Jeg kan ikke mindes, at jeg før har slettet et blogindlæg, men nu har jeg gjort det.
I lørdags skrev jeg et indlæg om, hvordan jeg har været i stand til at nyde min fødselsdag, fordi jeg har lagt kontrollen og perfektionismen fra mig. Jeg beskrev i den forbindelse en kvinde, der ER meget kontrolleret. Jeg beskrev også, hvordan den kontrol blev udmøntet og hvordan den påvirkede andre.
Nu skriver jeg ikke blog for at såre andre mennesker og hænge dem til tørre. For det første er min lille blog nok ikke mediet til det og for det andet er det ikke - og vil aldrig blive det - noget jeg vil stile efter at gøre. Jeg har før skrevet, at der er dele af mit liv, jeg ikke kan omtale her, fordi jeg ikke vil gøre mennesker i min nærhed kede af det eller stille dem i en ubekvem position.
Der skete det, at jeg blev kontaktet af en bekendt, der troede, at det var hende, jeg beskrev. Og hun var inderligt ked af det. Og så fjernede jeg indlægget. Ikke fordi jeg ikke står bag budskabet om, at der ligger meget nydelse i at skrue den indre Monica af, men fordi jeg ikke vil være bekendt at min retorik og mine billeder sårer andre mennesker så meget.
Det er en indskrænkning af min ytringsfrihed, ja.... Men min ytringsfrihed skal ikke udnyttes for så høj en pris.
Jeg beklagede overfor min bekendte. Ærligt og dybfølt.
Og så beklagede jeg overfor de af mine venner, der blev bragt i en dum situation, fordi min bekendte blev så ked af det. Mindst lige så ærligt.
Idag er jeg så blevet kontaktet af to andre i min omgangskreds, der tror, at det er dem, jeg har beskrevet. Begge meget ulykkelige og meget vrede.
Og så stopper festen altså.
Det kan godt være, at jeg er mere dygtig til at beskrive det menneskelige væsen, end jeg lige tror, men jeg har også meget svært ved at finde stoltheden i den evne.
Det kan også godt være, at de læsere, der har følt sig beskrevede, er overbevist om, at det er dem, jeg har tænkt på. Også uden at have ret. I og for sig må det stå for egen regning. Men i og for sig er jeg også utroligt ked af, at det er sådan de har det. Og at det er min skyld.
Faktum er, at jeg har samlet lidt sammen af de personer, jeg møder og påvirkes af, for sådan gør jeg.
Jeg betragter andre mennesker, men mest for at spejle mig selv i dem.
Det, jeg beskrev i mit nu slettede indlæg var mest mig selv. Mig selv, der blandt de nærmeste er kendt som Mormor, fordi der altid skal være noget at byde på. Der skal være planlagt og købt ind. Der skal være nok. Og det skal se ordentligt ud. Jeg er kendt for at tænke alt for meget på, hvordan andre mennesker tænker om mig.
Det er også et faktum, at nogle af de mennesker, der har fundet sig selv i min beskrivelse, ER i min beskrivelse.
Dog ikke som hovedmotiv. For den rolle tager jeg. Mig. Mig. Mig. Mig og min kontrol. Mig og mine fejl. Mig og min utilstrækkelighed.
Lige nu har jeg mistet lysten til at blogge. Prisen kan være for høj.
tirsdag den 4. maj 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
10 kommentarer:
Det er lige præcis DERFOR at jeg blogger anonymt, fordi folk har det med at genkende sig selv i det man skriver, selv om det ikke handler om dem.
Jeg kan godt lide din blog, samt dine gode beskrivelser af miljø og personer, det giver mig et indblik i en verden jeg ikke selv kender.
Håber du fortsætter.
Jeg forstår godt, du ikke vil fastholde din ytringsfrihed for en hver pris, men jeg synes også godt man kan sætte en lidt federe streg under, at man læser med på eget ansvar.
Jeg nåede ikke at læse dit nu slettede indlæg, så jeg kan principielt ikke udtale mig om det.
Men alligevel.
Hvis man virkelig kan identificere sig med den person du beskrev, burde man så ikke tænke lidt over hvorfor, i stedet for at blive vred og ked af det?
Burde man ikke tage det lidt til efterretning, hvis man føler sig truffet på en måde, man selv synes er dårlig? Hvis du forstår, hvad jeg mener?
Jeg synes ikke de er helt fair overfor dig.
Hej hallo
Jeg holder meget af din blog. Også når du ind imellem laver en fuldtræffer på mig uden at vide det. Tror nok, at jeg faktisk har meget godt af at blive spiddet.
Jeg har heller ikke læst det indlæg, du slettede. Men jeg håber, du vil fortsætte.
Mange hilsner
Helle
Det er da super ærgerligt, at dine venner føler sig truffet, når indlægget nu ikke var møntet på dem. Men forhåbentlig tror de dig, når du siger, at det ikke er dem?
Uanset hvad, må jeg være enig med Aurelia i, at HVIS de føler sig truffet, må det stå for egen regning og de må kigge indad, hvis dit indlæg fik dem til at tænke på sig selv. For så er det jo netop sådan de ser sig selv?
For mig handlede dit indlæg mere om at beskrive en bestemt type menneske, end at hænge nogen ud. En type vi alle kender, hell, vi har vel alle en i vores omgangskreds? Og mange af os har vel selv en snert af Monica-like-tendenser, når det tager os?
