fredag den 18. juni 2010

Bagsiden af iPhone eller om at være uden for rækkevidde

At være en ægte gear-slut, grej-pige og iPhone-fan kan have sine ulemper, har jeg fundet ud af.

Sagen er, at jeg æælsker min hvide iPhone og alle dens muligheder for at give min information og adspredelse når jeg har brug for det. Jeg bruger den som min primære livline til verden omkring mig (og som arbejdsredskab).

Problemet er, at verden nogle gange tvinger mig til at bruge min telefon når jeg sumper foran fjernsynet, ser meditativt på indersiden af mine øjenlåg og især når jeg ikke har nogen anden undskyldning for ikke at besvare opkald end at det ikke passer mig. Lige nu.
Jeg kommer sådan til at savne hin tid, hvor der var 'vis nummer' på en fastnet-telefon og man kunne bruge undskyldningen: Jeg var ikke lige hjemme, da du ringede. Den går ikke, når alle ved, at jeg har min telefon ved hånden alle døgnets timer.

En ting er, at man er faldet i søvn på sofaen og telefonen er lydløs. Det kan man lissom ikke gøre ret meget ved.
En anden sag er det når jeg har telefonen ved siden af mig. Den er opladet. Den er tændt. Der er lyd på. Den så ringer. Og jeg vælger, ikke at tage den.
Fordi det simpelthen ikke lige er en telefonsamtale, jeg har lyst til.

Min telefon er dygtig. I de tilfælde accepterer den at blive ignoreret, nogle gange sprinter den helt af sig selv ind under en sofapude og ringer færdig mens jeg stikker en gloende dårlig samvittighed i øjet.

Det jeg ikke kan lide, er den forventning, der er ophøjet til social lov:
Man svarer på en sms indenfor 2 minutter og opkald besvares selvfølgelig straks. Alternativt ringes der tilbage så snart der er trukket ud i toilettet.

Hvem er det, der har vedtaget, at man må prikke mig insisterende på skulderen eller stille sig ind mellem mig og andre mens vi snakker, selvom det er i form af en opringning?
Hvem er det, der har vedtaget, at den der ringer forgæves også har krav på at vide, hvad man lavede, da man ikke svarede?
 
Når jeg er på cafe eller på anden måde i selskab med andre mennesker, bestræber jeg mig på at holde telefonen udenfor. Der svarer jeg ikke, hvis nogen ringer. Man har vel pli. Men jeg synes alligevel at jeg skal retfærdiggøre, at jeg ikke svarer.

Problemet eksisterer kun uden for arbejdstiden, that is. På arbejdet får jeg løn for at være en tilgængelig serviceinstans.

4 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

Personligt synes jeg ikke at jeg behøver at stå til regnskab for hvorfor jeg ikke tager en telefon.

der er heller ikke nogen af mine venner der spørger :)

- Maiken sagde ...

Tillader mig at smide dette indlæg i hovedet på mine facebook-buddies.. For hvor har du ret! Det er en samtale jeg selv tit og ofte har med diverse folk..

frøkenen sagde ...

Jeg håber ikke, at dette indlæg gør, at du får dine venner på nakken igen, fordi de allesammen tror, at det er dem du skriver om i indlægget :P
Men jeg forstår til fulde hvad du siger her. Nogen gange er det bare rart at være utilgængelig og ikke skulle stå til regnskab for sin.. utilgængelighed.

Lene sagde ...

@frøkenen: Der er sjovt nok ikke så mange, der har ringet siden jeg skrev indlægget. Kunne være, der var en sammenhæng.

Derfor er jeg jo ekstra glad for at vide, at det ikke kun er mig, der har oplevelsen af, altid at skulle være klar.