sponsorstøtte

Hun var sjusket og lidt for tyk. Hektisk og gentog hele tiden de samme sætninger igen og igen. Hun kunne jo ikke lide chokolade selv, men havde fået sponsorat og besked fra manden om at hun skulle lave noget chokolade til ham. Noget med sprut i. Han betalte.
Hun gentog det igen og igen. Hun kunne jo virkelig ikke lide chokolade. Eller marcipan.

Hun lavede de bestilte - og sponsorerede chokolader. Og blev da lidt modigere med tiden, selvom hun hele tiden mumlede at hun ikke kunne finde ud af det og at hendes chokolader var de eneste, der ikke ville ud af formen. Forfjamsket gentog hun sin sætning om at manden havde sendt hende i byen og sponsoreret.
Hun fik ellers ikke så tit 'lov til at rende i byen' og hun ville egentlig ikke, men manden havde insisteret.
Da jeg sagde at hun sikkert ville blive modtaget med medalje når hun kom hjem med så fine chokolader og at han helt sikkert ville elske dem, sagde hun pludselig med styrke i stemmen: Min mand elsker MIG. Uanset hvad, så elsker min mand mig.

Hun smilede pludselig. Og da jeg viste hende, at man kunne lave chokolade med et blandingsfyld, så de ville smage ligesom Toms skildpadder, fik hun pludselig selv lyst til at lave noget til sig selv, for noget godt skulle hun da have for sin indsats. Til sig selv. For skildpadder kunne hun godt lide.

Bemærkelsesværdigt, hvordan hun med hans sikkerhed kunne finde sin egen. Og pludselig lide chokolade.
Som ekstra bonus fortalte hun mig hele sin sygdomshistorie over skildpaddefyldet.