Jeg har fået en bog lige i masken

Jeg har aldrig grinet så meget, som da jeg læste Michael Laudrups tænder af Majse Njor og Camilla Stockman. Den forenede min yndlings-selvindsigts-humor med et viruost sprog og nogle utrolige betragtninger. Derfor måtte jeg også bare læse deres 2'er, som er mindst lige så velskrevet - ikke helt så letbenet, men helt til kernen.

Den ramte noget, fandt en tone i mig, og jeg er lettet over, at to af de forfattere, som jeg har stor respekt for, i bund og grund er nøjagtigt lige så bange, fortvivlede og på jagt efter de store sandheder som jeg er.

Der skulle bare være en advarsel på lige netop den bog om, at man ikke må læse den i min tilstand. (Jeg er IKKE gravid).
Når man netop har taget et stort og forpligtende skridt, mens man holdt vejret i panikangst over, at livet måske ikke er som det plejer at være på den anden side, for pludselig at skulle opføre sig som en voksen og samtidig følte en stor glæde over at indgå i noget så stort af de helt rigtige grunde, så må man ikke læse om, at selv harmoniske forhold kan komme i krise og dyr blive sendt på internat.

ER det så mærkeligt, at jeg sidder og glor lige ud i luften, når store og vigtige ting i mit liv bliver smadret lige op i fjæset på mig? Jeg skulle måske ikke have læst den helt så hurtigt (den røg lige ned), når jeg godt ved, at den slags emner, serveret pr bogstaver og humor, er som en stiv finger lige i sjælen og kræver timer i kaffemarinade og enorm trang til eftertænksomheds-bland-selv.

Jeg fik hele bogen lige i masken og hvis man ser godt efter, vil man kunne finde et spejlvendt aftryk af Charlie Hotel Oscar Kilo i mit paralyserede åsyn.

Vildt god bog. Jeg læser den igen. Gad vist om jeg stadig vil tude indvendigt og grine udvendigt næste gang.