Jeg, et plastikhoved...

Man er vel selv ude om det, når man siger ja til at lade sit hår vaske og rede af en elev, der kun før har haft med plastikhoveder med hår og dumme øjne at gøre.

Jeg håber ikke, at jeg minder om sådan et, men jeg havde mine tvivl, da børsten med et klonk ramte mit hoved for derefter ubarmhjertigt at blive flået igennem mit hår, der lige var blevet uglet af noget januarvind, og da det næste slag med børsten og efterfølgende rivning næsten havde trukket mig sidelæns ud af stolen, overvejede jeg først at råbe om hjælp og derefter lige at mærke efter om rygsøjlen sad rigtigt.

Jeg er et artigt dukkehoved. Jeg sagde ikke av for satan. Jeg tog heller ikke hårdt fat i albuen på hende og vippede ildevarslende med dukkeøjnene. Jeg sladrede heller ikke til en voksen. Jeg krydsede bare fingre for at det ikke var hende, der skulle vaske mit hår til sidst. Især fordi jeg kunne se, at hun tæskede ret voldsomt rundt med alt hun fik i hænderne. Føntørrere, farvevæsker, dameblade...

Det var hende.

Hvis hun kunne tage mit hoved og holde det under hanen ved halsen, mens hun drejede det rundt for også at skylle nakkegarnet, så havde hun gjort det.

Et resolut, opadgående træk i nakkehåret fik min hage til at ramme brystet og den udsatte nakkehvirvel til at true med at forlade geleddet og springe op og ramme hende på opstopperen. Ført af samme barske hånd blev jeg trukket hårdt tilbage mod porcelænskanten. Det kan ikke passe, at det drøn&knas jeg hørte inde i hovedet ikke kunne høres af andre. Hende med pagen og Eurowoman så ihvertfald lidt bange ud, som jeg lå der i flitsbue og sprællede.