søndag den 20. april 2008

Kunsten at græde

Der er den langsomme, silende gråd, hvor kinderne bliver stribede og man er enten rørt eller bare ked af det. Og så er der panikgråden, som jeg har fundet ud af, fås i mange varianter:
Panikgråd, hvor man bare giver op, lader knæene give efter og vræler sammenkrummet på gulvet.
Panikgråd, hvor alting hober sig op og presser på, så læsset vælter, men tårerne kun strømmer indvendigt.
Panikgråden, hvor gråden ikke træder frem som gråd, men kommer ud som smadrede døre og kastede puder i ren og skær raseri.
Gråd kræver enten mod eller overgivelse...

Der er én ting, jeg altid har ønsket mig at kunne (ud over at spytte ordentligt, så det ikke siver ned ad blusen): Græde og se godt ud samtidigt. Jeg mener... På film kan de det der med en tåre, der triller ned ad perfektfarvede kinder, men jeg kan simpelthen ikke få det til at virke. Ikke engang i biografen.

Jeg bliver altid helt krøllet i hovedet, øjnene er uklædeligt ophovnede, ansigtet rødt og der er ikke meget skønhed over en næse, der styrtløber. Især ikke når den løber ned til sådan en forvrænget mund.
Sådan kan man jo ikke se ud, hvis der en dag var en, der bestemte sig for at fri til en.

Garanteret snyd, det der på film. Hilary Swank er undtagelsen. Nogen skal jo gøre det ordentligt.

Ingen kommentarer: