var kun kommet, fordi det var en øvettime.
Og der virkede han ærlig.

Såå deeet. 
For en sikkerheds skyld sørgede jeg for at kalde ham ældre og affældig.

fredag den 18. juni 2010

Bagsiden af iPhone eller om at være uden for rækkevidde

At være en ægte gear-slut, grej-pige og iPhone-fan kan have sine ulemper, har jeg fundet ud af.

Sagen er, at jeg æælsker min hvide iPhone og alle dens muligheder for at give min information og adspredelse når jeg har brug for det. Jeg bruger den som min primære livline til verden omkring mig (og som arbejdsredskab).

Problemet er, at verden nogle gange tvinger mig til at bruge min telefon når jeg sumper foran fjernsynet, ser meditativt på indersiden af mine øjenlåg og især når jeg ikke har nogen anden undskyldning for ikke at besvare opkald end at det ikke passer mig. Lige nu.
Jeg kommer sådan til at savne hin tid, hvor der var 'vis nummer' på en fastnet-telefon og man kunne bruge undskyldningen: Jeg var ikke lige hjemme, da du ringede. Den går ikke, når alle ved, at jeg har min telefon ved hånden alle døgnets timer.

En ting er, at man er faldet i søvn på sofaen og telefonen er lydløs. Det kan man lissom ikke gøre ret meget ved.
En anden sag er det når jeg har telefonen ved siden af mig. Den er opladet. Den er tændt. Der er lyd på. Den så ringer. Og jeg vælger, ikke at tage den.
Fordi det simpelthen ikke lige er en telefonsamtale, jeg har lyst til.

Min telefon er dygtig. I de tilfælde accepterer den at blive ignoreret, nogle gange sprinter den helt af sig selv ind under en sofapude og ringer færdig mens jeg stikker en gloende dårlig samvittighed i øjet.

Det jeg ikke kan lide, er den forventning, der er ophøjet til social lov:
Man svarer på en sms indenfor 2 minutter og opkald besvares selvfølgelig straks. Alternativt ringes der tilbage så snart der er trukket ud i toilettet.

Hvem er det, der har vedtaget, at man må prikke mig insisterende på skulderen eller stille sig ind mellem mig og andre mens vi snakker, selvom det er i form af en opringning?
Hvem er det, der har vedtaget, at den der ringer forgæves også har krav på at vide, hvad man lavede, da man ikke svarede?
 
Når jeg er på cafe eller på anden måde i selskab med andre mennesker, bestræber jeg mig på at holde telefonen udenfor. Der svarer jeg ikke, hvis nogen ringer. Man har vel pli. Men jeg synes alligevel at jeg skal retfærdiggøre, at jeg ikke svarer.

Problemet eksisterer kun uden for arbejdstiden, that is. På arbejdet får jeg løn for at være en tilgængelig serviceinstans.

tirsdag den 15. juni 2010

Det er citronmånen der taler

Jeg ville rigtigt gerne have skrevet et rasende interessant blogindlæg til jer idag, men jeg er simpelthen så træt, at jeg næsten ikke kunne overkomme at konsumere den halve citronmåne, der udgjorde min aftensmad.

Hedder det egentlig så en kvart citronmåne eller en halv citronhalvmåne?

Det begyndte allerede i morges, da jeg stadig med vække-pote-mærker i fjæset overvejede at holde øjnene lukkede mens jeg åbnede havdedøren for at losse hunden ud i det alt for høje græs og så vælte tilbage i seng og bare sove mere. Meget mere. Endnu en velplaceret pote gjorde udslaget, hvorefter jeg blev trukket sovende efter en meget frisk hund. 2 km.

Det fortsatte såmænd dagen igennem og det er stadig en gåde, hvordan det er lykkedes mig at konstruere helsætninger uden at bytte voldsomt rundt på alle konsonanterne. Selvfølgelig hjalp den en hel masse, da jeg faldt af stolen af grin over, at kollegaen satte sig i den bakke flødeboller, jeg havde lagt på hans stol.

Jeg har ligget vandret hele dagen. Desværre ikke i min seng, men i luften for at nå det hele. Selvfølgelig er det så også nu, jeg får venlige spørgsmål om jeg nåede dette og hint. Hvor træt er man lige når man skriver 'dette og hint?. Mormorsk for 'opgaver jeg synes, jeg kan overleve uden at klare lige nu, hvor jeg synes jeg fortjener at sove'.

Hvem har krympet Lars Larsens ansigt? Hans øjne næse og mund er høkket sammen inde midt i hans ansigtshud og efterladt en gabende masse spild-hud rundt omkring. Ser jeg også sådan ud? Vent....
(...)
Lars Larsen har taget den kant jeg skulle have haft mellem øjne og tinding. Jeg har bredrøvede øjne.

