Forældet identitet selvbillede

Min identitet har boet i hjertet af Århus i mange år. Selv efter at jeg er flyttet først til det ene postnummer, der ikke hedder Århus C og så til det andet.

Jeg har defineret mig selv som bymenneske og krampagtigt klamret mig til ideen om, at jeg ville gå til grunde som hipt menneske, hvis jeg ikke indenfor ganske få minutter kunne befinde mig på en cafe med udsigt til forbipasserende, butikker og byens skævheder.
En, der har styr på, hvilke butikker, der åbner, hvilke der flytter og hvor man kan få de rigtige tøjmærker. Ikke mindst, hvor den bedste kaffe for tiden brygges og hvilken cafe, der skal vælges til brunch og hvilken, der er bedst til drinks.

Min falske identitet må til at tage sig sammen, har jeg besluttet. Helst inden det begynder at ligne en meget grim midtlivskrise.

Problemet er, at jeg er overbevist om, at jeg bliver forvandlet til forstadsmutter, med for meget flæsk på ryggen og en af de afskyelige bittesmå rygsække i det øjeblik jeg vover at lade min identitet og min postadresse passe for meget sammen.

Især nu, hvor jeg tænker på om der er fordele ved at flytte helt derud, hvor postnummeret ikke kan relateres til Århus mere. Så kommer jeg garanteret til at være en af dem, der går rundt i crox og med en lille skrækslagen bille af en rygtaske. Eventuelt sådan en skuldertaske, der vil dele mine vældige babser i to portioner dej.
Det står jo i reglerne, at man også forandrer sig fysisk, derude i anti-byen.

Min gamle identitet har fire poter i dørkarmen til nyt liv. Min identitet er træg - og har slet ikke set, at tiden går og at det er ved at være et par år siden, der sidst blev udlevet å-vagt og drinks med jævne mellemrum.
Hell... det er ved at være længe siden at byture var noget, jeg var på bare en gang hver anden måned.

I virkeligheden er jeg basket hver fredag aften og vil helst falde i søvn på sofaen med fjernsyn og lakridssavl.
Min stædige identitet nægter at acceptere det faktum. Hele mig nægter at indse, at jeg har problemer med bare at tåle alkohol nu. Det gør næsten ondt at skrive det.

Gad vidst om jeg vil overleve det granatchok det vil være at flytte derud, hvor naturen er nabo og hvor nætterne er stille. Det er måske der, det er allerbedst at være. Også om 5 år, hvor jeg forhåbentlig er et andet sted, end der hvor min indbildte identitet har lænket sig til en lygtepæl. 

Jeg tror, det er på tide. Jeg har i virkeligheden ikke lyst til at være hende den gamle spinninginstruktør, der som den eneste ikke har fattet, at hun er for gammel til det show.