En meget nær bekendt af mig har fået et luksusproblem. Ikke desto mindre er det et problem, der får hende til at stirre tomt ud i luften af bare vægelsind og det har - Gud bedre det - fået hende til at spørge mig til råds også.
Hun har et godt job, som hun i det store hele er glad for. Hun får udfordringer, der nogle gange er lige udfordrende nok for en humanist som hende. Humanist sagt helt u-nedladende. Det er fint at være humanist.
Og så lyder det som om hun for første gang har fundet kolleger, som hun har det rigtigt godt med. Hun trives, selvom hun skal timeregistrere og selvom hun arbejder i en branche, der er rimeligt mærket af den der finanskrise.
Jeg tror ikke, der er en jobsikkerhedsordning, der hvor hun er, og faktisk lyder det som om at hun ikke altid er fri for at være under pres, selvom hun møder forståelse for behovet for fleksibilitet og hjemmearbejdsdage.
Nu er hun blevet opfordret til at søge en anden stilling i et andet firma, som på papiret er drømmestillingen. Change management og kommunikation og undervisning og bare så meget luksusproblem. Det er en udfordring, for der er krav til at træde i karakter og til at kommunikere mens der planlægges og bare arbejdes igennem. Det er en chance for at fokusere på det, hun er god til, selvom hun skal fokusere hårdt og løbe meget stærkt og rejse mange dage om året.
Derudover vil hun kunne tjene nogle tusindkronesedler mere om måneden, uden at jeg præcis ved, hvor mange vi taler om. Der er en økonomi, der gerne vil have snitterne i de penge.
Hvis hun tager springet, tager chancen og holder vejret. Uden at sige for meget, har hun ikke ligefrem ro på hjemmefronten og der er ikke nogen mand, der lige kan iføre sig skåneærmer og indkøbsseddel.
Så hvad gør den gode veninde? Minder hende om, at hun i virkeligheden går og drømmer om at vinde i Lotto, så hun kan blive hjemmegående blandt sine bøger og kun arbejde 15 timer om ugen i noget bestyrelses-noget mens hun føder børn, eller støtter hende i at forfølge karrieren og husker at sige, at hun har evnerne til at løfte opgaven?
Næ. Veninden (mig) siger, at en lønforhøjelse skal være stor nok til at der kan ansættes en gartner og en husholderske, for ellers er det ikke det værd. Ledsaget af en hel masse 'på den anden side'r og tvivlende suk.
Jeg kan heller ikke afgøre det, selvom jeg ser det udefra og ikke har hverken karriere eller nattero i klemme.
Nogle gange ønsker jeg mig Det gode Råd tilbage.
tirsdag den 13. april 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Uden at det skal lyde forkert, så er jeg selv havnet på den hylde der hedder "drømmejobbet + fed løn".
Men... i sidste ende så skal det være lysten og interessen og de gode kolleger osv. der skal holde ilden kørende i et krævende job.
Lønnen skal være ok, men er det JOBBET, så skal hun FGM søge det, ellers vil hun fortryde.
Var jeg ven til hende, så ville jeg sige at hun skulle gå efter jobbet og teste om den måde at arbejde på var hende.
Og hellere gøre det på den her side af bleskifte og vågne nætter. Og vil et firma ansætte en pige i den børneklare-alder til et krævende job, ja så har hun det der skal til i deres optik.
Sig hun skal gå efter jobbet og vær en god veninde og støt på den måde DU kan, når hendes dagligdag ind i mellem bliver lidt hård.
En ting er sikkert; søger hun det ikke, vil hun fortryde det!
Kh
Jacob
Jup søg det, så kan man altid sige nej tak bagefter, hvis man får det.
Hvordan ved hun, om det er det rigtige - uden først at have droppet det gode job, hun sidder i nu? Hmm?
Mænner?
Hun kan vel søge jobbet og se om hun får det, derefter tage en beslutning om hun vil gå videre med det?
PS er du ikke glad for mine kommentarer jvnfr forrige posts kommentarer?
Jeg har fået henvendelser udenfor bloggen også. Det lader til, at der er spørgsmål, der ikke kan stilles her.
Jeg skal se, om jeg kan svare jer, der har skrevet mail, men hav lidt tålmodighed.
@Uden Relevans: Se nedenfor.
Send en kommentar