Stærkt inspireret af Lindas indlæg fra igår, vil mine tatoverings-tanker ud.. Og jeg ved udmærket godt, at jeg i skrivende stund er Bambi på vej ud på is, hvor der er er andre holdninger i spil end mine. Og nogen, der har tatoveringer. Jeg beklager, hvis jeg træder nogen over tæerne - og byder enhver diskussion velkommen. Fordomme også, bring 'em on...
Kropsudsmykninger i alle afskygninger er en del af vores kultur, hvor det gælder om at skille sig ud fra mængden, realisere sit selv og vise verden hvem man er. Branding, piercing, tatovering - selv frisurer.
Problemet opstår, når kropsudsmykningen bliver mainstream og dermed udstiller indehaveren som massevare. Det var vel ikke lige det, man havde i tankerne da man blev udsmykket... Amagernummerpladen er et glimrende eksempel. Piger, der lader en mere eller mindre gotisk frise brede sig over lænden, en slags tapet-bort i hud. Superhipt på cirka samme tid hvor man havde okseblodsfarvede vægge og buffalostøvler.
Og de går bare ikke væk, vel?
Så når kroppen ældes, vil borten hænge som på en fugtramt væg. Gulnet i kanten, med udvandede mønstre og udgøre en mindetavle over et monument, der er blevet endnu mere monumentalt eller bare ... sjasket. Tidens vand skåner ingen numser. Tatoveret paraply eller ej.
Hvis man nu var sømænd... sådan en rigtig sømand, som har sejlet på verdenshavene, så er en vejrbidt og falmet tatovering af den gode skonnert velanbragt, når man ligger på plejehjemmet og pimper af lommelærken mens man drømmer sig tilbage til de polynesiske piger.
Men hvis man er ganske almindelig leverpostejsfarvet dansk lønmodtager, som har pyntet sig med tribal-tegn, vikingebånd eller inkamasker mens man er ung og nogenlunde spændstig og ihvertfald kan lade kropskunsten akkompagnere drømmene og illusionerne, hvad sker der så, når man spiller bridge i dagcenteret og ens største fortjeneste i livet har været at være lønmodtager uden de store afbrydelser? Vil kropskunsten så ikke række tunge af en i spejlet?
Selvfølgelig kan man også smykke sig bare fordi man synes det er ville se godt ud. Forfængelighed er formentlig det, der får langt de fleste til at åbne døren til Tato-Bents butik.
Men hvad nu hvis man fortryder at man fik tatoveret den brølende hjort på højre skulderblad,
fik skrevet sin kærestes navn (i en brandert) og nu har en ny kæreste, eller valgte de små trippende kattepote-aftryk hen over venstre balle og nu har udviklet den ondeste kattehårsallergi. Hvad så?
Hvad nu, hvis man får lavet en yndig snoet bort hen over måsen og stolt viser den frem - og finder ud af at resten af omklædningsrummet har fået samme ide? Eller får tatoveret djævelens fjæs på halsen og skal stå fadder for sit elskede Gudbarn i den danske folkekirke?
Her hjælper ingen spytvask... Det går ikke af - og tidens tand hjælper vel ikke på fortrydelsen, når runde buer ikke længere er runde og kærestens navn nu mere ligner en fuld mands forsøg på at tegne en tissemand med kuglepen. Med venstre hånd. Eller når skonnerten er bukket sammen på midten og er på vej mod sit skin(d)barlige forlis.
Jeg skal ikke ha en tatovering.
Jeg kan godt følge hende, der til en vin-samling mente at jeg ellers var type nok til at få sådan en på indersiden af underarmen. Tanken om en pinghviiin lige der blev da hængende et øjeblik. Eller en uge.
Kropsudsmykninger i alle afskygninger er en del af vores kultur, hvor det gælder om at skille sig ud fra mængden, realisere sit selv og vise verden hvem man er. Branding, piercing, tatovering - selv frisurer.
Problemet opstår, når kropsudsmykningen bliver mainstream og dermed udstiller indehaveren som massevare. Det var vel ikke lige det, man havde i tankerne da man blev udsmykket... Amagernummerpladen er et glimrende eksempel. Piger, der lader en mere eller mindre gotisk frise brede sig over lænden, en slags tapet-bort i hud. Superhipt på cirka samme tid hvor man havde okseblodsfarvede vægge og buffalostøvler.Og de går bare ikke væk, vel?
Så når kroppen ældes, vil borten hænge som på en fugtramt væg. Gulnet i kanten, med udvandede mønstre og udgøre en mindetavle over et monument, der er blevet endnu mere monumentalt eller bare ... sjasket. Tidens vand skåner ingen numser. Tatoveret paraply eller ej.
Hvis man nu var sømænd... sådan en rigtig sømand, som har sejlet på verdenshavene, så er en vejrbidt og falmet tatovering af den gode skonnert velanbragt, når man ligger på plejehjemmet og pimper af lommelærken mens man drømmer sig tilbage til de polynesiske piger.
Men hvis man er ganske almindelig leverpostejsfarvet dansk lønmodtager, som har pyntet sig med tribal-tegn, vikingebånd eller inkamasker mens man er ung og nogenlunde spændstig og ihvertfald kan lade kropskunsten akkompagnere drømmene og illusionerne, hvad sker der så, når man spiller bridge i dagcenteret og ens største fortjeneste i livet har været at være lønmodtager uden de store afbrydelser? Vil kropskunsten så ikke række tunge af en i spejlet?
Selvfølgelig kan man også smykke sig bare fordi man synes det er ville se godt ud. Forfængelighed er formentlig det, der får langt de fleste til at åbne døren til Tato-Bents butik.
Men hvad nu hvis man fortryder at man fik tatoveret den brølende hjort på højre skulderblad,
fik skrevet sin kærestes navn (i en brandert) og nu har en ny kæreste, eller valgte de små trippende kattepote-aftryk hen over venstre balle og nu har udviklet den ondeste kattehårsallergi. Hvad så?Hvad nu, hvis man får lavet en yndig snoet bort hen over måsen og stolt viser den frem - og finder ud af at resten af omklædningsrummet har fået samme ide? Eller får tatoveret djævelens fjæs på halsen og skal stå fadder for sit elskede Gudbarn i den danske folkekirke?
Her hjælper ingen spytvask... Det går ikke af - og tidens tand hjælper vel ikke på fortrydelsen, når runde buer ikke længere er runde og kærestens navn nu mere ligner en fuld mands forsøg på at tegne en tissemand med kuglepen. Med venstre hånd. Eller når skonnerten er bukket sammen på midten og er på vej mod sit skin(d)barlige forlis.
Jeg skal ikke ha en tatovering.
Jeg kan godt følge hende, der til en vin-samling mente at jeg ellers var type nok til at få sådan en på indersiden af underarmen. Tanken om en pinghviiin lige der blev da hængende et øjeblik. Eller en uge.
1 kommentar:
Jeg har sådan set kun én kommentar....og det er det her link: http://youtube.com/watch?v=LTlyhki6pwc
Send en kommentar