tirsdag den 18. marts 2008

Observationer om...

Alderdom
Gamle mennesker går i tøj, der var smart, da de selv var unge. Gad vist om mænd går rundt med hængerøv og synlige Bjørn Borg-elastikker når vores generation bliver gammel. Eller om det der med hængerøven kommer helt af sig selv, uanset hvad.
Gamle mennesker har tit åben mund når de går. Og sidder. Som om det bliver sværere at holde styr på begge ender, jo ældre man bliver. Det tyder på, at det også bliver sværere at spise softice, jo ældre man bliver. Allerede nogle af mine jævnaldrende spiser softice på en utroligt grim måde. Der sidder tit noget i mundvigene og hvor ulæx er det lige at der altid, ALTID sidder softice tilbage på tungen, når den næste tungefuld skal slikkes af isen.

Parkeringsvagter
Jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om et mindre ærværdigt job. Ansatte væsler i blå jakker, der står på lur i selv det mindste indhug i en mur, for at nidstirre sagesløse biler i præcis ti minutter. Inden de lynhurtigt - og gnækkende - sætter plastiklommer med observationer i klemme mellem vinduesvisker og nidstirret rude. 510 kroner. Altid 510 kroner. Ikke noget med fradrag for flot parkering eller noget. Ikke noget med ekstrabøde, hvis man har nappet handicap-p-pladsen. Det er bare usselt.
Et job med mulighed for masser af frisk luft, dog.

Bluetooth-headsettet, der aldrig forlod øret
Det er ikke smart. Det giver ikke prestige at gå rundt med konen og købe fire poser frostgrøntsager med sit Jabra-headset på. Med mindre man har brug for det, og hvem har det på en lørdag i Bilka? Det er ganske godt at være beredt, hvis nu naboen skulle ringe og spørge til perlegruset eller noget, og det sker garanteret lige om lidt. At beholde blåtandssmykket på er ligesom at lade cykelklemmerne sidde hele dagen. De skal jo på alligevel lige om 8 timer.
News flash: Bluetooth-headsets er old news. I lommen med det, Onkel Morfar.
Der er noget med, at man(d) med alderen får større ører, så måske mærker elefantørerne overhovedet ikke at den pænt store Jabra-fugl aldrig er lettet. Ligesom kvinder først finder ud af at de har glemt at tage ørenringene ud, når de har lagt brillerne og slukket lyset. Hov.

Ingen kommentarer: