Er der nogen, der har set min hukommelse?

Overblik.
Styr på stumperne.
Det er mig. Jeg ved præcis, hvad der mangler at blive lavet og hvor mine kolleger befinder sig. Mit speciale er at organisere søndagsfamilie-kaffe. Der skal ikke mangle noget, da.

Når jeg ikke har det godt og er presset enten på fysikken, velværet eller dagens timer, har jeg ikke styr på nogle af de små detaljer og det er svineheld, at jeg som regel ender med at huske at trække vejret og finde min tandbørste, mens jeg drøner rundt i cirkler om mig selv.

Det er ingen hemmelighed, at det sidste lange stykke tid har foregået med en følelse af, at nogen pakker mit hovede ind i vat, hælder 2 dl finsprit i mig og så snurrer mig rundt inden de ønsker mig en god dag, så det var en kæmpe lettelse at lande på hotellet sidst på eftermiddagen, løbe en tur og finde ud af, at jeg befinder mig midt i et område, der er vildt spændende. Løbeturen havde blæst vattet væk og jeg nærmest spurtede hjem på hotellet, så jeg kunne tage kameraet med ud og fange motiver.

Kastellet. Gefionspringvandet lige i den vinkel, hvor tyrenes kraft danner bund for gudinden. Valkyrien. Soldaten, der tror han kan gemme sin cigaret inde i sin hule hånd. Brudekjolen. Den store grønne port af en dør med det fine, blanke nummerskilt på. Lyset ud over prinsessens bastion. Ryggen af forretningsmanden, der kiggede ud over vandet inden han samlede mobilen op fra brostenene og gik hjem. Vandets mørke bagved. Nyboder.

Og hvem er det så, der har glemt at lade kameraets batteri op? Hva?
Umuligt. Jeg kan blive nødt til at flytte herover permanent for at rette op på den sag, for det kan vi ikke lade gå upåtalt hen. Jeg har allerede lykkeligt glemt, hvor dyr en lejlighed på Esplanaden er.