Extreme hjemmeservice ønskes til Mordor

Nåmen, der skete jo altså det, at jeg vågnede op i Mordor.

Først troede jeg, at det bare var en ond drøm og på bedste hobbit-vis klarede jeg mig positivt igennem dagen med second-lunches og little dinners, så dagen var brudt op i små rare milepæle på vej mod sengetid, så drømmen endelig kunne gå væk og jeg kunne vågne til sollys, blå himmel og en krop, der var rar at være i. Egentlig så jeg også frem til at menneskene omkring mig ville antage deres normale form igen, for det var svært at holde humøret højt, når der sad en brummende Ork lige ved siden af mig og jeg synes at folk i trafikken opførte sig som stinkende bjergtrolde. Nogen havde også sat en hær af slimede, savlende mutantkrigere til at ringe til mig konstant, så jeg glædede mig til sengetid.

Først skulle jeg lige igennem en snak med Katla, men så var jeg også den, der var klar til hovedspring i dynerne og 11 timers uafbrudt skønhedssøvn mod lysere tider.

Min krop gør ondt. Jeg er stadig i Mordor. I see dead people når jeg sover. Det er, som om alverdens fantasyforfattere holder workshop med mig som tema. Forklar lige, hvorfor der skal stå dementors udenfor alle mine vinduer? Ja, jeg skal ikke ud af sengen.

Væk mig, når Mordor er pyntet op til julebal og maden står på bordet. Så kommer jeg lige ud af mit hi for en kort bemærkning. Men ellers forventer jeg at alt er fikset og fint når jeg træder ud af himmelsengen. (Og at nogen har været ude og fylde lageret af fyldte chokolader op igen)