Jeg fulgte TRAFIKKEN!

'Jeg kan altså ikke lide, når der står nogen på de der broer', sagde jeg til kollegaen, da vi kom kørende på motorvejen.
Hun så op fra sin iPhone og konstaterede tørt at i lige netop dette tilfælde kunne hun godt forstå det.

Laserhastighedsmåler.

Motorcykelbetjent og vinket ind til siden.

Jeg har altid ønsket at gøre alvor af at lave den gestus, hvor man rækker hænderne frem, lægger håndledene over hinanden, klar til håndjern, og ledsager det hele med svaj i lænden, store flirtende øjne og ordene: 'jamen, hr betjent, jeg kørte også alt, alt for stærkt', men lige i den situation tænkte jeg kun lige kort over det og afskrev muligheden.

Min kollega undrede sig over,  hvor roligt jeg forholdt mig i situationen, men hun vidste jo heller ikke, hvor mange gange det er øvet igennem med Linda. (Ikke på DEN måde!)
Det virkede så bekendt og dog så fesent.

Jeg accepterede. Anerkendte, at jeg havde kørt 142 km/t, at der blev fratrukket 5 km/t i usikkerhedsrabat og ønskede ham en god dag. Jeg huskede, at jeg ikke skulle sige tak, da han rakte mig bødeforlægget.
Selvom jeg inderst inde synes, at det er fair nok, at jeg efter så mange københavnerture med 142 km/t får en bøde, så ville jeg alligevel ikke takke for at skulle aflevere kr 1000 og bringe 1 stk politimås i fare, som den stod der og strittede ud i indersporet på motorvejen.
Der var ikke engang håndjern involveret. 
Fesent.

Til gengæld kørte jeg nogenlunde efter hastighedsgrænsen næsten hele vejen hjem. Så meget som jeg nu turde, for det er fandeme FARLIGT at køre 110 når alle de andre blæser afsted med 142.