Hvem slukkede lyset?

Man vågner om morgenen pr. vækkeur og tænker ved sig selv at det må være en frygtelig fejl. Det er jo nat udenfor og udhvilethed er en by i udkanten af Burundhi. Med ansigt, som en bokser ville skamme sig over, vakler man over dørtrinnet, mens man sukker efter miraklet.

På kontoret zombier folk rundt og sidder helst stille, mens deres kaffedrop ikke virker.
Det nytter, når jeg med et kraftopbud danser en dans med it-John midt i kontoret eller når jeg på en af minicyklerne med skørterne blafrende efter mig højt synger en sang fra en julekalender. Så popper de forsovede hoveder op af skrivebordsmulden som små champignon. Men jeg kan jo ikke være den eneste, der kæmper mod at blive trukket ned i vintermørkekviksandet, mens champignonerne lader sig grave hovedrystende ned igen, for selv min irritation trives bedst i vintermørke og jeg kan godt mærke, at den snart vokser sig stor og stærk.
Hvis jeg hører een lang klagesang mere om lille Bertram, der har falsk strubehoste, så lægger jeg en kage på Bertrams fars skrivebord. I ly af aftenmørket kl 14.

Det eneste jeg har lyst til, er at kravle ind under sofatæppet og med hovedet i kærestens hånd, høre historier om dengang vi holdt sommerferie med brune fødder i klipklapperne, inden jeg møfler ind under dynen, mens jeg mumler, at jeg ikke gider vågne før solen skinner, hvis ikke jeg må have mit Kari Traa skiundertøj på. Vinterhi er fremtiden.

Skiferie om 10 arbejdsdage. Lysmesteren er begyndt at rigge lamperne til.