Hvor melder man sig ud af samfundet?

Jeg er sur idag. Så er det sagt.

Jeg er gal i skralden over ethvert tegn på mangel på omtanke, uanset om det er veninder, familie eller kolleger, der er tankeløse. Irriteret over, at jeg ikke kan høre noget i større forsamlinger, træt af morgen-rutiner og jeg er ret nedtrykt over udsigten til, at det er sådan det bliver ved med at være til jeg udånder og at jeg højst sandsynligt bliver ved med at være bagud med arbejdet lige så længe.

Min krop er forvandlet til at ligne My little Pony igen og jeg har pollenallergi, så det river. Ergo bor Mike Tramp inde i mit spejl for tiden.

Jeg er også så irriteret over de kvinder, der undskylder alt fra gnavenhed til mord med PMS. Det synes jeg er for letkøbt, men dog ikke helt så raserifremkaldende som mænd, der trækker overbærende på skulderen og nedladende siger 'nå nå... det er nok den tid på måneden'. På den anden side... det kunne jo være, at man helt skulle lade være med at forsøge at være omgængelig idag og bare hvæse 'PMS!' til alle der formaster sig til at nærme sig. Det skulle efter sigende virke bedre end peberspray. Ihvertfald er det hurtigere og lettere med sådan en forkortelse end det ville være at fortælle om alt det, der i virkeligheden plager.

Gad vist om man kan skræmme nogen til at aflevere deres million-lotto-gevinst på den måde? Det kunne på mange måder være bekvemt at lide bare lidt af PMS. Ligesom fibromyalgi og whiplash og andre anerkendte, veldiagnosticerede sygdomme.

Jeg må vel nøjes med at sidde her i mine høretelefoner så længe.