Det hænder, at man får spørgsmål om hvordan det går og finder sig selv i et dilemma. Skal man - i de to flygtige minutter man har inden den næste opgave i dagens kalender - servere den lette, gode overfladehistorie eller den omfattende ærlige sandhed, som man ikke ville nænne at servere for sin psykolog?
Man kunne jo tage en dyb indånding og i udåndingen berette om de strømper, man købte i al hast og som viste sig at være størrelse dans-din-fede-maxirøv-af. Jeg håber eddermame ikke at de viser sig at passe.
Der er også lige det faktum, at alle de voksne mennesker der omgiver mig, har så mange problemer med det der med engagement og motivation, at de kun viser engagement fra hjertet når de ser fodbold eller køber dimser eller foretager sig andet, der er lige så dybt som savsmuldstapet og som er cirka lige så spændende.
Jeg er mere til basketball og jeg g.i.d.e.r ikke snakke mere med overflademennesker, der ser perfekte ud, men hvis nedbidte negle afslører dem som bordfodboldmennesker.
Og så er der det med at den slags mennesker gør mig så hysterisk og magtesløs, at jeg efter en dag så lang som John Holmes'.... liv... bare har mest lyst til at læne mig ind mod et bredt herrebryst, der ikke lugter af spegepølsemad og mærke stærke hænder og en stemme, der uden at tvivle siger, at det nok skal gå det hele. Og bare gemme mig og glemme alt om strømpebukser og naboens rådne parkeringer og deadlines og sure kvindemenneskers falske overskudsopdateringer på facebook.
Men han er her ikke, ham med brystet og i Mindful håndbog for Kvinder som Mig står der også, at styrken ligger i mig selv og at jeg bare skal trække vejret helt ned i maven for at redde hele verden OG min aura. Med lidt opkast i munden er svaret på spørgsmålet om, hvordan det går, jo ganske oplagt.
mandag den 19. april 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Hey Det skal jo gå.
Det nemmeste er som du siger bare at affeje og sige det går fint, hvis man åbner og fortæller at man har det af lort er angst for aldrig at få et arbejde igen osv osv så bliver folk sgu bange for en.
Det lyder virkelig som om du havde en rigtig crappy dag.
Jeg plejer at slutte sådan en dag af med at gentage for mig selv: I morgen kan umuligt være lige så ringe. Og det er den aldrig.
Og hermed en stående invitation til en kop kaffe og en snak om hvordan det - egentlig - går.
Ved sgu ikke om det er mere genuine, men når man selv er nede kan man jo tjekke hvordan resten af verden har det på: http://www.wefeelfine.net/
Kender godt dilemmaet og nogen gange så orker man det bare ikke og folk har også sjældent overskud til at høre på hvordan man egentlig har. Så ender ud med "fint". Eller en af de andre afarter af fint :-D
Man kan blive tæt på stresset over sådan et spørgsmål i skyndingen. Man aner konsekvenserne tårne sig op, hvis man nu finder på at svare ærligt: man kommer for sent til det næste møde; vedkommende har spurgt for sidste gang; man ryger ud af fællesskabet... På den anden side - risikerer man så, at overfladiskheden smitter?
Og hvor ER det herrebryst, når man har brug for det?
Det satans er, at overfladen kan komme til at sidde fast.
Det er bedst at have et sted, hvor man kan læsse den ærlige status af uden at frygte for represalier. Mon ikke du bruger din blog til det?
Der er andre steder, der må nøjes med overfladeløgnen.
Send en kommentar