Min søster er gravid.
Min søster bor i Tyskland, langt fra resten af familien, der er strøet ud over Danmark, så nærhed i familien er en svær ting. Især fordi vi de seneste år har begivet os ud på en rejse, der begyndte med høflig omgang og langsomt bevæger sig nærmere et nært familiesammenhold, men søster og jeg kommer aldrig til at være dem, der ringer til hinanden dagligt eller tuder i telefonen af lykke, ulykke og slet ikke af savn efter hinanden.
Søster og mand har forsøgt at få børn i nogle år. De har valgt reagensglasmetoden nu og derfor kunne lillesøster også meget præcis sige, at hun var halvanden uge henne i sin graviditet, da hun ringede og sagde at jeg skulle være tante.
Det er lykkeligt, det er det da.
For mig er det med at få børn så stort og så ømfindtlig en sag, at jeg personligt havde ventet med at sige nogetsomhelst før jeg var mindst 13 uger henne og var bare lidt mere sikker på, at Mini havde tænkt sig at hænge fast derinde.
Jeg har det som om jeg er et dårligt menneske, der ikke kan tro på hendes lykke uden at være skeptisk samtidigt. Men jeg venter altså lidt med at begynde at strikke babytæppe, for mine fingre er travlt optagede med at være krydsede.
fredag den 16. oktober 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Jeg kender det godt.
Min svoger og svigerinde er i samme situation som din søster og hendes mand.
Selvom man står og ser på en video af skanningen hvor man kan se hjertet slår så lurer det med de 13 uger alligevel i baghovedet.
Det får én til at spekulere på om man er pessimist eller bare realist.
Men vi må bare mobilisere al vores mentale kraft og sende bunker af telepatiske beskeder til det lille væsen om at "hang in there".
Og ellers stå klar på sidelinien.
Jeg genkender en anden ting her: at have søskende der lever i udlandet.
Min bror har boet i USA i 9 år, og jeg kan mærke at vores værdier glider fra hinanden. Han bliver naturligt nok mere og mere præget af den amerikanske mentalitet, og vi har efterhånden svært ved at forstå hinandens motiver.
Jeg synes simpelthen det er svært at vedligeholde relationen fra da vi boede i samme land og bibeholde følingen med hans hverdag og hvad der er vigtigt for ham.
Husk, at der potentielt følger mere end 90 år lige bagefter de ni måneder ...
Det er nemmere sagt end gjort, men man er nødt til at tage, hvad livet byder. Ingen har påstået, at livet er nemt.
En af mine venner har lige mistet et foster, tough deal, de havde også lige meldt ud. :(
@Vestergaard: Der er ikke så meget andet at gøre end at håbe. Realismen er svær at lægge fra sig.
@Trine Louise: Måske er det kernen i det hele - også for mig. Jeg har virkeligt svært ved at følge (med i) hendes motiver. Selvom jeg er vokset op sammen med hende er det som at møde en bekendt når vi er sammen. Tak for kommentaren.
@Thominous: Stor diskussion vi lukker op for her. Hvis man skal tage hvad livet byder, hvordan har vi det så med fostervandsprøver og ... unge mødre?
@Uden relevans: Øv... Det er trist. Jeg får en tanke om at jeg vil holde mund så længe som overhovedet muligt, hvis det bliver mig der bliver gravid. Bare for ikke at jinxe noget.
Send en kommentar