Suk.
Måske kommer der et rigtigt indlæg i morgen. (Der er ihvertfald ikke flere flødeboller)

søndag den 13. juni 2010

Om at sige nej til tudeprinsesser

Den eneste måde at ændre noget, er at gøre noget anderledes end man plejer.
Det går ikke fint, men det går da. Tak, fordi du spørger.

En ting, der er anderledes siden jeg satte mig for at sige fra bare en gang imellem: Jeg er blevet træt af tudeprinsesser, m/k.

Det er blevet meget klarere for mig, hvornår folk bruger alle de kneb de kan, for at få opfyldt deres behov. Også selvom det betyder, at de som granvoksne mennesker skal surmule, tude eller spille forurettede. Bare for at få mig til at gøre noget, som jeg plejer at gøre, uden at tænke over det rimelige i det.

Det er holdninger til, hvad jeg skal og ikke skal gøre med bloggen.
Det er 'kan du ikke lige...' og også 'Du plejer at være så god til...'
Det kunne også være det tilfælde, hvor jeg har sagt nej til at passe en hund i juli, fordi det bare ikke kan lade sig gøre med fuldtidsjob og den eksisterende hund, der bebor hjemmet. Ejerne begyndte på historier om, hvordan hunden ikke befinder sig godt på pensioner og ikke vil spise og ... den ER jo så glad for dig, Lene.

Jeg er efterhånden ved at lure det. Det er ikke mine behov, der styrer - og så vil jeg forbeholde mig retten til at sige fra uden anden begrundelse, selvom jeg har sindssygt svært ved det. 

Jeg er ikke egoistisk på den usunde måde. Det tror jeg, at selv de, der kun kender mig via bloggen kan se. Men det er den første etiket, jeg klasker hårdt og bebrejdende i min egen pande, når jeg bliver præsenteret for et krav af tudesidse-slagsen. Så spørgsmålet er stadig: Hvordan siger jeg nej?

Mit kropssprog taler ret ofte for sig selv, men det sker desværre tit, at min mund glemmer at afstemme budskabet med resten af firmaet. Kommunikationsrådgiveren tager sig til det hurtigt grånende hår oppe i bestyrelseslokalet. Hendes liste over standardsvar er hverken lang eller virksom:

  • Nej. Det føler jeg lissom ikke rigtigt for. Lizzom. (For blødt)
  • Det kan godt være, at du har planlagt, at jeg skulle gøre lige præcis det. Du glemte lige at tage min frie vilje med i ligningen. (For bitter-revisor-agtigt)
  • Hvad får jeg for det? Seriøst? (Kuglerammepædagogik)
  • Skal jeg ikke lige afstive dit ego og fortælle dig behagelige løgne, som du også gerne vil høre (ironi. Sjældent godt)
  • Nej. Det bliver der ikke noget af.  (Kontant bar-udmelding)
  • Det der, ikke? Det må du selv ligge og rode med (som en bekendt for 15.400 år siden sagde, da en fest-scoring begyndte at strippe og afslørede underbuksens indhold)
  • Min blog/mit liv/min tid. Min beslutning (skåret ud i pap)

  • Du skal ikke spørge mig om noget, du ikke er klar til at høre svaret på. Og svaret bliver ikke anderledes hvis du tuder.  (Den konsekvente)

  • Øhmmm... lad mig se.....  jamen, jeg ville jo så gerne... men... øøøhmm....  (indsæt belejlig løgn). (Den mest anvendte)
Nu glæder jeg mig bare til at der kommer lidt flere brugbare replikker på kommunikationsrådgiverens liste.

tirsdag den 8. juni 2010

Forældet identitet selvbillede

Min identitet har boet i hjertet af Århus i mange år. Selv efter at jeg er flyttet først til det ene postnummer, der ikke hedder Århus C og så til det andet.

Jeg har defineret mig selv som bymenneske og krampagtigt klamret mig til ideen om, at jeg ville gå til grunde som hipt menneske, hvis jeg ikke indenfor ganske få minutter kunne befinde mig på en cafe med udsigt til forbipasserende, butikker og byens skævheder.
En, der har styr på, hvilke butikker, der åbner, hvilke der flytter og hvor man kan få de rigtige tøjmærker. Ikke mindst, hvor den bedste kaffe for tiden brygges og hvilken cafe, der skal vælges til brunch og hvilken, der er bedst til drinks.

Min falske identitet må til at tage sig sammen, har jeg besluttet. Helst inden det begynder at ligne en meget grim midtlivskrise.

