Ned ad bakken kommer to piger i fuld fart. Den ene på cykel og i ble, fordi det er for varmt til andet. Den anden på løbehjul og i trusser og t-shirt. De støder sammen, og det lyder som om de trækker hinanden hen over asfalten med ansigtet nederst og efter skrig og metalliske lyde at dømme, må der være mindst en meter hudafskrabning med grus i og et brækket ben. Ret voldsomt og jeg retter mig op i havestolen for at kunne ile til for at tørre blod op.
Den ene pige kører i fuld fart ned ad bakken, ud mod den store vej og drejer i sidste øjeblik skarpt til højre. Der er bare ingen bremser på sådan en gå-cykel og det er svært at se ud af øjnene, når det er knebet helt sammen og resten af ansigtet er en stor skrigende, åben mund.
Enhver mor ville være sat i en spurt for at forhindre at yngsten blev kørt over og grebet hende i luften for at vende tilbage til den ældste datter for at knuge dem begge tæt ind til sig og nåh'e indtil gråden forstummede. Frygten og adrenalinen ville sidde i kroppen i flere dage.
Denne far steg ikke af cyklen. Bremsede let ved siden af den ældste datter for at samle hendes løbehjul op, konstatere at hun kunne stå og gå og derefter trillede han ned til blebarnet. Stadig på cyklen og med den første datter hinke-løbende ved siden af. Begge unger hylede i vilden sky, men fulgte med ham, da han satte løbehjulet ned igen og bad ungerne sætte igang. Ingen ynk.
Og gråden forstummede, mens døtrene hikstede, at det også bare var fordi de ikke havde nogen sko på.
Længere oppe af stien kunne jeg høre jublende latter, da de alle tre kørte om kap hjem og få plaster på.
4 kommentarer:
Super indlæg! Jeg er 100% enig. Mere far på banen. Jeg elsker mine unger, men jeg har prøvet ikke at være pylret - det lærte jeg ret hurigt af deres far. Scene: Lille 1-årig datter på vej op til stor rutjsebane. Pylret rammer min hjerne. Faren siger: Prøv lige og se om hun kan klare det! Jeg går et skridt tilbage og hun klarede det sgu. Den tilgang har jeg praktiseret lige siden. Om det er heste/ridning,tage bussen alene og nu Roskilde Festival. Jeg stoler på, at de kan, mine unger (er det sket, at de har haft brug for plaster og omsorg, har jeg ikke gjort det store drama ud af det. Ingen grund til panik, før der er grund til panik - så at sige).
Ser til gengæld rigtig mange mødre, der lettere hystisk hiver børnene op i favnen ved den mindste lille risiko - og indpoder den med grundangst for livet.
PS. Dit indlæg om kvinder og karriere var super. Vi ved det jo godt. Men hvad skal man gøre?
Personligt mener jeg, at man kan starte med de små piger og mere far-attitude på banen. Se det er ægte feminisme!
Jeg har ikke selv børn, men jeg kan godt se, hvad det gør ved børn, når de hele tiden har sufflør på deres handlinger. Pas nu på at du ikke falder i sjippetovet, pas nu på at du ikke falder ned fra træet og slår dig, pas nu på for verden er farlig! Stakkels overbeskyttede børn står dagligt og stirrer paralyseret på alt det spændende. Børn skal ha hudafskrabninger på knæene og succesoplevelser i maven, når de bliver puttet i en tryg seng om aftenen. De skal ikke pakkes ind i dun 24 timer i døgnet.
Cool far! Kan kun håbe på at jeg selv bliver sådan når jeg engang får børn
Det drejer sig i bund og grund også om at ungerne skal lære, at de kan selv. Hvis de bliver pylret om og assisteret i hoved og røv lærer de, at de ikke kan og mister den grundlæggende selvtillid, de havde med sig, da de blev født og var nysgerrige på Verden og deres egen plads i den.
Send en kommentar