mandag den 9. november 2009

Intet påtalt, intet problem.

Anoretikere skubber maden rundt på tallerkenen, så det ser ud som om der er blevet spist, for bare at gemme det hele i en serviet. Man har først et spiseproblem, når det bliver opdaget.

SuperBest har igår været ude med helsides-undskyldninger, fordi det er blevet opdaget, at de har snydt med deres kød. Tanken om, at de beklager, at det er blevet opdaget, ikke at der er blevet snydt, er nærliggende. Ihvertfald skal jeg ikke købe kød i SuperBest.
Jeg skal heller ikke købe kød hos halalslagteren i Bazar vest, for der har de blandet menneskekød i deres lam.
En uautoriseret mand har uautoriseret arbejdet med en uautoriseret maskine og det var først en fejl, da den blev opdaget.

For nylig talte jeg med en pige, der helt tydeligt løj af al sin magt. Hun har for år tilbage haft et forhold til en mand, mens hun boede sammen med en anden. Løfter blev udvekslet, hun var klar på det hele, forsørget fremtid og brud med kæresten. Til hun fik kolde fødder.
Stort drama, den ene mand blev så dybt såret, at han besluttede sig for at aflevere hendes ting, som hun havde haft stående hos ham, til hende. Kæresten åbnede døren og man skulle så mene, at pigen var afsløret da posen med beviser blev rakt frem i det åbne.
For nylig præsenterede hun mig for en serviet af løgne så tyk at anoretikere ville være misundelige. Den havde hun lagt hen over de rigtige hændelser og prøvede nu at stoppe kanterne riiiigtigt godt ind under fakta, så det var servietten, man så. Servietten havde et billede på af en dygtig, buttet engel med himmelvendte uskyldige øjne.
Hun var så busted. Jeg kender sandheden og løgne-servietten som hun forsøgte at få til at dække var snart gennemblødt af kødsaft efter løgnens bestialske mord på eks-elskeren. Hun så angst ud.
Ikke angst for ham, der var forsmået og som reagerede kraftigt, men angst over udsigten til at blive afsløret som intrigant løgnerske.
Kan jeg fandeme godt forstå. En så tykt vævet dække-serviet med stikninger af intriger har kostet noget arbejde at få fabrikeret.

Hos dyrlægen stod en muskelhund med betændelse i den hale, der var blevet klippet af. Det var en helt særlig løvehunderace, som er født med kuperet hale, sagde ejeren. (Meget meget tynd serviet lagt hen over en Amstaff). Så længe dyrlægen ikke afslørede ham som verdens længst-ude-løgner var der jo ikke tale om lovovertrædelser.

Right... Og så lever jeg lige videre i mit uskyldsrene liv. Jeg kører ihvertfald kun for hurtigt, hvis jeg bliver fanget i en fartfælde.

Ingen kommentarer: