Det går ikke fint, men det går da. Tak, fordi du spørger.
En ting, der er anderledes siden jeg satte mig for at sige fra bare en gang imellem: Jeg er blevet træt af tudeprinsesser, m/k.
Det er blevet meget klarere for mig, hvornår folk bruger alle de kneb de kan, for at få opfyldt deres behov. Også selvom det betyder, at de som granvoksne mennesker skal surmule, tude eller spille forurettede. Bare for at få mig til at gøre noget, som jeg plejer at gøre, uden at tænke over det rimelige i det.
Det er holdninger til, hvad jeg skal og ikke skal gøre med bloggen.
Det er 'kan du ikke lige...' og også 'Du plejer at være så god til...'
Det kunne også være det tilfælde, hvor jeg har sagt nej til at passe en hund i juli, fordi det bare ikke kan lade sig gøre med fuldtidsjob og den eksisterende hund, der bebor hjemmet. Ejerne begyndte på historier om, hvordan hunden ikke befinder sig godt på pensioner og ikke vil spise og ... den ER jo så glad for dig, Lene.
Jeg er efterhånden ved at lure det. Det er ikke mine behov, der styrer - og så vil jeg forbeholde mig retten til at sige fra uden anden begrundelse, selvom jeg har sindssygt svært ved det.
Jeg er ikke egoistisk på den usunde måde. Det tror jeg, at selv de, der kun kender mig via bloggen kan se. Men det er den første etiket, jeg klasker hårdt og bebrejdende i min egen pande, når jeg bliver præsenteret for et krav af tudesidse-slagsen. Så spørgsmålet er stadig: Hvordan siger jeg nej?
Mit kropssprog taler ret ofte for sig selv, men det sker desværre tit, at min mund glemmer at afstemme budskabet med resten af firmaet. Kommunikationsrådgiveren tager sig til det hurtigt grånende hår oppe i bestyrelseslokalet. Hendes liste over standardsvar er hverken lang eller virksom:
- Nej. Det føler jeg lissom ikke rigtigt for. Lizzom. (For blødt)
- Det kan godt være, at du har planlagt, at jeg skulle gøre lige præcis det. Du glemte lige at tage min frie vilje med i ligningen. (For bitter-revisor-agtigt)
- Hvad får jeg for det? Seriøst? (Kuglerammepædagogik)
- Skal jeg ikke lige afstive dit ego og fortælle dig behagelige løgne, som du også gerne vil høre (ironi. Sjældent godt)
- Nej. Det bliver der ikke noget af. (Kontant bar-udmelding)
- Det der, ikke? Det må du selv ligge og rode med (som en bekendt for 15.400 år siden sagde, da en fest-scoring begyndte at strippe og afslørede underbuksens indhold)
- Min blog/mit liv/min tid. Min beslutning (skåret ud i pap)
- Du skal ikke spørge mig om noget, du ikke er klar til at høre svaret på. Og svaret bliver ikke anderledes hvis du tuder. (Den konsekvente)
- Øhmmm... lad mig se..... jamen, jeg ville jo så gerne... men... øøøhmm.... (indsæt belejlig løgn). (Den mest anvendte)
2 kommentarer:
Hvad med "Nej. Det passer mig dårligt". ;-)
Ved godt, at det er hamrende svært at begynde at sige nej, hvis man altid har sagt ja... sgu da så sejt, at du øver dig!
Jeg lærte engang, at når nogle bad mig om tjenester, inviterede mig til noget osv. skulle mit automatsvar være "Det tænker jeg lige over. Jeg skal nok vende tilbage med et svar". Det gør det jo ikke nemmere at sige nej'et senere, men det forhindrede mig i at sige automat-ja'et, som så skulle trækkes i land. Og nogle gange kan jeg også komme med et ægte ja, når jeg på den måde køber mig selv lidt tid til at tænke/mærke efter.
KH
Det sværeste i denne verden kan være at sige nej til nogle man holder af. Men da de jo ikke er med til dine bestyrelsesmøder, så kender de jo ikke alle de aspekter i din verden.
Det er ok at sige nej og så komme med en begrundelse, eller bare sige det ikke passer ind. Men medmindre man er en reinkarnation af Moder Teresa (eller Pia Kjærsgaard?!?) så skal der kommer et nej over ens læber ind imellem.
Brug mavefornemmelsen for hvordan spørgeren skal tackles, men sig aldrig ja som automatsvar. Det giver bare dig stress og tro mig, DET er ikke sundt!
Kh
Jacob
PS: husk at om 100 år er alting glemt og visse ting endda inden.
Send en kommentar