Men det kan ALDRIG blive DIT ansvar, hvis du i dine beskrivelser giver os associationer til vores egen indre Monica. Det er ikke din skyld, at hun er der til at starte med. Det må vi selv ligge og rode med. Du er fri til at beskrive lige præcis hvad der passer dig!
Op med humøret smukke du!
Kh en anden mormor ;-)
Kender dig ikke... tror jeg da i hvertfald ikk...
Men jeg holder af at læse din blog..
Du rammer tit plet... I hvordan jeg har det.......... Og det er sgu super dejligt at finde ud af.,.. at man trods alt ikke er helt mærkelig... eller ikke alene om at have det "sådan"
Lige meget hvad vi gør og hvornår vi gør det, kan vi komme til at få nogen til at føle sig jokket over tærene...
men... Er det nødvendigvis vores skyld ??? Eller det det andres dårlige et eller andet... Der så føler det nemmere at give os andre skylden ???
Hmmmm er der i orden ???? Nej vel...
Din blog er vel også din ventil... lige som en blog er for mange af os andre..........
Håber du finder lysten frem igen !
Hey,
jeg kan sgu godt forstå du overvejer hvor høj prisen for at blogge må være. Og jeg kan godt forstå du har slettet indlægget og beklaget overfor de mennesker der følte sig udleveret.
Jeg har læst indlægget, men jeg må indrømme at jeg altså ikke kan huske hvad der stod, andet end at du havde haft en fødselsdag der var anderledes end de plejer at være.
Jeg synes nogle af de ærede kommentatorer ovenover er lidt barske, når de siger at det er folks eget problem, hvis de føler sig stødte af det du skriver.
Der er nok ingen tvivl om at de ærede kommentatorer har ret i, at man må og skal skrive lige nøjagtig hvad fanden der passer én på sin egen blog.
Men jeg kan også godt forstå du sletter og beklager, når du ude i virkeligheden konfronteres af mennesker der er vrede og kede af det, og som du (forhåbentlig stadig) skal have i dit liv og se og snakke med igen.
Hvis man selv synes man har kvajet sig, så synes jeg det er flot at stikke en undskyldning, selvom man i princippet har ret til at sige hvad som helst.
Man kan håbe, at denne historie kunne være en anledning til at få snakket med hinanden om hvordan den indre Monica virker i os alle sammen, og måske endda være anledning til at vi tilgiver os selv og hinanden for ikke at være perfekte mennesker.
Jeg håber virkelig ikke du holder op med at blogge, for jeg nyder at læse hvad du skriver, og ikke sjældent må jeg grine højt når du er skarp. Lige så ofte må jeg tænke "Av, dén sad" og så griner jeg lige knap så højt.
Det er verdensklasse. Keep it up.
De bedste hilsener
Lene K
Nå, så var det så ikke lige det indlæg jeg troede det var, kan jeg se... Dooh!
Men resten gælder stadig!
/Lene K
Uden det her skal svinges op på et højere plan, så er jeg heller ikke fortaler af ytringsfrihed for enhver pris.
Jeg går bestemt ind for at man tænker før man taler og har sit publikum in mente. Desuden har man et (med)ansvar for hvordan man bliver opfattet af andre.
Men selvom man tager de ovennævnte ting i betragtning og i øvrigt har de bedste intentioner, så får man ørerne i maskinen en gang i mellem. Det sker, og jeg bliver altid ulykkelig når det sker for mig. Man fletter næbet for en tid, men "inside wants out" fordi man har noget på hjerte. Så på et tidspunkt åbner man munden igen. Fordi man simpelthen ikke kan lade være.
99% af tiden er det herligt når det er "de andre" der bliver spiddet og aldrig rart når det er den ene procent som rammer plet på en selv. Specielt når man ikke har lyst til at indrømme at der nok er noget om snakken.
Men det er en pris man må betale for at læse bl.a. denne blog og få 99% underholdning med skarpe observationer af den menneskelige natur samt (ikke mindst) bloggerens velvillighed til at udstille egne fejl og mangler, samtidig med at spidde andre.
Så essensen er: Fortsæt nu med at blogge. Hvis vennerne er rigtige venner (fade in Jodle Birge) så accepterer de din undskyldning og kommer over det.
Jeg er helt enig i, at man skal kunne stikke en undskyldning, når det er på sin plads, og at man ikke skal ytre sig udelukkende for ytringsfrihedens skyld, og slet ikke hvis det rammer nogen man holder af. Men det var jo heller ikke det der var tilfældet med indlægget, og det var i hvert fald ikke det der var hensigten. Så vidt jeg forstod.
Det var en beskrivelse af en situation og en bestemt (stereo)type menneske. Hvis man føler sig ramt af en beskrivelse, kan man da ikke drage forfatteren til ansvar. Men i stedet må man overveje, at hvis man tror, at det er sådan verden ser en, og man har et problem med det, om det så ikke er på tide at tage ansvar selv og ændre sig? For HVIS det reelt er sådan de er som mennesker, er det jo alligevel ikke Lenes skyld! Heller ikke selvom hun har trykket på en øm knap.
Av, på så mange måder. Jeg håber du rejser dig igen.
Send en kommentar