fredag den 23. april 2010

Gå efter bøssefrisøren. Ham med massagestolen

Engang var jeg hos en frisør og fik tildelt en elev, der til gengæld tildelte mig ikke så lidt smerte. 
Hun har en tvilling.

Mit hovede har gjort ondt på migrænemåden i to dage, min nakke er spændt som parallelle pumpede hamburgerryg, jeg er sur og gnaven og træt af at knokle uden at gøre en forskel, så hvad gør den kloge?
Tager til frisøren. Hovedbundsmassage, here I come.  Oh, bare at lukke øjnene og nyde 3 smertefrie, betjente minutter.

Jeg burde have set det, allerede da jeg hilste på hende, for hendes eget hår så ud som om det havde forsøgt at flygte så langt væk fra hende som muligt. Og var blevet indfanget af ublide hænder.

Hun gik ned i knæ, hver gang hun tog et børstetag for at få det rigtige moment. Kunstnerisk. Hun blev ved med at løbe hen og sætte telefonen på plads med en armbevægelse som om hun bowlede, mens mine fingre greb lidt hårdere om armlænene i forsøget på ikke at forestille mig mit lange hår fanget i den bevægelse.

Hovedbundsmassagen... Oh gru.
Jeg plejer at placere mine fajanceaftryk i panden, når jeg har talt i den store porcelænstelefon, men nu er jeg på vej i seng med fajanceindtryk i nakken.

Hun præsterede at tage så hårdt fat, at hele min overkrop blev rykket frem og tilbage i frisørstolen. Tak igen for den gode bh, jeg fik i julegave. Undrer mig stadig, at hun afsluttede med at rykke mig hårdt i håret to gange, som om hun rystede et par jeans fri for vaskemaskinefolder. Av.... da...?

Jeg fik en rabatkupon: Hvis jeg skaffer en ny kunde til butikken, får vedkommende 100 kr i rabat. De er dygtige og især en af frisørerne kan virkelig tage fat.

Skriv en mail eller læg en kommentar, hvis du vil til frisør i Århus C med rabat.

8 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

Det er lidt ligesom russisk roulette ikke?

Får man den dårlige eller den gode frisøse?

God bedring.

K sagde ...

For pokker Lene - du skal ha kranio sakral terapi på den nakke og det hoved ved du godt det??
pssst - jeg kender en der kan det der og det hjælper altså bare på det hele gør det (undtagen lige på dårlige frisører)

selected-scenes sagde ...

Lyder som om, du har været en tur hos Birthe Gleerup - lyder fuldstændig som min sidste oplevelse der! Har også en rabatkupon, hvis du vil bytte?

Lene sagde ...

@K: jeg vil meget gerne prøve kranio-sakral terapi. Selvom det lyder som noget af det der alternative, vi er skeptiske overfor, har jeg hørt meget godt om det. Er det en prof, du kender? Vil gerne be om nummeret.

@Selected-scenes: Det var hos Birthe Glerup min første tortur-elev rev mig rundt (det lyder langt mere saftigt end det i virkeligheden var), så det er nok hende, du har oplevet. Hende her er hos en anden Århus-frisør, så lad os bare bytte! 100 kr optjent på svie og smerte, wooop!

frøkenen sagde ...

Sådan en frisør har jeg prøvet. Man sidder og overvejer, om det mon er klipning incl. gratis piskesmæld! Ouch!

Lene sagde ...

@Frøkenen. Jeps. Præcis. Og så tænker jeg også lidt om jeg skal sige 'Av for helvede' eller om det ville være uhøfligt.

fr sagde ...

Jeg synes absolut man skal protestere når nogen, uden at blive bedt om det, prøver at brække andres nakke - og endda når disse 'nogen' er frække nok til at tage en plov for det!

frøkenen sagde ...

Ja det var så mig, der ikke kunne stave til frøkenen ;)