Jeg ved lige præcis hvordan mandag morgen vil være. Den vil være ligesom alle de andre morgener. Og det er noget lort. Noget rigtigt lort, at alle morgener er som mandags morgener. Jeg er ved at være træt af at ligge der og ikke orke at åbne øjnene, mens jeg tænker at der kommer til at ske en af to ting: Enten skærer man kødet af mine knogler og laver det om til mad til stakkels sultne dyr og bruger de hakkede blege knogler til fyld i nogle huller på en skovvej. Så ville jeg føle at jeg gør mere gavn end jeg gør nu.
Den anden mulighed er, at nogen sender specialtropperne ind og redder mig ud af det her. Med helikopter og ridderlige soldater, som vil holde mig i deres stærke favn til jeg er helt i sikkerhed.
Alternativet, at det fortsætter sådan her med mandag morgen hver dag, kan jeg ikke holde ud.
Måske er det, fordi min hadede hoste har sendt sin onde fætter for at holde skansen, da den selv rejste. Jeg er helt i knæ over at have hovedpine og være svimmel. Måske er jeg bare nået dertil, hvor der er for mange store ting at håndtere samtidig og til det punkt, hvor det går op for mig, at jeg rent faktisk skal flytte i hus med ham, der sidder og spiller computer inde på teenageværelset og være voksen og ansvarlig og lægge budget.
Måske er jeg bare Maude-agtig og går op og lægger mig, mentalt, mens jeg føler mig tom og afmægtig og konstant bedømt, vurderet og afprøvet.
Måske er det bare lige nu, at jeg ikke længere kan lade som om at det arbejde ikke har fået mig helt i knæ, selvom jeg trofast har forsøgt at bortforklare det hele med, at det bare er mine egne svagheders skyld, mens jeg loyalt har taget slag på slag i ansigtet af fuldstændigt uforklarligt dårlige arbejdsforhold.
Jeg ved en ting, der er helt sikker: Nu er det nok.
Enter selvværd og egne meninger igen. Enter Lene Blachman. (=Kan godt være at jeg er uforståelig, men jeg siger præcis det, jeg selv tror på, selvom jeg er med i et program hvor laveste fællesnævner tæller dobbelt og hvor man har en kollega, der burde holde sin pop-mund).
Jeg bliver så skideirriteret over småting, som fx at lille pige med utroligt skinger stemme får lov til at spæne skrigende ned gennem bolig-indretningsbutik med utroligt lousy møbler. Så irriteret over, at samme boligbutik vover at være sådan en fucking rip-off-møgbiks og sælge discount til overpris.
Og at Blogspot vælger at være på tværs, så det ser ud som om mine indlæg er kastet ind med en møgskovl.
Stakkels Mikkel må høre på suk og støn og hvæsen over alle lignende småting. Der er mange. I tell ya.
Og hvad kan jeg bruge det til? Ud over at hjælpe kød- og benmelsmanden med at splitte mig ad.
Der er nok noget om at man ikke skal bekymre sig så meget. Det er bare det eneste jeg kan finde på mens jeg ligger der med lukkede øjne og mandage i stribevis. Man kan ikke spille bubble breaker med lukkede øjne.
Er der nogen, der lige gider tjekke at specialtropperne er på vej?
De må gerne sige "nobody puts Baby in the corner" eller noget, når de tager mig væk og overlader det til Rambo at udslette resten, for han er for alvor en bitter mand.
Jeg øver mig i at sige fra imens. Det er vist på tide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar