Alt er relativt...

Man kan godt have lidt ondt af sig selv, sådan en onsdag, der i virkeligheden er en forklædt mandag. De gule huskesedler omkranser skærmen og jeg måtte ovenikøbet selv lave firmakaffen her til morgen (Helt palle på kontoret. De andre ligger vel stadig hjemme med et søndersparket vækkeur).

Der er ingen grund til at køre bilen helt ned til havnekanten idag, selvom det var yderst fristende, som jeg lå og hyperventilerede der i aftes, ved siden af et vækkeur, der truede med at tage hævn for alle de hyggelige feriemorgener, hvor det har været sat ud af spillet.

Tanken går ikke til de små børn i Afrika, så stort er mit hjerte alligevel ikke, men mine udfordringer med at slippe feriens velsignelse må blegne i ydmyghed efter at have snakket med hende, der stod med tårer i øjnene i en tøjbutik i Århus og fortalte, at hendes søster vejede 38 kilo og var så anorexiramt at hele familien var grundangste, magtesløse og havde udsigten til at miste hende, hvis ikke et mirakel ville indtræffe. Og der er venneparret, der har haft indbrud ikke en, men to gange i juleferien.

Nyhederne i aftes berettede om 6 brændte lejligheder overfor min yndlingscafe og viste billeder af mennesker, der stod med vantroen ætset i blikket. Og så er der lige den lille detalje med kirkens flag, der var på halv juleaftensdag, indtil det var tid til julegudstjenesten. Der er også veninden, der har måttet træffe et afsindigt svært valg i sit privatliv, akkompagneret af, hvordan kniven bliver drejet rytmisk rundt i såret.

Der er katastrofer, der er større end mit gloende vækkeur, der nærmest kaster op af at skrige sin opsparede hævntørst ud og jeg ved da ikke, hvad jeg havde forventet at møde, da jeg stak hovedet ud i 2008. Det bliver et glædeligt år. Jeg er sikker på det. Jeg håber bare, at det ikke er bygget på relativ glæde hele vejen.