Problemet er, at jeg er overbevist om, at jeg bliver forvandlet til forstadsmutter, med for meget flæsk på ryggen og en af de afskyelige bittesmå rygsække i det øjeblik jeg vover at lade min identitet og min postadresse passe for meget sammen.

Især nu, hvor jeg tænker på om der er fordele ved at flytte helt derud, hvor postnummeret ikke kan relateres til Århus mere. Så kommer jeg garanteret til at være en af dem, der går rundt i crox og med en lille skrækslagen bille af en rygtaske. Eventuelt sådan en skuldertaske, der vil dele mine vældige babser i to portioner dej.
Det står jo i reglerne, at man også forandrer sig fysisk, derude i anti-byen.

Min gamle identitet har fire poter i dørkarmen til nyt liv. Min identitet er træg - og har slet ikke set, at tiden går og at det er ved at være et par år siden, der sidst blev udlevet å-vagt og drinks med jævne mellemrum.
Hell... det er ved at være længe siden at byture var noget, jeg var på bare en gang hver anden måned.

I virkeligheden er jeg basket hver fredag aften og vil helst falde i søvn på sofaen med fjernsyn og lakridssavl.
Min stædige identitet nægter at acceptere det faktum. Hele mig nægter at indse, at jeg har problemer med bare at tåle alkohol nu. Det gør næsten ondt at skrive det.

Gad vidst om jeg vil overleve det granatchok det vil være at flytte derud, hvor naturen er nabo og hvor nætterne er stille. Det er måske der, det er allerbedst at være. Også om 5 år, hvor jeg forhåbentlig er et andet sted, end der hvor min indbildte identitet har lænket sig til en lygtepæl. 

Jeg tror, det er på tide. Jeg har i virkeligheden ikke lyst til at være hende den gamle spinninginstruktør, der som den eneste ikke har fattet, at hun er for gammel til det show.

mandag den 7. juni 2010

Elementary, my dear Watson

Sukkerafhængighed. Det er vist ikke et nyt emne her på bloggen, men her er noget nyt: Jeg KAN lade være med at spise slik og kage.

Jacob sendte for noget tid siden et billede til mig, som illustrerer den meget avancerede metode, som virker både på slik, kage, cigaretter og cola (indtil man finder et sugerør fra en karton juice ved et frygteligt uheld). 

tirsdag den 1. juni 2010

Møgunger. Det var bare det, jeg ville sige.

Jeg skal lige af med det.

Troværdighed er et misbrugt ord i dansk politik og det bliver desværre kun brugt af politikere og farvede medier til at slå andre politikere i hovedet. Der hedder det så bare manglende troværdighed.

Som om, at jeg synes at Villy og de andre røde bliver mere troværdige fordi de løber til mediernes skørter og råber at 'nu gør de det igen og vi har kun manglende-troværdigheds-kortet at spille'. Indsæt Bo Bech-stemme et øjeblik og hør mig sige: SÅ ARGUMENTER DOG FOR SAGEN, tøsedrenge. Bolden, ikke manden.

Faktisk synes jeg, at Lene Espersen er mere troværdig end nogensinde, fordi hun har vist sig som menneskelig og fejlbarlig. Nuanceret. Hendes politik er ikke anderledes end den plejer og hun er en glimrende leder for de rigtige partisoldater, der ikke falder i personangrebs-sumpen.

Jeg ville hade at se nogen lede landet baseret på børnehave-beskyldninger. Eller rette ind efter møgungers feje kneb. Det er ikke troværdigt.

Den første, der mumler 'håndarbejdsblog' eller 'forstadspiv', får lov til at klippe græs næste gang.

Det er officelt: Min græsslåmaskine er lige så (lidt) skarp som en af de unge mødre.

Stædigt har jeg holdt fast i den gammeldags, sunde håndskubber af en græsslåmaskine, for selvom man bor i hus er der ingen grund til at blive magelig. Sagt af en, der gerne starter bilen og kører to km til arbejde.

Men idag er det officielt, at jeg ønsker mig en venlig skærslipper indenfor de nærmeste dage.
Som det er nu, kan jeg klippe græsset hurtigere med en orange køkkenkniv.
Som det er nu, er det gratis og meget effektiv muskeltræning - og øjensynlig også god underholdning for naboerne, der forsigtigt stak hovedet over hækken i håb om at være med til at træne tennis. Jeg lød som en prof, der server.

Fandeme godt, der er cola og fede-tv, jeg kan fodre min selvtilfredshed med. Er der forresten nogen, der ovenpå dette meget ligegyldige indlæg kunne tænke sig at se et billede af min græsplæne? Ikke?!

Oh well.
I morgen sker der nok noget mere sindsoprivende.