Kunden er utilfreds, fordi en lillebitte detalje ikke er som hun har drømt at den skulle være. Det fylder pludselig alt.
På arbejdet er vi solidariske, vi løfter i flok og deles om opvasken. Især her i sommerperioden. Eller... det er ihvertfald nødvendigt at vi skiftes til husarbejdet, og derfor har jeg de seneste mange morgener spænet rundt og tømt opvaskemaskine, vandet blomster, ryddet op og været enormt ansvarlig. Fordi jeg gerne vil.
Efter en virkelig omsorgsfuld handling her til morgen - der inkluderede at lave kaffe til de andre - var kommentaren: Du har glemt at tørre bordene af.
På hjemmefronten sørger jeg for, at jeg ihvertfald har taget min del af ansvaret for at sørge for matriklens ve og vel og jeg sørger også for at begge drengene er vel fodrede og har det godt.
Kommentaren er uundgåelig. Der er altid en eller anden detalje, jeg har glemt, fordi jeg med fuld fart på og tungen koncentreret i mundvigen har overset noget.
Her mens jeg er på vej op på korset og tænker over, hvordan hulan jeg skal få sømmet banket i den anden hånd, er der også en anden tanke, der fylder: Hvordan får man gjort opmærksom på det dybt urimelige i at alt det, der bliver gjort med velvilje og ansvarlighed ikke tæller, fordi ingen lægger mærke til det, mens den lille detalje kommer til at være stemplet med 'sjuske' man får i panden?
Og hvordan gør man det, uden selv at lyde urimelig?
5 kommentarer:
Det er vist bare den meget velkendte danske glasset-er-halv-tomt-indstilling-til-livet, der gang på gang viser sit grimme fjæs :-(
/Runa
Man kan også lade være med at påtage sig det hele på kvindemåden. Den her überansvarlige måde,hvor man ser og gør alt. Selv skred jeg ned fra korset for nogle år siden. Hvilken lettelse!
@susling: Jeg er ret sikker på at det er løsningen, og sikkert også måden at undgå stress. Men.. to spørgsmål melder sig så:
Får man ikke bare flere kommentarer om at man svigter?
Hvordan stiger man af korset og lader være med at se alt det, der skal laves?
Man kan lave en blogpost om det?
Altså: Laver man en løsning til en kunde, skal man selvfølgelig levere varen. Det har jeg altid gjort - og meget samvittighedsfuldt. Jeg er bare holdt op med at påtage mig ansvaret for andres svigt eller at forsøge at dække over dem. Den slags sled mig op før i tiden. Nu har jeg bestemt mig til, at andre sgu selv må stå til ansvar for deres.
mht. oprydning på arbejdspladser, der begyndte jeg at lade være med at "gøre" det hele. Stod der kopper og den slags, så tog jeg dem ikke. Jeg "overså" dem. På et tidspunkt er der andre, der reagerer og så kan vi gøre det i fællesskab.
I mit hjem slog jeg næven i bordet og sagde: Det her er vi fælles om! Det er lige så meget jeres hjem som mit...og så begyndte jeg at ignorere nullermænd og den slags...Så var der pludselig andre i hustanden, der begyndte at byde ind, fordi de synes, der blev for meget.
Kort sagt: Jeg gik fra yndig perfektionista til halvgammel "jeg er her også'er!"
Tærsklen for hvornår andre griber ind kan selvfølige være meget højere end min. Men her handler det om tålmodighed og noget tillært egoisme.
Tættere kan jeg ikke komme et svar. Men jeg synes også det er noget, der har udviklet sig med alderen...
Send en kommentar