torsdag den 29. november 2007

To hell and back

Jeg har lige været på tur med min børnehave. To dages udflugt med både gul, blå og pink stue. Efter at have lagt hårdt ud med at hælde kaffe ned over mit venstre ærme og tage hul på to dage med dårligt danskerengelsk var jeg ved at være klar. For kindergarden company hell. "I sink it is najs vørk, gajs! væli væli goood. Sank you".
Mine negle var godt på vej ud af lufferne og ind i polsteret på stolen. 47 "I sink" mere hjalp hverken stolesæde eller tolerance. Lad mig bare sige det ærligt: Jeg var meget tæt på at kalde på en pædagog.

Jeg er tilbage nu... Og selv en rigtigt mandesyg kæreste er som balsam for sjælen efter prøvelser med ham med overskægget inde fra blå stue, der lyver så stærkt at man skal gøre sig umage for ikke at stirre vantro, kænguru-dansende it-chefer, engelsktalende indere i timelange systempræsentationer - det var der hele børnehaven sov middagssøvn - og meget få kvindelige kolleger, nogle af dem er til gengæld overbeviste om at de får succes vha enten blottet barm eller benhård bitchattitude.

Og hvem var det, der glemte humoren i puderummet derhjemme?

2 kommentarer:

Linda sagde ...

Lene, du skal få Mikkel til at sy en navnestrimmel i nakken på din humor. Jeg havde åbningsvagt igår, og da jeg kommer ind i puderummet ligger der en humor og flyder. Én ting er, at du ikke rydder ordenligt op, inden du tager afsted, men at man ovenikøbet skal gå og flytte rundt på dit rod i dagevis, fordi man ikke ved, hvad for et dyr, man skal hænge humoren på i garderoben, det er altså mangel på respekt. Det gør ondt derinde, hvor man har følelser, Lene. Også på de voksne.

Lene sagde ...

Det var kun noget at humoren som de falske pædagoger glemte. Jeg havde fået den højlydte del med, der fik mig til at fnyse, fnise og mumlekommentere. Det var ikke MIG der glemte den. Jeg har jo sagt at I voksne skal pakke min taske når vi skal på tur. Men der er jo også grænser for hvad man kan forlange af jer falske pædagoger, der ikke engang kan huske hvilket dyr man har. Jeg HAR set, hvordan i hælder bailey i formiddagskaffen og spicer frugtpålægget med ha.. . noget.. lige før I begynder at synge lange sange om at voksne også kan være bange. Og så kan man stå der på lejrskolen og være forsømt. Hvis det ikke var jer, der glemte at pakke hele humoren, så er den blevet taget, da ham den onde gennemrodede vores rygsække ved døren til bussen. Og det bliver SAGT så snart jeg finder ud af hvem der er jeres leder! (Har du set at der er nogen der har puttet smat i dine clox?)