Den loyale grænsevogter?

I perioder har der ikke været daglige billeder fra bestyrelseslokalet. Ikke fordi der ikke har været noget at skrive om, men mere fordi der har været for væsentlige og personlige emner at skrive om.
Jeg går ind for åbenhed og vil hellere høre bloggeres ærlige overvejelser end jeg vil læse polerede beretninger fra et liv, der helt tydeligt er censurerede, men der er en faktor, der gør, at jeg ikke altid skriver lige fra hjertet og hælder bramfrit ud: Loyalitet.

Jeg skriver ikke om mit parforhold her på bloggen, for uanset hvad jeg vælger at skrive, så vil det påvirke min partner uden at han har nogen mulighed for at tage til genmæle, kommentere eller være enig i samme medie uden at bloggen bliver til et udstillingsvindue.
OK... så er der jo også en grund mere ud over loyaliteten: Stolthed. Jeg har før fulgt med på blogs, hvor jeg til sidst måtte melde fra, fordi bloggeren blev alt for privat og brugte bloggen terapeutisk. Tudeblogs (og haveblogs) er bare for alt alt for meget.

Jeg er meget bevist om, at nettet ikke er en godt gemt dagbog.

På den anden side, så elsker jeg at følge med i de blogs, hvor grænsen mellem privat og personligt bliver vogtet med humor og finesse, så ... balancen er hårfin. Det et mest loyaliteten, der holder mig tilbage.

Nå men... det var bare lige en forklaring...