Perfekte kvinder. Nu nærmere en definition

Det hele begyndte med Carl Mar Møller, der interviewede nogle mænd. På Carl Mars gård med gamle biler i baggrunden og cola light på bordet udtalte mændene sig om deres forhold, om deres selvsyn og om at blive bekræftet. Det ville være som et fællesmøde i kollektivets femi-gruppe, hvis ikke det havde været fordi hele sceancen foregik med "Pik er Gud" som udgangspunkt.

- Jeg vil bare gerne have ros, siger så den ene mand. Fotograferet i havebænken ved vinduet, så hans teint fik glød. Jeg vil bare gerne have, at hun siger at jeg er dygtig, et varmt menneske, modig og sådan. Og så skal hun kunne lide det jeg gør ved hende i sengen.

Det kunne en kvinde vel også have sagt... Men så kommer den næste mand frem på skærmen og siger: Er det for meget forlangt at hun rører ved den 4 gange om dagen? Altså... Bare lige nusser den, når hun går forbi, uden at den behøver blive stiv eller noget. Altså... ud over det andet sex? Jeg mener... 4 gange ikke ret mange sekunder, det hele kan overstås på under et minut om dagen.

Se.. DET ville en kvinde aldrig have sagt. Hun ville ihvertfald aldrig have sat minuttal på.
Er mændene hos Carl Mar måske truede af, at deres kvinder er blevet så stærke, at det er dem, der har deres velbefindende i deres hule hånd (så at sige)?

Den perfekte kvinde ville rose. Den perfekte kvinde ved jo godt, at hendes mand skal have en medalje når han har udrettet noget godt. Selv det at tømme opvaskemaskinen bør udløse en medalje, for det er godt givet ud.

Den perfekte kvinde kan godt lide at se manden ranke den brede ryg og stråle som en dreng, der har scoret mål og fået ny fodboldlap på knæet. Og den perfekte kvinde ved godt, at en mand, der får ros, bekræftelse og medalje er bedre til at give opmærksomhed end en mand, der går og synes, at ingen ser alle de knagerækker han sætter op og alle de armaturer, der står og skinner.
Hvis man husker at bekræfte sin partner, så er der også en rimelig chance for at man slipper for den slags sekundtællende tiggeri, fordi manden så er bekræftet i at han er ... Manden.

Da der blev sammentalt tid for 4 gange skridtberøring i vores fjernsyn fik manden her i huset ihvertfald nok og slukkede resolut for reportagen fra Foreningen Klynk. Med det der grynt, som jeg kender gennem flere generationer af stærke mænd, blev Det Forsømte Lem bortvist fra fladskærmen inden han kunne bringe mænds urørlige styrke mere i tvivl og ihvertfald inden han tog guitaren frem og sang 'rør ved mig'.
Nogen kiggede selvfølgelig beundrende på manden i husset, som han sad der med en rygende fjernbetjening og lignede Chuck Norris i øjnene.

Den perfekte kvinde er nemlig den, der forstår den slags.
Hende der roser og beundrer, mens hun husker, at det ikke er med i jobbet at åbne munden og beklage sig over at håret er umuligt idag. Eller noget med at hun føler sig gammel. Og husker, at det er fuldstændigt uhørt at beklage sig over mandens indsats eller noget, der kunne antyde, at hun ikke stoler fuldt og fast på ham. Med mindre man vil falde ud af rollen som perfekt kvinde og se de fatale konsekvenser i øjnene.

Jeg antager, at det at være en perfekt kvinde ikke er det samme som at være en ufejlbarlig kvinde. Nogle fejl og svagheder er endda meget velkomne - især dem, der bekræfter manden i at han er helt uundværlig. For ikke at nævne dem, der giver ham håneretten og får ham til at styrte direkte til telefonen for at ringe til gutterne og skrige af grin sammen med dem.

Et eksempel, som jeg lige river direkte ud af den blå luft og som er helt og aldeles hypotetisk, kunne være at parkere lidt for rask, køre ind i en beton-pille i en p-kælder og raspe lakken af højre bagskærm på sin helt egen bil.