Lader du nogle gange som om du er mere end du er?

Det spørgsmål fik jeg for noget tid siden og jeg blev helt ærligt ret fornærmet over den implicitte anklage for falskhed, opblæsthed, røgslør og varm luft i maven. Undskyld, for spørgsmålet var godt.

Det gør jeg, forstået på den måde at jeg i forståelsens hellige navn af og til vælger en titel der er tilpas overordnet og fluffy til at modtageren ikke spørger mere og tror at han ved, hvad det er jeg laver. Projektleder. Kommunikationsansvarlig. Informationsmedarbejder. Del af change management-sporet i DKs største it-projekt - afhængigt af modtageren... Men jeg prøver nu altid at lade ordene, der kommer ud af min mund være så tæt på sandheden som overhovedet muligt. Uden at komme til at tude over beretninger om mine strabadser med at skrive nyhedsbreve. Alternativet, at finde på en overordnet titel, der er flere numre for stor til mig er ikke tiltalende, for der er ikke noget, der er mere ydmygende end at kunne se et lille barn inde bag andres øjne, der står og peger og råber at jeg jo ikke har noget tøj på.

Og nu endnu mere. Jeg har netop fundet et af mine nytårsfortsætter her på morgenkvalmefærgen til Sjælland, for manden ved siden af mig har travlt med at fortælle sin borddame om, hvordan han egenhændigt har udviklet værktøjer, der har reddet hele det østjyske skolesystem, hvordan han ene mand kan tæmme utilfredse tillidsrepræsentanter med et referat til hovedbestyrelsen og hvordan verden slet ikke er klar til at høre de sandheder han leverer. Ham selv. Med munden fuld af ostemad. Borddamen lader ham bare fortsætte med at skrue sig op til selvopstyltede højder, langt over ydmyghedsgrænsen. Klicheer og forkortelser og jegjegjegjegjeg er det, der trækker ham. Og så den store buffet på det offentliges regning.

Ydmyghed er en god ting. Nytårsfortsæt nr. 1 er hjemme.