Med scepter og krone

For tiden evaluerer jeg kolleger. Fritidskolleger, that is.

Tilbagemeldinger er ikke altid velkomne og jeg kan høre fra mine med-evaluato... øhm... med-evaluerende... med-elevatorer, at modet til at tage imod feedback og gode råd er væk hos rigtigt mange.
Nogle er endda så tilbagemeldingsmodvillige, at de overvejer at melde sig syge, når de ved, at en af os venter i rummet med blokken og blikket rettet mod dem.
Det er da også ubehageligt at få at vide, at man kan forbedre sig og at man har fejl, når man nu helst bare vil roses, så det sejler af væggene og slikkes op og ned af ryggen.

Hvis der er noget, jeg hader, så er det, når andre mennesker mener, at de uopfordret skal fortælle mig, præcis hvordan alting burde være løst. I detaljen. Og hvis de tilmed bliver ved uden at fatte, at tiøren ER faldet og at jeg er helt med på, at de mener, at jeg skulle behandle lige præcis deres petitesse anderledes.

Mod den slags opblæsthed - og i tilfælde af, at man virkelig ikke ønsker tilbagemeldinger og andres syn på sagen - hjælper kun en ting: Sig nej tak, når folk spørger om de må give dig feedback.
Og læg så mærke til, at præcis det spørgsmål kan risikere at være et proforma-tilløb til tilbagemeldingen. Det ses typisk ved, at Opblæstheden lader munden stå åben og stivner i et breakdance-move, der er 80'erne værdigt.

Efter mange år - jeg er jo tante til Methusalem - med coaching-finter, hoveder lagt på skrå og feed-back-manipulation er jeg nået frem til en konklusion: Feedback er misforstået i 62% af tilfældene. Alle de u-accepterede. Just say no.

Hvis feedbacken er gået igang og irritationen er begyndt at vokse, så søg øjenkontakt. Sig tak for indsatsen. (Kast evt djævlehåndtegn bag ryggen)
Begynd for Guds skyld ikke at diskutere og anfægte, for det får bare pinen til at fortsætte.

Begynd ihvertfald ikke at sige at noget ihvertfald ikke passer, når 3 personer har set at det passer rigtigt meget.
Selvfølgelig kan det godt være svært at sige tak, når der står med gnidret kuglepen på et stykke svedplettet papir, at du ikke kan holde takten om det så gjaldt dit liv og at det føles som at få renset ører med et tandlægebor, når du instruerer, men prøv.

Du kan altid skrive på facebook at X er en røvbanan og at du er et misforstået geni, der burde hædres og krones.
Om ikke andet, kan du blive kronet som tudeprinsessen af mangel på selvindsigt. Hell... fame er mere vigtigt end virkeligheden.