Tillidsøvelsen, nissen og planchen

Jeg har efterhånden været på en del kurser med titlen 'personlig udvikling', og hver eneste gang har jeg frygtet, at det var sådan noget med at lade sig falde baglæns med bind for øjnene ned i armene på 6 kolleger, man skal stole på griber.

De fleste gange har det vist sig at være ganske harmløst.
Ofte er jeg kommet hjem fra 3 dages kursus med et maleri, en planche eller endnu en A4-mappe under armen, som jeg har arkiveret længst inde i skabet på arbejdet, hvis artifakterne ikke ligefrem er blevet arkiveret lodret med det vuns.

Nu står jeg i en situation hvor jobbet har nået 'next level' på flere måder. Jeg skal i overført betydning lade mig falde baglæns i armene på en ledelse uden hænder at gribe med.

Så jeg agter selvfølgelig at kaste mig i armene på nogle andre.

Jeg ved ikke, om jeg fik gjort det helt klart, at jeg bare slet ikke bryder mig om tillidsøvelser af nogen art?
Ihvertfald har jeg brugt en del dage (måneder) på at bide i bordpladen og holde på mine rystende knæ.

Selvom det græs, jeg håber, jeg må betræde, er utroligt tillokkende og nærmest så grønt at det kunne være løwn, så er det en ny græsgang. Og mit selvværd er et afmagret øg, der skal tage tilløb til at komme over hegnet.

Så sker det utrolige.
Den selvsamme nisse, der sørger for, at saksene i huset forsvinder på skift, så der konstant kun er en (there can be only one, hvisker han), har sørget for at lægge den planche frem, hvor mine tidligere kolleger har skrevet en masse positivt om mig.

Jeg havde glemt den. Og jeg var næsten ved at tude af glæde, da jeg læste om alt det, jeg er god til og har betydet for dem.
Nu letter jeg, det sværger jeg. Med de ord som brændstof, så laver jeg ponyspring og lander blødt og godt på den nye græseng.

Personlig udviklings-kurser? fint nok.
Jeg tror på nissen, der tilbyder gode ord i tide... Men hvad laver han med de sakse, der forsvinder på skift?