Aldrig mere kanelsnegle

Jeg er syg.
For satan i helvede. Et snigerangreb med hævnstyrke fra alle de gange, hvor jeg er sluppet billigt.

Jeg bager jo. Jeg bager i rå mængder og det er sjovt. Det var også sjovt at bage kanelsnegle og fødselsdagsboller, hvor der efter Camilla Plums anvisninger skal bruges både mælk og en hel pakke smør til 24 små boller.
Nogen har glemt at fortælle mig, at der er uhyrlige mængder laktose i selv en lillebitte smagekanelsnegl eller to, når man blander et helt mejeri i fra begyndelsen - jeg havde lynhurtigt fortrængt at den glatte, fine dej var en tikkende bombe for sådan et svagt barn som mig.

Så da jeg tog turen mod fajancen (home sweet home) første gang, forbandede jeg duften af kanelsnegle, der hang tykt og skadefro i luften.

Det gjorde jeg også, da jeg måtte storme ud af sengen anden gang. Og 4. gang. Ved 7. sprint måtte jeg vurdere muligheden af, at kanelsnegle umuligt kan være så potente.

Det har været en meget lidt værdig nat for en dame på min alder. Jeg indrømmer. Jeg er helt drænet for alt vædske indenbords og går under navnet den knirkende zombie her i nabolaget.
Det er utrolige mængder væske man kan rumme - men det gør eddermame nas at undvære dem.

Mine knogler gør ondt. Det føles som om jeg har hofteskred. Jeg fryser på den måde, hvor man kun kan stå helt stille og lade huden krybe omkring de arme knogler.

Det kom så vidt, at jeg måtte bede om hjælp til at skifte sengetøj (dont ask. Det var uværdigt) mens jeg frekventerede fajancen for 17. gang og havde opgivet at tude, fordi der ikke var væske nok til tårer.

Endte med at jeg sov på badeværelsesgulvet mellem spulingerne. Det var heller ikke værdigt.

Jeg er bange for, at det smitter.

Hvis I ikke synes det kunne være hyl at lave en smertefuld klub af knirkezombier med speciale i at vende vrangen ud, så kan vi evt drikke noget cybercola, når jeg lige har fundet en, der har kræfter til at åbne sådan en sag. Jeg skal gerne sende en kanelsnegl, hvis det er.