Stop all the clocks, cut off the telephone, Prevent the dog from barking with a juicy bone, Silence the pianos and with muffled drum ...

Den seneste tid har været overvældende. Det er en markant og mærkbar ændring at få nyt navn. Hele min skoletid (og børnehavetid) har jeg været Lene J. Og det er jeg bare ikke mere.
Jeg er nu ret glad for mit nye navn, men jeg har ikke helt forstået, at det faktisk er mig, der hedder det. Det er derfor jeg konstant præsenterer mig med mit gamle navn i telefonen og ikke helt kan lade være med at grine lidt nervøst, når jeg siger: Min mand.
Jeg har en del at fordøje.

Ugen har budt på to lige så tankevækkende meddelelser: To bekendte har fortalt mig, at de har mistet deres far. Den ene fortalte det på mail og den anden med ansigtet vendt væk fra mig, men i begge tilfælde har det været klingende, lysende klart og tydeligt, at de begge er overvældede af dyb sorg og meget påvirkede af, at deres far ikke er mere. Læg dertil, at et overhoved i en meget kær gren af familien for nylig har fået en af de diagnoser, som man bare ville ønske ikke fandtes. Han skal ikke dø. (Vel?)

Jeg har selv stået ved min svigerfars dødsleje og set på nært hold, hvordan tabet af en forælder påvirker de voksne børn. Uanset om de har haft mulighed for at forberede sig på, at døden vil komme, eller om de bliver pludseligt mindet om, at livet er flygtigt, så har de følt, at tæppet er revet væk under dem og at den voksne vinge ikke længere giver skygge.

Jeg ved ikke, om savnet af forælderrollen bliver forstærket af bevidstheden om, at man nu er voksen, ældst i rækken. Der er ikke længere nogen far, man kan ringe til, når der skal sættes hylder op og man har lyst til at give ansvaret til en voksen. Nu er man selv den voksne og ... hjælpeløs.
Jeg kan kun se på de mennesker omkring mig, der har mistet en forælder, for lykkeligvis har livet endnu forskånet mig for, at døden har hentet en af mine. En anden slags tab og fravær kan vi tale om en anden gang. Uanset om børnene har været selvkørende og egentlig ikke haft et nært forhold til forældrene eller om de har været fars pige og ringet hjem dagligt, så har de alle stået som var de med et slag frygteligt alene og kigget forundret ned af sig selv, fordi voksentøjet føles alt alt for stort.

Der er regler. Den ene er, at forældre ikke må dø.

Sygdom og hjerneblødninger er bare dybt urimelige og uretfærdige. Det forstyrrer min retfærdighedssans og jeg har ondt i hjertet af medfølelse med dem, der har mistet. Og med de af jer, der lige nu sidder og tænker på at jeres forældre aldrig, aldrig må dø.