Det var først i formiddags, det gik op for mig at kollegaen havde ret.
Altså hende der sagde, at off-tid og god the ville være godt mod det meste dårligdom. Da hun sagde det i aftes, var jeg tilbøjelig til at vifte det af som et råd, hun burde give sig selv. Eller bare et lidt for frelst råd til mig i min situation.
Det var lige efter, at jeg var blevet mørkelilla i hovedet af raseri over en lillebitte ting på arbejdet, som jeg tolkede som urimelig og helt utroligt demotiverende. Det var så småt som en halv linie i en statusmail til firmaets ledelse og alligevel flippede jeg skråt og indvendigt. Sagt på mandsk: Hvis mine brystvorter var overskudsbarometre, ville de være så indadvendte, at jeg ville se nye modermærker på ryggen.
Indrømmet. Jeg er ikke god til urimeligheder normalt. Jeg er også meget meget sart overfor dårligt serveret, manipulerende og selvhævdende kritik. Men jeg plejer at kunne afskrive det som det, det er og så komme videre.
Igår var det bare lige det, der fik bægeret til at flyde over og sygdom til at bryde ud. Seriøst, er jeg den eneste, der kan få psykisk betinget feber?
Nåmen, jeg tilbragte aftenen med ynk og klynk og ondt i halsen. Så træt, at hvert eneste skridt var en overvindelse og med et hovede, der føltes to numre for småt. Overbevist om, at jeg burde skifte levevej og at det eneste, der på kort bane ville hjælpe var at resten af verden gad at gå væk og lade mig være i fred. Gerne efter at have tildelt mig en lottogevinst på 19 millioner kroner.
Og så sov jeg. Vågnede med feber og ondt i halsen og sov så lidt mere igen. Fortæl mig lige, hvordan jeg normalt klarer at passe hus og hund, varetage 4 forskellige simultane roller på arbejde og min nådesløse selvkritik - og stadig holde mig oprejst? Jeg mener, det er kaffen...
Og gode kolleger.
Altså hende der sagde, at off-tid og god the ville være godt mod det meste dårligdom. Da hun sagde det i aftes, var jeg tilbøjelig til at vifte det af som et råd, hun burde give sig selv. Eller bare et lidt for frelst råd til mig i min situation.
Det var lige efter, at jeg var blevet mørkelilla i hovedet af raseri over en lillebitte ting på arbejdet, som jeg tolkede som urimelig og helt utroligt demotiverende. Det var så småt som en halv linie i en statusmail til firmaets ledelse og alligevel flippede jeg skråt og indvendigt. Sagt på mandsk: Hvis mine brystvorter var overskudsbarometre, ville de være så indadvendte, at jeg ville se nye modermærker på ryggen.
Indrømmet. Jeg er ikke god til urimeligheder normalt. Jeg er også meget meget sart overfor dårligt serveret, manipulerende og selvhævdende kritik. Men jeg plejer at kunne afskrive det som det, det er og så komme videre.
Igår var det bare lige det, der fik bægeret til at flyde over og sygdom til at bryde ud. Seriøst, er jeg den eneste, der kan få psykisk betinget feber?
Nåmen, jeg tilbragte aftenen med ynk og klynk og ondt i halsen. Så træt, at hvert eneste skridt var en overvindelse og med et hovede, der føltes to numre for småt. Overbevist om, at jeg burde skifte levevej og at det eneste, der på kort bane ville hjælpe var at resten af verden gad at gå væk og lade mig være i fred. Gerne efter at have tildelt mig en lottogevinst på 19 millioner kroner.
Og så sov jeg. Vågnede med feber og ondt i halsen og sov så lidt mere igen. Fortæl mig lige, hvordan jeg normalt klarer at passe hus og hund, varetage 4 forskellige simultane roller på arbejde og min nådesløse selvkritik - og stadig holde mig oprejst? Jeg mener, det er kaffen...
Og gode kolleger.
1 kommentar:
Ae ae!! Håber bøtten vender!
Send en kommentar