Jeg ved, hvor jeg har det fra...

Det er gået op for mig, hvor meget jeg kan lære om mig selv, ved at betragte min mor. Mor-ologi er det sidste nye hotte, der meldte sig på banen den anden dag med sådan et skrald, der nær havde fået mig til at tabe riven.  

Mine forældre holder sølvbryllup om ganske kort tid. Stort arrangement. 90 mennesker inviteret. Mor holder selvfølgelig styr på alt, for hun er altid den, der har overblikket og tjeklisten med ting, der skal sørges for, ordnes og sættes flueben ved. State of the nation.

Det er også min mor, der tager teten i at sørge for, at min mormor har den pleje, hun behøver, selvom jeg har 4 sæt onkler og tanter, der nok også kunne tage deres del. 

Nåmen... I venter sikkert på, at jeg taber riven af åndenød. Det øjeblik indtraf, da mit mødrene ophav midt i en hyggelig snak om ingenting og solskin siger, at hun på selve den dag, de holder sølvbrylluppet, vil køre til Mors og hente min mormor. Sørge for at hun får en middagslur, sætte hendes hår. Og så lige sørge for at de gæster, der er ankommet aftenen før også bliver passet op og fodret af, inden hun selv skal være sølverbrud og festens midtpunkt om aftenen. Multitasker-mor har også lige tilpasset mormors tøj, så det passer igen. Selv.

Jeg vil vædde en arv på, at der ikke kommer til at mangle noget. 

I bund og grund burde det overhovedet ikke få et hår til at løfte sig på mit hoved, men i det øjeblik stod parykken lige op i luften, så jeg lignede en havfrue på græs. For jeg kunne jo genkende mig selv. 

Er der ikke kvoter for hvor meget ansvar, man må påtage sig?

Hvad er grunden til at vi partout påtager os alt, selvom det skriger til himlen at det er ud over alle rimeligheders grænser?

Kan man implementere en startspærre eller en overløbsventil inden en af os finder på at lave al maden fra bunden, mens vi simultanoversætter fra tysk og lytter forstående til Tante Ebbas problemer med hoften, mens vi husker at smile pænt? 

Det bliver min søster, der kommer til at hente mormor, sgu.