onsdag den 30. september 2009

Ud af behageligheds-zonen

For nylig talte jeg med en god veninde, der er skarpere end de fleste.
Der er nogle ting i mit liv, som jeg ikke blogger om og som jeg ikke deler med ret mange - hun er en af dem, der bliver lukket ind, selvom jeg godt ved, at hun ikke altid sætter en tallerken med blide ord, bekræftelse og ublandet opbakning på bordet sammen med kaffen.

Denne gang skar jeg mig på hende og jeg var temmeligt vred og ked af det, da jeg kørte hjem, fordi jeg ikke havde fået det, jeg (troede jeg) havde allermest brug for: Hendes opbakning.

Der er modgang nok i mit liv til at jeg har brug for at der er flere, der holder et spejl op foran mig og fortæller mig, hvordan det ser ud udefra og hvad jeg skal gøre. Troede jeg.

Vi elsker, når andre mennesker roser os, bakker os op og giver os ret.
Vi elsker, når folk synes, vi er fantastiske, selvom stress, mindreværd og tvivl står os op i halsen. Vi elsker at blive beroligede med, at det ikke er så slemt på ydersiden som det føles på indersiden. Den side, som vi er de eneste, der har fuldt overblik over.

Selvom vi nogle gange godt kan høre, at det klinger lidt hult når der bliver rost og bekræftet, så er det langt mere behageligt frem for at høre sandheden.
På den måde er det egentlig at foretrække, at det kun er en del af virkeligheden, der bliver kommenteret.

På den anden side er den, der leverer en tør konstatering også godt klar over, at det kun er en del af virkeligheden og at man som regel ikke er så sur, træt eller martyrisk. Det er utroligt sjældent, at andre mennesker kommenterer på vores situation med ond vilje, tværtimod.

Da jeg kørte forurettet hjem fra veninden og var mere i kulkælderen over min egen situation end da jeg få timer forinden kørte den modsatte vej, måtte jeg indse, at det ikke var hendes skyld. Det skyldtes ene og alene ubehaget ved, at noget var blevet bragt frem i lyset og kommenteret. Tørt. Småirettesættende.

Hvis man kun lukker de mennesker ind, der aer med hårene kan man sole sig i opbakning fra det trofaste heppekor og altid have nogen til at illudere medvind på cykelstien.
Jeg måtte indse, at der alt andet lige er mere fremdrift i at nogen tænder lyset og holder spejlet frem.
Selvom det ikke ligefrem var definitionen på optur.

2 kommentarer:

susling sagde ...

Man kan også sige, at det er smaddernemt og uforpligtende at stroke og stryge med hårene, mens det kræver reelt engagement og omsorg for en anden, at turde sige det, der bør siges.

Jeg synes, du skal gi' hende et ordentligt kram, fordi hun gider.

Uden Relevans sagde ...

Du blev vel konfronteret med det jeg kalder for "the evil truth".

the hour before dawn is always the darkest :) og det der.